Skriftlig fremsættelse (13. november
2014)
Miljøministeren (Kirsten
Brosbøl):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
planlægning, lov om naturbeskyttelse og byggeloven
(Forsøgsordning for kyst- og naturturisme, ophævelse
af muligheden for at planlægge for lavenergibebyggelse i
lokalplaner og helårsbeboelse i sommerhuse i
sommerhusområder på de 27 små øer
m.v.)
(Lovforslag nr. L 70)
Turismen er et internationalt erhverv i
vækst. Danmark har stærke traditioner som turistland og
har allerede i dag et relativt stort turismeerhverv. Væksten
i dansk turisme har været mindre end i de lande, som vi
normalt sammenligner os med. Der har været en vækst i
storby- og erhvervsturismen, men et fald i kyst- og
naturturismen.
Regeringen indgik derfor den 20. juni 2014
en aftale om vækstplan for dansk turisme. Som appendiks til
vækstplanen har regeringen, Venstre, Dansk Folkeparti og Det
Konservative Folkeparti aftalt, at der skal iværksættes
en forsøgsordning til fremme af kyst- og naturturismen.
Den foreslåede forsøgsordning
giver mulighed for, at miljøministeren efter
ansøgning fra kommunalbestyrelser kan meddele op til 10
tilladelser til planlægning og til meddelelse af
landzonetilladelse til konkrete fysiske projekter.
Forsøgsordningen giver mulighed for projekter inden for
kystnærhedszonen, klitfrednings- og strandbeskyttelseslinjen
og de øvrige beskyttelseslinjer i
naturbeskyttelsesloven.
Projekterne skal opfylde tre kriterier, som
er fastsat i lovforslaget. Projekterne skal have potentiale for
udvikling af kyst- og naturturismen og skal etableres i tilknytning
til øvrige turismemæssige aktiviteter. Endvidere skal
projekterne indpasses arkitektonisk og opføres under
særlig hensyntagen til den omkringliggende natur og
landskabet.
Landets kystkommuner er blevet inviteret
til at sende ansøgninger med frist i januar og maj 2015.
Lovforslaget indeholder endvidere forslag
om, at krav til bygningers energiklasser fremover alene reguleres
med bygningsreglementet, og at der ikke længere skal kunne
fastsættes krav herom i nye lokalplaner. Krav til bygningers
energiklasser er også reguleret af byggeloven og
bygningsreglementet. Der vil således ikke længere
være mulighed for i lokalplaner at fastsætte
større krav til energiklasser, end der er mulighed for i
bygningsreglementet. Forslaget er en opfølgning på
regeringens »Aftale om en vækstpakke« fra juni
2014.
Med lovforslaget får kommunerne
mulighed for at give dispensation til en ejers udlejning til
helårsbeboelse af et sommerhus i et sommerhusområde
på de 27 små øer. Det vil understøtte
helårsbosætning på de små øer, der
er særlig hårdt ramt af affolkning.
Med lovforslaget får
miljøministeren endvidere bemyndigelse til at
fastsætte nærmere regler om, at det skema, som bygherre
er forpligtet til at indsende ved visse VVM-pligtige projekter,
skal indsendes digitalt. Bestemmelserne skal sikre, at der ikke kan
opstå tvivl om ministerens hjemmel til at fastsætte
regler om hvilke mindste oplysninger, der er relevante for
offentlighedens deltagelse i VVM-processen.
Målet er, at lovændringen kan
træde i kraft fra den 1. januar 2015.
Idet jeg i øvrigt kan henvise til
lovforslaget med tilhørende bemærkninger, skal jeg
anbefale forslaget til Folketingets velvillige behandling.