Skriftlig fremsættelse (12. november
2014)
Erhvervs- og vækstministeren (Henrik
Sass Larsen):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
en rejsegarantifond (Dækning af tab ved køb af
flyrejser i tilfælde af rejseudbyderens konkurs mv.)
(Lovforslag nr. L 67)
Formålet med lovforslaget er, at
forbrugere skal tilbydes en nem adgang til konkursdækning,
når de køber flybilletter. Det sikres ved, at den
nuværende ordning udvides, så udenlandske flyselskaber
med mere end 25.000 årligt afrejsende passagerer fra danske
lufthavne bliver omfattet af ordningen. Samtidig præciseres
det, hvordan konkursdækningen skal tilbydes til forbrugere.
Hermed sikres mere ensartede konkurrencevilkår samt en
effektiv forbrugerbeskyttelse.
Den nuværende lovgivning blev
indført i 2010. Intentionen med loven var at udvide den
eksisterende konkursbeskyttelse i forbindelse med ferierejser,
således at rejsegarantiordningen også skulle omfatte
individuelle flyrejser og billeje i udlandet formidlet af en dansk
udbyder.
Den nuværende lovgivning omfatter
flyselskaber etableret i Danmark. I en dom afsagt af Østre
Landsret 4. juli 2012 er etableringsbegrebet blevet fortolket,
således at ordningen alene omfatter flyselskaber med fysiske
salgskontorer i Danmark, hvortil forbrugere har adgang. Den
fortolkning har medført, at adskillige flyselskaber med et
stort antal afrejsende fra danske lufthavne ikke anses for omfattet
af loven. Dette afskærer mange danske forbrugere muligheden
for at tilkøbe konkursdækning, og
forbrugerbeskyttelsen har således ikke det niveau, som det
var tiltænkt, da ordningen blev vedtaget. Samtidig
betød Østre Landsrets dom, at der opstod en
konkurrencemæssig skævhed mellem dansk og udenlandsk
etablerede virksomheder.
I lovforslaget foreslås det, at
udenlandske flyselskaber med mere end 25.000 årlige
afrejsende passagerer fra danske lufthavne også skal omfattes
af loven.
Det foreslås endvidere, at
Rejsegarantifonden etablerer en central hjemmeside, hvor forbrugere
kan købe konkursdækning direkte af
Rejsegarantifonden.
De rejseudbydere, der er omfattet af loven,
skal i det udstedte rejsebevis tydeligt henvise til den centrale
hjemmeside, hvorfra forbrugeren kan købe
konkursdækning.
Herudover foretages en række mindre
ændringer, bl.a. ophæves bestemmelsen vedrørende
billeje i udlandet formidlet af en dansk udbyder, og den
differentierede garantistillelse for charterrejseudbydere
afskaffes.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.