Betænkning afgivet af Erhvervs-,
Vækst- og Eksportudvalget den 26. marts 2015
1. Ændringsforslag
Erhvervs- og vækstministeren har
stillet 17 ændringsforslag til lovforslaget.
2. Udvalgsarbejdet
Lovforslaget blev fremsat den 12. november
2014 og var til 1. behandling den 28. november 2014. Lovforslaget
blev efter 1. behandling henvist til behandling i Erhvervs-,
Vækst- og Eksportudvalget.
Møder
Udvalget har behandlet lovforslaget i 4
møder.
Høring
Et udkast til lovforslaget har inden
fremsættelsen været sendt i høring, og erhvervs-
og vækstministeren sendte den 3. september 2014 dette udkast
til udvalget, jf. (folketingsåret 2013-14) ERU alm del -
bilag 335. Den 12. november 2014 sendte erhvervs- og
vækstministeren de indkomne høringssvar og et notat
herom til udvalget. Erhvervs- og vækstministeren har stillet
ændringsforslag om en anden ordning for konkursdækning
af flyrejsendes udgifter end den i lovforslaget foreslåede
model. Et udkast til ændringsforslag har forinden været
sendt i høring, og erhvervs- og vækstministeren sendte
den 4. februar 2015 dette udkast til udvalget. Erhvervs- og
vækstministeren sendte den 11. marts 2015 høringssvar
til udvalget og den 19. marts 2015 et notat herom.
Skriftlige henvendelser
Udvalget har i forbindelse med
udvalgsarbejdet modtaget skriftlige henvendelser fra
Rejsearrangører i Danmark og Rejsegarantifonden.
Erhvervs- og vækstministeren har over
for udvalget kommenteret de skriftlige henvendelser til
udvalget.
Deputationer
Endvidere har Rejsearrangører i
Danmark mundtligt over for udvalget redegjort for deres holdning
til lovforslaget.
Spørgsmål
Udvalget har stillet 3
spørgsmål til erhvervs- og vækstministeren til
skriftlig besvarelse, som denne har besvaret med undtagelse af 1
spørgsmål, som forventes besvaret inden 2. behandling
af lovforslaget.
3. Indstillinger og politiske
bemærkninger
Et flertal i
udvalget (udvalget med undtagelse af LA) indstiller lovforslaget
til vedtagelse med de stillede
ændringsforslag.
Venstres medlemmer af udvalget
bemærker følgende:
Lovforslaget skal adressere det problem, at
der samlet set er langt færre rejseudbydere, der er omfattet
af reglerne om konkursdækning, end det oprindelig var
tænkt. Og dermed er der langt færre forbrugere, der kan
få dækket deres udgifter i tilfælde af
flyselskabers konkurs.
Derfor blev der nedsat et udvalg, der
skulle se på, hvordan ordningen kunne ændres, så
den igen fungerede efter hensigten, nemlig høj
forbrugerbeskyttelse i tilfælde af flyselskabers konkurs. Det
oprindelige lovforslag byggede på anbefalingerne fra et
flertal i dette udvalg. Dette flertal bestod af
repræsentanter fra ministerier og styrelser. Til
gengæld kunne hverken rejsebranchen,
forbrugerorganisationerne eller selve Rejsegarantifonden
støtte forslaget. Ifølge dem ville forslaget
medføre væsentlige administrationsbyrder både
for rejseudbydere og for Rejsegarantifonden. Reglerne for
forbrugerne ville endvidere blive mere uigennemskuelige, og den
forbrugerbeskyttende effekt ville derfor være forsvindende
lille. Derfor støttede Venstre ikke lovforslaget ved 1.
behandlingen, men opfordrede i stedet regeringen til at genoptage
drøftelserne med parterne. Rejsegarantifondens bestyrelse
tilbød at påtage sig opgaven med at finde en
løsning, der kunne fungere mere hensigtsmæssigt for
alle parter.
Rejsegarantifondens bestyrelse har nu
udarbejdet et forslag til en løsningsmodel for
konkursdækning af flyrejsende, som hele bestyrelsen kan
stå bag. Denne model for konkursdækning af flyrejsende
er blevet omsat til ændringsforslag. Ændringsforslagene
går bl.a. ud på følgende:
Der indføres et passagerbidrag
på 2 kr. pr. afrejst passager, der flyver med flyselskaber
fra en dansk lufthavn til en destination uden for Danmark. Midlerne
vil gå til opbygning af en fond, der administreres af
Rejsegarantifonden. Fonden skal dække hjemtransport for alle
passagerer, der har en hjemrejsebillet til en dansk lufthavn, hvis
deres flyselskab går konkurs under rejsen.
Ændringsforslagene har været i
høring, og det ser ud til, at de relevante parter er
positivt stemt over for lovforslaget. Derfor stemmer Venstre for
ændringsforslagene og for lovforslaget.
Enhedslistens medlemmer af udvalget
bemærker, at dette lovforslag i virkeligheden tager sit
udgangspunkt i beslutningsforslag nr. B 117, som Enhedslisten
fremsatte i folketingsåret 2012-13. Formålet med
beslutningsforslaget var at sikre en bedre forbrugerbeskyttelse ved
konkurser i rejsebranchen, især ved flyselskabers konkurs.
Der skulle således ifølge Enhedslistens
beslutningsforslag indføres en obligatorisk ordning
gældende for alle flyrejser og flyselskaber, der flyver fra
en dansk lufthavn. Enhedslisten foreslog dengang, at der skulle
opkræves 5 kr. pr. billet.
Beslutningsforslaget førte til
nedsættelse af en arbejdsgruppe med deltagelse af
repræsentanter for hele rejsebranchen - herunder
flyselskaberne og Rejsegarantifonden. Arbejdsgruppen nåede
ikke til enighed om ret meget.
Alligevel fremsatte erhvervs- og
vækstministeren dette lovforslag, der i sit indhold lå
langt fra Enhedslistens oprindelige intention med
beslutningsforslag nr. B 117. Enhedslisten opfordrede derfor ved 1.
behandlingen ministeren til igen at gå i dialog med branchen
om at ændre på lovforslaget og meddelte derfor, at
Enhedslisten ville forbeholde sig sin indstilling til
lovforslaget.
Enhedslisten glæder sig over, at
ministeren rent faktisk genoptog dialogen med rejsebranchen og
flyselskaberne. Og Enhedslisten glæder sig over de
ændringer til lovforslaget, som nu foreligger.
Ændringsforslagene, som helt forandrer det oprindelige
lovforslag, betyder, at lovforslaget nu ligger meget tættere
på Enhedslistens beslutningsforslag nr. B 117 fra 2013.
Således bliver der nu tale om en
obligatorisk ordning, hvor bidraget opkræves sammen med
flybilletten. Den kommer til at gælde alle flyselskaber, der
flyver ud af Danmark, alle flyrejser med udgangspunkt i en dansk
lufthavn. Det er en væsentlig forbedring af
forbrugerbeskyttelsen ved flyselskabers konkurs og ophæver i
realiteten Østre Landsrets dom fra den 4. juli 2012, hvor
Norwegian Air ikke blev anset for at være omfattet af
reglerne om konkurssikring, da selskabet ikke havde et fysisk
salgskontor i Danmark.
Enhedslisten glæder sig i den
forbindelse ligeledes over, at mindstegrænsen på 25.000
passagerer, før et selskab er omfattet af lovforslaget, er
fjernet i den »nye udgave« af lovforslaget.
Det er dog en mangel ved lovforslaget, at
konkurssikringen ikke dækker indenrigsflyrejser. Når
man medtænker, at en del af baggrunden for Enhedslistens
beslutningsforslag nr. B 117 var Cimber Airs konkurs i 2008, som
ramte en hel del indenrigspassagerer, burde lovforslaget også
omfatte indenrigsflyrejser.
Enhedslisten tillader sig endvidere at
gøre sig lystig over det beløb på 2 kr. pr.
afrejst passager, som vil blive opkrævet i passagerbidrag til
opbygning af den nye »flyrejsefond«. I betragtning af
at Enhedslisten blev skoset noget for sit oprindelige forslag om 5
kr. i passagerbidrag, fordi det ville tage rigtig mange år at
opbygge en flyrejsefond med det beløb, kan det undre, at
branchen og ministeren nu finder, at 2 kr. er nok. Enhedslisten
finder, at der her er taget et alt for vidtgående hensyn til
flyselskaberne og rejsearrangørerne, og har da også
stillet spørgsmål til erhvervs- og
vækstministeren om tidshorisonten for opbygningen af
flyrejsefonden.
Enhedslisten konstaterer dog, at det er
muligt for flyrejsefonden at låne i
»pakkerejsefonden«, hvis ikke der skulle være
dækning ved et flyselskabs konkurs, inden fonden er
opbygget.
Alt i alt konstaterer Enhedslisten, at
lovforslaget med de ændringer, som ministeren har
foreslået, nu ligger meget tættere på
Enhedslistens oprindelige beslutningsforslag nr. B 117, som gav
anledning til udvalgsarbejdet og dette lovforslag.
Enhedslisten havde helst set, at de
foreslåede passagerbidrag på 2 kr. og 4. kr. blev
ændret til henholdsvis 5 kr. og 10 kr., og at
indenrigsrejserne også var blevet omfattet af den
foreslåede ordning for konkursdækning af flyrejsende.
Da der imidlertid ikke er et flertal herfor og lovforslaget med de
stillede ændringsforslag i øvrigt trækker i den
rigtige retning, vil Enhedslisten stemme for lovforslaget og de af
erhvervs- og vækstministeren stillede
ændringsforslag.
Et mindretal i
udvalget (LA) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling. Mindretallet
vil stemme hverken for eller imod de stillede
ændringsforslag.
Inuit Ataqatigiit, Siumut,
Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin var på tidspunktet
for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med
medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med
indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.
En oversigt over Folketingets
sammensætning er optrykt i betænkningen.
4. Ændringsforslag med
bemærkninger
Ændringsforslag
Til § 1
Af erhvervs- og
vækstministeren, tiltrådt af et flertal (udvalget med undtagelse af LA):
1)
Før nr. 1 indsættes som nyt nummer:
»01. I §
1, stk. 1, indsættes i 2.
pkt. efter »§ 21«: », og når en
kunde har indgået aftale om en rejseydelse med en udbyder af
flytransport«.«
[Konsekvensændring som
følge af ændringsforslag nr. 5]
2)
Efter nr. 3 indsættes som nyt nummer:
»02. Overskriften før §
3 affattes således:
»Rejseudbydere,
formidlere og udbydere af flytransport««
[Teknisk korrektion]
3) Nr. 4
affattes således:
»4. I §
3, stk. 1, indsættes efter »eller
sælger«: »de i § 2, stk. 1, nr. 1-3,
nævnte«.«
[Konsekvensændring som
følge af ændringsforslag nr. 5]
4)
Efter nr. 4 indsættes som nyt nummer:
»03. I §
3 indsættes som stk.
4:
»Stk. 4.
Som udbyder af flytransport anses enhver, der i eget navn udbyder
eller sælger flytransport, medmindre denne virksomhed alene
udøves lejlighedsvis.««
[Som følge af
ændringsforslag nr. 5 foretages en separat definition af
udbydere af flytransport]
5) Nr. 5
affattes således:
»5. § 5 a, stk. 1, affattes
således:
»Når en kunde har indgået en
aftale om en rejseydelse, der udelukkende omfatter flytransport,
jf. § 2, stk. 1, nr. 4, er kunden dækket i henhold til
stk. 2 og 3, såfremt rejsen er påbegyndt og kunden har
et gyldigt hjemrejsedokument til en dansk lufthavn.
Indenrigsflyvninger og rejseydelser omfattet af § 2, stk. 1,
nr. 1-3, er ikke omfattet af bestemmelsen. Rejsegarantifonden skal
tilbagebetale flykonkursbidrag, der er opkrævet fra
indenrigsflyvninger, til udbydere af flyrejser og flykonkursbidrag,
der er opkrævet fra flytransport, som efterfølgende er
anvendt som element i en af de § 2, stk. 1, nr. 1-3,
nævnte rejseydelser, til rejseudbyderne.««
[Konsekvensændring som
følge af nyt dækningsområde]
6) Nr. 6
udgår, og i stedet indsættes som nye numre:
»6. § 5 a, stk. 2, ophæves.
Stk. 3 og 4 bliver herefter stk. 2 og
3.
04. I
§ 5 a, stk. 3, der bliver bliver
stk. 2, ændres »rejseudbyders« til:
»udbyder af flytransports«.
05. § 5 a,
stk. 4, der bliver stk. 3, affattes således:
»Stk. 3.
Fonden kan endvidere yde en kunde en godtgørelse for en
ikkepåbegyndt forudbetalt rejse fra en dansk lufthavn til en
udenlandsk destination, forudsat at der er tilstrækkelige
midler i flyrejsefondskassen efter afholdelse af de i stk. 2
omtalte udgifter. Såfremt der ikke er tilstrækkelige
midler i flyrejsefondskassen til at dække
ikkepåbegyndte forudbetalte rejser fuldt ud, foretages en
forholdsmæssig økonomisk dækning af kundens tab.
Godtgørelsen fratrækkes 1.000 kr. pr.
rejse.«
06. I
§ 6 ændres
»§§ 5 og 5 a« til: »§
5«.
07. I
§ 6 indsættes som stk. 2:
»Stk. 2.
Anmodning fra kunden om godtgørelse i henhold til § 5 a
skal fremsættes over for Rejsegarantifonden inden rimelig
tid, dog senest 6 måneder efter at rejseydelsen er afsluttet
eller det er åbenbart, at rejseydelsen ikke vil blive
gennemført.«
08. I
§ 8, stk. 3, ændres
»stk. 4-7« til: »stk. 4 og 5«.
09. I
§ 8, stk. 4, ændres
»§§ 5 og 5 a« til: »§
5«.
010. I
§ 8, stk. 5, udgår
»dog stk. 6 og 7 og«.«
[Tekniske konsekvensændringer
og ændringer som følge af nyt
dækningsområde]
7) Nr. 7
og 8 udgår, og i stedet
indsættes:
»7. § 8, stk. 6 og 7, ophæves.
Stk. 8-10 bliver herefter stk.
6-8.«
[Konsekvensændring som
følge af den nye finansieringsmodel]
8)
Efter nr. 8 indsættes som nyt nummer:
»011. § 9 affattes således:
Ȥ 9. Rejsegarantifonden
er én juridisk enhed, hvis formue regnskabsteknisk er opdelt
i to fondskasser, en pakkerejsefondskasse vedrørende de i
§ 2, stk. 1, nr. 1-3, nævnte rejseydelser og en
flyrejsefondskasse vedrørende den i § 2, stk. 1, nr. 4,
nævnte rejseydelse. De to fondskasser opgøres separat,
men der kan under visse omstændigheder optages lån
mellem fondskasserne, jf. § 9 c.««
[Præcisering og
regnskabsteknisk etablering af to fondskasser]
9) Nr. 9
udgår.
[Konsekvensændring som
følge af nyt dækningsområde]
10) Nr.
10 affattes således:
»10. Efter § 9 indsættes
i kapitel 3:
Ȥ 9 a. Rejseudbydere og
formidlere for udenlandske rejseudbydere af rejseydelser omfattet
af § 2, stk. 1, nr. 1-3 skal betale et administrationsbidrag
til pakkerejsefondskassen til finansiering af
pakkerejsefondskassens og ankenævnets driftsudgifter.
Bidragets størrelse fastsættes af Rejsegarantifondens
bestyrelse og godkendes af erhvervs- og vækstministeren.
Stk. 2.
Rejsegarantifondens bestyrelse kan fastsætte, at
rejseudbydere og formidlere for en udenlandsk rejseudbyder af de i
§ 2, stk. 1, nr. 1-3, nævnte rejseydelser skal betale et
bidrag til pakkerejsefondskassen pr. deltager i en rejseydelse, der
er omfattet af pakkerejsefondskassens dækning, jf. § 5.
Bidragets størrelse fastsættes af Rejsegarantifondens
bestyrelse og godkendes af erhvervs- og vækstministeren.
Stk. 3.
Pakkerejsefondskassens formue fastsættes af fondens
bestyrelse og godkendes af erhvervs- og vækstministeren.
§ 9 b. Udbydere af
flytransport, jf. § 3, stk. 4, vil blive opkrævet et
bidrag på 2 kr. pr. afrejsende fra en dansk lufthavn til en
udenlandsk destination. De indkomne bidrag vil indgå i
flyrejsefondskassen under Rejsegarantifonden til dækning af
ydelser omfattet af stk. 5 og § 5 a.
Stk. 2.
Flyrejsefondskassen er fuldt opbygget, når fondskassen har
opnået en størrelse af 100 mio. kr.
Bidragsopkrævning vil herefter blive sat i bero, jf. dog stk.
3 og 4.
Stk. 3.
Såfremt flyrejsefondskassen efter at have opnået en
størrelse af 100 mio. kr. på grund af konkurs hos
udbydere af flytransport kommer under 75 mio. kr., vil bidraget,
jf. stk. 1, blive genaktiveret, indtil fondskassen igen opnår
en størrelse af 100 mio. kr. Bidragsopkrævningen vil
herefter blive sat i bero.
Stk. 4.
Såfremt flyrejsefondskassen på grund af konkurs hos
udbydere af flytransport kommer under 25 mio. kr., vil bidraget,
jf. stk. 1, blive forøget til 4 kr., indtil fondskassen
opnår en størrelse af 100 mio. kr.
Bidragsopkrævningen vil herefter blive sat i bero.
Stk. 5.
Omkostninger til administration af ordningen for
flykonkursdækning skal udelukkende afholdes af
flyrejsefondskassen.
§ 9 c. Der kan optages
lån mellem de to fondskasser, hvis der ikke er
tilstrækkelige midler i den tabspåførte
fondskasse til at opfylde dennes forpligtelser. Lån mellem
fondskasserne kan i særlige tilfælde kræves
indfriet umiddelbart. Lån optaget af flyrejsefondskassen kan
ikke anvendes til at dække forudbetalinger, jf. § 5 a,
stk. 3. Lån mellem fondskasserne skal godkendes af erhvervs-
og vækstministeren.««
[Konsekvensændring som
følge af den nye finansieringsmodel,
dækningsområde og fondsopbygning]
11)
Efter nr. 10 indsættes som nyt nummer:
»012. I §
10, stk. 1, 2. pkt., ændres »3 de i fonden
registrerede rejseudbydere og formidlere for udenlandske
rejseudbydere« til: »2 medlemmer de i fonden
registrerede rejseudbydere og formidlere for udenlandske
rejseudbydere, 1 medlem repræsenterer udbydere af
flytransport,«.«
[Ændring, som sikrer udbydere
af flytransport repræsentation i Rejsegarantifondens
bestyrelse]
12) I
den under nr. 11 foreslåede
ændring af § 15 ændres
»§ 8, stk. 5 og 6,« til: »§ 8, stk.
5,«.«
[Konsekvensændring som
følge af den nye finansieringsmodel]
13) Nr.
12 udgår.
[Konsekvensændring, som
følge af at gældende lovs § 5 a, stk. 2,
foreslås ophævet, jf. ændringsforslag nr. 6]
14) I
den under nr. 13 foreslåede
ændring af § 17, stk. 1,
ændres »§ 8, stk. 5 og 6 « til:
»§ 8, stk. 5«.
[Konsekvensændring som
følge af den nye finansieringsmodel]
15) Nr.
14 og 15 affattes
således:
»14. I §
23, stk. 2, ændres »stk. 3-7« til:
»stk. 3-5«.
15. I
§ 25, stk. 1, nr. 1, udgår
»§ 5 a, stk. 2 og«.«
[Konsekvensændringer]
Til § 2
16)
Datoen »1. januar 2016« ændres til: »1.
juli 2015.«
[Ny ikrafttrædelsesdato]
17)
Som stk. 2 indsættes:
»Stk. 2.
Kunder, som har indgået en aftale om en rejseydelse, der
udelukkende omfatter flytransport, jf. § 2, stk. 1, nr. 4, og
som har et gyldigt hjemrejsedokument til en dansk lufthavn, har ret
til at blive hjemtransporteret efter ikrafttrædelsen af denne
lov. Kunder, der har tilkøbt Rejsegarantifondens
konkursdækning før lovens ikrafttrædelse, men
først rejser efter lovens ikrafttrædelse, vil have de
rettigheder, som følger af den tilkøbte
konkursdækning.«
[Præcisering af
overgangsbestemmelser for lovens ikrafttræden]
Bemærkninger
Til nr. 1
Det foreslås, at fonden forpligtes
til at yde kunder bistand i henhold til de nye regler om
flytransport jf. ændringsforslag nr. 5, når kunden har
indgået en aftale om de nævnte rejseydelser i lovens
§ 2, stk. 1, nr. 4.
Til nr. 2
I
ændringsforslag nr. 5 adskilles dækningen for
flytransport fra dækningen af andre rejseydelser, og
Rejsegarantifonden opdeles i to forskellige kasser - en
pakkerejsefondskasse og en flyrejsefondskasse.
Pakkerejsefondskassen omfatter pakkerejser,
rejseydelser, der omfatter transport og indkvartering, som er
aftalt med samme rejseudbyder eller formidler, men som ikke er
omfattet af pakkerejser, og transport og anden turistmæssig
ydelse, som ikke har en varighed over 24 timer, men har en samlet
pris på over 1.000 kr., jf. § 2, stk. 1, nr. 1-3.
Flyrejsefondskassen omfatter flytransport,
jf. § 2, stk. 1, nr. 4.
Som konsekvens
af ovenstående ændres overskriften, så udbydere
af flytransport udskilles fra andre rejseudbydere.
Til nr. 3
Lovforslagets
§ 1, nr. 4, indeholdt en udvidelse af lovens
dækningsområde til ligeledes at omfatte udenlandske
flyselskaber, der leverer flytransport med mere end 25.000
årligt afrejsende passagerer fra lufthavne i Danmark.
Det
foreslås, at lovforslagets § 1, nr. 4, udgår og
erstattes, med ændringsforslag nr. 5, hvorefter udbydere af
flytransport udskilles fra de øvrige rejseudbydere og
-formidlere. Som konsekvens heraf præciseres det i § 3,
stk. 1, at bestemmelsen omhandler de i § 2, stk. 1, nr. 1-3,
omfattede rejseydelser og ikke flytransport jf. § 2, stk. 1,
nr. 4.
Til nr. 4
Med
ændringen af loven i 2010 blev Rejsegarantifondens
dækningsområde udvidet. Det blev således
obligatorisk for dansk etablerede rejseudbydere og formidlere for
udenlandske rejseudbydere, som sælger bl.a. flyrejser, at
være registeret i Rejsegarantifonden og at tilbyde
forbrugeren dækning fra Rejsegarantifonden.
Det
foreslås, at alle udbydere af flytransport, der i eget navn
udbyder eller sælger flytransport, defineres
særskilt.
Til nr. 5
Efter
gældende lovgivning kan kunden ved indgåelse af en
aftale om en rejseydelse til privat brug vælge dækning
af Rejsegarantifonden. Hvis en kunde vælger at tilkøbe
konkursdækning, sker dette ved betaling til rejseudbyderen,
som viderebetaler bidraget til fonden.
Det
foreslås i ændringsforslaget, at alle erhvervs- og
privatrejsende mod dokumentation af et gyldigt hjemrejsedokument
til en dansk lufthavn har ret til vederlagsfrit at blive
transporteret til rejsedokumentets danske slutdestination.
Rejsegarantifonden skal som udgangspunkt alene afholde udgifterne
til hjemtransporten. Såfremt hjemtransport ikke er mulig
inden for rimelig tid, skal Rejsegarantifonden yde
godtgørelse i form af passende overnatningsmuligheder og
andre væsentlige fornødenheder. Rejsegarantifondens
bestyrelse fastlægger som hidtil retningslinjerne for,
hvordan begreberne »rimelig tid« og
»væsentlige fornødenheder« skal
tolkes.
Ønsker
en kunde ikke at blive hjemtransporteret på det tidspunkt,
som Rejsegarantifonden har arrangeret, taber kunden retten til
hjemtransport. Hjemrejsetidspunkt tidligere end det planlagte
tidspunkt kan ikke give anledning til krav mod Rejsegarantifonden,
selv om der er tale om en afkortning af rejsen.
Ordningen
dækker hverken indenrigsflyvninger, eller rejseydelser som
nævnt i § 2, stk. 1, nr. 1-3. Rejsegarantifonden skal
tilbagebetale flykonkursbidrag, der er opkrævet fra de
nævnte indenrigsflyvninger, eller rejseydelser til
flyselskaberne eller rejseudbydere.
Til nr. 6
Ad nr. 6 og 04
Ændringsforslag nr. 5 indeholder en obligatorisk ordning,
hvormed alle med et gyldigt hjemrejsedokument til en dansk lufthavn
omfattes af loven. Som konsekvens heraf udgår lovforslagets
§ 1, nr. 6.
Endvidere
foreslås det, at hele § 5 a, stk. 2, ophæves som
følge af den nye obligatoriske dækningsordning, jf.
ændringsforslag nr. 5.
§ 5 a,
stk. 3, bliver herefter til § 5 a, stk. 2.
Ad nr. 05
Efter
gældende lovs § 5 a, stk. 4, kan fonden yde kunder, der
har købt en flyrejse og garantidækning, en rimelig
godtgørelse for tab, der skyldes en rejseudbyders
økonomiske forhold.
Det
foreslås, at bestemmelsen præciseres således, at
fonden skal yde en godtgørelse til kunder for
ikkepåbegyndte forudbetalte enkelt- og returflyrejser fra en
dansk lufthavn, såfremt der er tilstrækkelige midler i
flyrejsefondskassen efter afholdelse af udgifter til hjemtransport
af kunder med hjemrejsedokument.
Det
foreslås endvidere, at der indføres en selvrisiko
på 1.000 kr. pr. kunde pr. ikkepåbegyndt forudbetalt
rejse. Rejse skal forstås som en sammenhængende rejse
med en eller flere flyrejser bestilt ved samme transaktion.
Er der ikke
midler nok i flyrejsefondskassen til at dække
ikkepåbegyndte forudbetalte rejser fuldt ud, vil der ske en
forholdsmæssig økonomisk dækning af kundens
tab.
Ad nr. 06
I nr. 07
foreslås særskilte fristregler for de i § 2, stk.
1, nr. 4, nævnte rejseydelser. Som konsekvens heraf
foreslås henvisningen i § 6, stk. 1, ændret, idet
dækning efter de hidtidige fristregler i § 5 a ikke
længere finder anvendelse.
Ad nr. 07
Hvis der ikke
er midler nok i flyrejsefondskassen, skal der opgøres en
forholdsmæssig økonomisk dækning, jf. det
foreslåede nr. 06. For at Rejsegarantifonden endeligt kan
opgøre tabet og muligheden for at godtgøre
forudbetalte rejser, foreslås det i ændringsforslaget,
at der etableres en særskilt bestemmelse vedrørende
frister for fremsættelse af krav, for så vidt
angår flytransportdelen i henhold til § 5 a. Der vil
således være en kortere anmeldelsesfrist for
dækning af tab for flytransport. Baggrunden for den kortere
frist er, at der typisk er tale om simple ydelser, og at
omkostningerne skal opgøres, før det kan
afgøres, om forudbetalinger kan dækkes.
Ad nr. 08
Konsekvensændring, som følge af at gældende lovs
§ 8, stk. 6 og 7, om garantistillelse ophæves.
Ad nr. 09
Der er tale om
en konsekvensændring, som følge af at udbydere af
flytransport, jf. § 2, stk. 1, nr. 4, ikke længere skal
registreres i fonden.
Ad nr. 010
Konsekvensændring, som følge af at gældende lovs
§ 8, stk. 6 og 7, om garantistillere ophæves.
Til nr. 7
Det foreslås med
ændringsforslag nr. 4, at udbydere af flytransport, jf. det
foreslåede § 3, stk. 4, undtages fra
registreringspligten til Rejsegarantifonden, og at rejseudbydere
ikke skal stille garanti for disse rejseydelser, i det omfang de er
købt separat - det vil sige, at de ikke indgår som en
del af de i § 2, stk. 1, nr. 1-3, nævnte
rejseydelser.
Det er foreslået i lovforslagets
§ 1, nr. 7, at »billeje i udlandet formidlet af dansk
udbyder« i den gældende lovs § 2, stk. 1, nr. 5,
ophæves.
Som konsekvens af ovenstående
foreslås det, at § 8, stk. 6, ophæves, da dette
henfører til garantistillelse af flytransport og
billeje.
Til nr. 8
Det
foreslås præciseret i § 9, at Rejsegarantifonden
er én juridisk enhed, som har én formue. Derudover
foreslås det, at der rent regnskabsteknisk etableres to
fondskasser. En fondskasse skal dække de kunder, der har
købt de i § 2, stk. 1-3, omfattede rejseydelser, som
allerede er omfattet efter gældende lovgivning
(pakkerejsefondskassen). Derudover etableres en fondskasse, der
dækker kunder, der har købt flytransport, jf. §
2, stk. 1, nr. 4, (flyrejsefondskassen).
Fondskasserne er separate, og formuen er
regnskabsteknisk opdelt i to fondskasser.
I de tre foreslåede bestemmelser
§§ 9 a-9 c, jf. ændringsforslag nr. 10,
fastlægges de nærmere regler for opbygningen af
flyrejsefondskassen og lånemulighederne fondskasserne
imellem.
Til nr. 9
Med
ændringsforslag nr. 10 skabes der en obligatorisk ordning for
flytransport, hvor der indbetales 2 kr. for alle afrejsende kunder.
Der er derfor ikke længere tale om, at kunden skal tilbydes
at tilkøbe konkursdækning. § 9, stk. 3,
foreslås derfor ophævet. Ophævelsen omfatter
såvel lovforslagets ændring af § 9, stk. 3, som
gældende lovs § 9, stk. 3.
Til nr. 10
Ad den
foreslåede § 9 a
Det
foreslås, at den eksisterende § 9 med visse
præciseringer bliver ny § 9 a, jf. bemærkningerne
til ændringsforslag nr. 8.
Det
præciseres i stk. 1, at bestemmelsen finder anvendelse for de
i § 2, stk. 1., nr. 1-3, nævnte rejseydelser. Endvidere
præciseres det, at omkostninger til administration af
ordningen udelukkende skal finansieres af
pakkerejsefondskassen.
Det
præciseres i stk. 2, at fastsættelse af denne del af
fondens formue udelukkende kan anvendes til dækning af
pakkerejsefondskassen. Rejseydelser omfattet af
flyrejsefondskassen, jf. § 2, stk. 1, nr. 4, vil derfor ikke
længere være omfattet af § 9 a, men af den
foreslåede bestemmelse vedrørende udbydere af
flytransport, jf. den foreslåede § 9 b.
Det
præciseres i stk. 3, at det er Rejsegarantifondens
bestyrelse, der fastlægger formuens størrelse, og at
formuens størrelse skal godkendes af erhvervs- og
vækstministeren.
Ad den forelåede § 9 b
Ændringsforslaget indeholder en anden finansieringsmodel og
dækning af flytransport end den, der er angivet i
lovforslagets § 1, nr. 10.
Den
foreslåede § 9 b indebærer, at udbydere af
flytransport bliver forpligtet til at betale 2 kr. pr. afrejsende
fra en dansk lufthavn med en udenlandsk destination. De
opkrævede midler skal dække Rejsegarantifondens
udgifter til hjemtransport af kunder med et gyldigt
hjemrejsedokument til en dansk lufthavn, hvis det
pågældende flyselskabs økonomiske forhold
hindrer planmæssig hjemtransport, jf. ændringsforslag
nr. 5.
Ydermere skal
midlerne dække passende overnatningsmuligheder og andre
væsentlige fornødenheder, såfremt en
rejseudbyders økonomiske forhold nødvendiggør
dette. Endelig kan fondskassen yde godtgørelse for
forudbetalte rejser, i det omfang der er tilstrækkelige
midler i fondskassen efter afholdelse af udgifter til
hjemtransport, jf. det foreslåede nr. 05 i
ændringsforslag nr. 6.
Bidraget
opkræves sammen med det safetybidrag, som Trafikstyrelsen
allerede opkræver. Bidraget opkræves på vegne af
Rejsegarantifonden, som forestår den videre administration.
Rejsegarantifonden kompenserer Trafikstyrelsen for de
administrative udgifter i forbindelse med opkrævning af
bidraget.
Rejsegarantifondens nuværende formue er opbygget af bidrag
fra udbydere af rejseydelser og de indkomne midler fra forbrugere,
der har tilkøbt konkursdækning af flytransport. Det
foreslås, at Rejsegarantifondens formue rent
regnskabsmæssigt opdeles i to fondskasser, jf.
ændringsforslag nr. 8. Rejsegarantifondens formue vil
på lovens ikrafttrædelsestidspunkt blive fordelt i de
to fondskasser svarende til de foretagne indbetalinger.
I stk. 2
foreslås det, at flyrejsefondskassen anses for at være
fuldt opbygget, når den har en opnået en
størrelse af 100 mio. kr., hvorefter opkrævningen af
bidrag vil blive sat i bero.
I stk. 3
foreslås det, at såfremt flyrejsefondskassen, efter at
have opnået en størrelse af 100 mio. kr., på
grund af konkurs hos en udbyder af flytransport kommer under 75
mio. kr., vil bidraget blive genaktiveret, indtil fondskassen igen
opnår en størrelse af 100 mio. kr.
I stk. 4
foreslås det, at såfremt fondskassens beholdning kommer
under 25 mio. kr. på grund af konkurs hos en rejseudbyder af
flytransport, vil bidraget blive genindført og
forøget til 4 kr., indtil fondskassen igen rummer 100 mio.
kr.
I stk. 5
foreslås det, at administration og driftsudgifter af
flyrejsefondskassen vil fortsætte på samme
vilkår, som finder anvendelse efter gældende lovs
§ 9, stk. 1, 2 og 4.
Etableringsudgifterne for flyrejsefondskassen skal udelukkende
afholdes af denne fondskasse.
De almindelige
løbende omkostninger til administration og driftsudgifter af
ordningen kan årligt anløbe 0,5 mio. kr. Dette
beløb kan årligt pristalsreguleres. Omkostningerne
skal afholdes af flyrejsefondskassen.
Ad den
foreslåede § 9 c
Det foreslås, at der indsættes
en ny paragraf § 9 c, hvorved forholdene for lån imellem
de to fondskasser fastlægges.
Ved tab i en
fondskasse, som ikke kan rummes inden for fondskassens aktuelle
størrelse, kan fondens bestyrelse tage lån i den anden
fondskasse efter godkendelse af erhvervs- og vækstministeren.
En godkendelse vil forudsætte, at der foreligger en plan for
tilbagebetaling inden for en kort tidsramme.
Såfremt der er ydet lån fra den
ene fondskasse til den anden fondskasse og den udlånende
fondskasse efterfølgende påføres et tab som
følge af en konkurs, som er større, end den kan
dække med de resterende midler i fondskassen, kan det
udestående lån kræves umiddelbart
tilbagebetalt.
Såfremt
der er tilstrækkelige midler i flyrejsefondskassen,
dækkes også forudbetalinger for rejser, der endnu ikke
er påbegyndt. Dog vil lån optaget i fondskassen
vedrørende pakkerejser alene kunne anvendes til at
dække hjemtransport af rejsende, jf. ændringsforslag
nr. 5, og vil således ikke kunne anvendes til at dække
de omfattede kunders tabte forudbetalinger.
Lån
optaget af pakkerejsefondskassen i flyrejsefondskassen kan benyttes
til dækning af både hjemtransport og til forudbetalte
rejser.
I det omfang,
der påløber ekstraordinære administrative
udgifter på flyrejsefondskassen, skal disse afholdes af denne
fondskasse.
Såfremt
et lån i den ene fondskasse ikke er stort nok til at
dække tabet i den anden fondskasse, kan Rejsegarantifonden
optage et banklån. Et banklån optaget af
flyrejsefondskassen kan dog ikke bruges til at dække
forudbetalinger. Hvis det vurderes uhensigtsmæssigt for
Rejsegarantifonden at optage et banklån på
markedsvilkår, kan erhvervs- og vækstministeren efter
godkendelse af Folketingets Finansudvalg stille garanti for et
lån optaget af Rejsegarantifonden. Dette princip er allerede
gældende for Rejsegarantifonden efter den gældende lovs
§ 23, stk. 3.
Til nr. 11
Efter
gældende lov består Rejsegarantifondens bestyrelse af 6
medlemmer. 3 af medlemmerne repræsenterer de i fonden
registrerede rejseudbydere og formidlere for udenlandske
rejseudbydere. De resterende 3 medlemmer repræsenterer
kunderne.
Som konsekvens af
ændringsforslag nr. 4 vil udbydere af flytransport ikke
længere være registreringspligtige i
Rejsegarantifonden.
Derfor
ændres gældende lovs § 10 således, at de tre
pladser, der på nuværende tidspunkt tilfalder
repræsentanter for registrerede udbydere, nedsættes til
to pladser, og at den sidste plads tildeles en repræsentant
for udbydere af flytransport, jf. de i § 2, stk.1, nr. 4,
nævnte ydelser. De resterende tre pladser tilfalder stadig
repræsentanter for kunderne.
Til nr. 12 og 14
Konsekvensændring, som følge
af at gældende lovs § 8, stk. 6 og 7, om garantstillelse
ophæves.
Til nr. 13
Ændringsforslaget indeholder en
konsekvensændring, som følge af at gældende lovs
§ 5 a, stk. 2, foreslås ophævet.
Til nr. 15
Lovforslagets
§ 1, nr. 14 og 15, henviser til en adskillelse mellem
flyselskaber, der årligt har mere eller mindre end 25.000
afrejsende passagerer fra en dansk lufthavn.
Med
ændringsforslaget bibeholdes det eksisterende
etableringsbegreb for de i § 2, stk. 1, nr. 1-3, nævnte
rejseudbydere og formidlere, hvorfor gældende lov opretholdes
og lovforslagets § 1, nr. 14 og 15, nyaffattes.
Ad nr. 14
Konsekvensændring som følge af, at gældende lovs
§ 8, stk, 6 og 7, om garantistillelse ophæves.
Ad nr. 15
Konsekvensændring som følge af, at gældende lovs
§ 5 a, stk. 2, foreslåes ophævet.
Til nr. 16
Det forslåes, at loven træder i
kraft den 1. juli 2015.
Til nr. 17.
Kunder, der er
afrejst før den 1. juli 2015, men er i besiddelse af et
gyldig hjemrejsedokument til efter lovens ikrafttrædelse, vil
blive omfattet af denne lovs regler uanset tilvalg af
konkursdækning hos Rejsegarantifonden før lovens
ikrafttrædelse.
Kunder, der er
afrejst efter den 1. juli 2015, men har købt rejsen
før den 1. juli 2015 og er i besiddelse af et gyldigt
hjemrejsedokument til efter lovens ikrafttrædelse, vil blive
omfattet af denne lovs regler uanset tilvalg af
konkursdækning hos Rejsegarantifonden før lovens
ikrafttrædelse.
Kunder, der
har tilkøbt Rejsegarantifondens konkursdækning,
før loven træder i kraft den 1. juli 2015, men
først rejser efter lovens ikrafttrædelse, har de
rettigheder, som de har købt via dækningen - dvs. ret
til hjemtransport og fuld tilbagebetaling af forudbetalinger i
tilfælde af et flyselskabs konkurs.
Trine Bramsen (S) Julie Skovsby
(S) Anne Sina (S) Mette Reissmann (S) Karin Gaardsted (S) fmd. Thomas Jensen (S) Ole Sohn (S) Ida
Auken (RV) Nadeem Farooq (RV) Jeppe Mikkelsen (RV) Steen Gade (SF)
Lisbeth Bech Poulsen (SF) Frank Aaen (EL) Henning Hyllested (EL)
Uffe Elbæk (ALT) Kim Andersen (V) Michael Aastrup Jensen (V)
Anne-Mette Winther Christiansen (V) nfmd. Preben Bang Henriksen (V) Torsten
Schack Pedersen (V) Jakob Engel-Schmidt (V) Hans Christian Schmidt
(V) Hans Christian Thoning (V) Hans Kristian Skibby (DF) Dennis
Flydtkjær (DF) Mette Hjermind Dencker (DF) Kim Christiansen
(DF) Joachim B. Olsen (LA) Brian Mikkelsen (KF)
Inuit Ataqatigiit, Siumut,
Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i
udvalget.
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V) | 47 |
Socialdemokratiet (S) | 47 |
Dansk Folkeparti (DF) | 22 |
Radikale Venstre (RV) | 17 |
Socialistisk Folkeparti (SF) | 12 |
Enhedslisten (EL) | 12 |
Liberal Alliance (LA) | 9 |
Det Konservative Folkeparti (KF) | 8 |
Alternativet (ALT) | 1 |
Inuit Ataqatigiit (IA) | 1 |
Siumut (SIU) | 1 |
Sambandsflokkurin (SP) | 1 |
Javnaðarflokkurin (JF) | 1 |
Bilag 1
Oversigt over bilag
vedrørende L 67
Bilagsnr. | Titel | 1 | Høringsnotat og høringssvar,
fra erhvervs- og vækstministeren | 2 | Henvendelse af 19/11-14 fra
Rejsearrangører i Danmark | 3 | Henvendelse af 3/11-14 fra
Rejsegarantifonden | 4 | Bilag tilbagetaget | 5 | Tidsplan for udvalgets behandling af
lovforslaget fastsættes efter nytår | 6 | Forslag til ny tidsplan for udvalgets
behandling af lovforslaget | 7 | Ændringsforslag i høring, fra
erhvervs- og vækstministeren | 8 | Forslag til tidsplan for udvalgets
behandling af lovforslaget | 9 | Tidsplan for udvalgets behandling af
lovforslaget | 10 | Høringssvar og høringsliste,
fra erhvervs- og vækstministeren | 11 | Høringsnotat og
ændringforslag, fra erhvervs- og vækstministeren | 12 | 1. udkast til betænkning |
|
Oversigt over
spørgsmål og svar vedrørende L 67
Spm.nr. | Titel | 1 | Spm. om kommentar til henvendelse af
19/11-14 fra Rejsearrangører i Danmark, til erhvervs- og
vækstministeren, og ministerens svar herpå | 2 | Spm. om kommentar til henvendelsen af
3/11-14 fra Rejsegarantifonden, til erhvervs- og
vækstministeren , og ministerens svar herpå | 3 | MFU spm. om, hvor lang tid det vil tage at
opbygge fonden, henset til at der kun opkræves 2 kr. pr.
rejsende, og at der ikke indgår indenrigsrejser, herunder,
hvor mange midler der forventes at være opbygget i fonden
årligt de kommende 10 år, til erhvervs- og
vækstministeren og ministerens svar herpå |
|