Skriftlig fremsættelse (19. november
2014)
Skatteministeren
(Benny Engelbrecht):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af
ligningsloven og lov om ændring af lov om børnetilskud
og forskudsvis udbetaling af børnebidrag og lov om en
børne- og ungeydelse (Forhøjelse af loftet over
fradrag for fagforeningskontingenter og beregning af ydelser i 2012
ved bopæl eller beskæftigelse i Grønland og
på Færøerne)
(Lovforslag nr. L 74)
Lovforslaget indeholder to elementer.
Som led i Aftale om finansloven for 2015
mellem regeringen (Socialdemokratiet og Radikale Venstre),
Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten foreslås det at
forhøje loftet over fradraget for fagforeningskontingenter
for at understøtte en høj organisationsgrad på
arbejdsmarkedet. Det er en af grundstenene i den danske
arbejdsmarkedsmodel og en vigtig forudsætning for et
konstruktivt og effektivt samarbejde mellem lønmodtagere,
arbejdsgivere og det offentlige. Det foreslås, at den
beløbsmæssige grænse for fradrag for
fagforeningskontingenter forhøjes fra 3.000 kr. til 6.000
kr. fra og med indkomståret 2015. Forhøjelsen af
fradraget forventes at medføre en øget disponibel
indkomst for omkring 1,3 mio. fagforeningsmedlemmer.
Forslaget skønnes at medføre
et umiddelbart mindreprovenu i 2015 på ca. 810 mio. kr. Det
varige mindreprovenu udgør ca. 255 mio. kr. årligt
efter tilbageløb og adfærd.
For det andet foreslås en
ændring af virkningstidspunktet for lov nr. 1398 af 23.
december 2012 om ændring af lov børnetilskud og
forskudsvis udbetaling af børnebidrag og lov om en
børne- og ungeydelse. Forslaget indebærer, at perioder
med bopæl eller beskæftigelse i Grønland og
på Færøerne sidestilles med perioder med
bopæl eller beskæftigelse i Danmark også ved
beregning af ydelser for 2012. Virkningstidspunktet for loven
fremrykkes med forslaget med et år til den 1. januar 2012.
Ændringen har udelukkende en begunstigende virkning.
Forslaget vil betyde, at eksempelvis
personer, der i 2012 flyttede til Danmark fra Grønland eller
Færøerne, og som på grund af
optjeningsprincippet hidtil ikke har haft ret til fuld
børne- og ungeydelse eller ydelser efter
børnetilskudsloven i 2012, vil skulle have genoptaget deres
sager for 2012, hvis de i øvrigt var berettigede til ydelser
i 2012.
Forslaget skønnes med betydelig
usikkerhed at medføre en engangsudgift i 2015 på ca. 4
mio. kr. før tilbageløb og ca. 3 mio. kr. efter
tilbageløb.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.