L 61 Forslag til lov om ændring af udlændingeloven, integrationsloven og lov om Det Centrale Personregister.

(Reform af international rekruttering m.v.).

Af: Beskæftigelsesminister Henrik Dam Kristensen (S)
Udvalg: Udvalget for Udlændinge- og Integrationspolitik
Samling: 2014-15 (1. samling)
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 12-11-2014

Skriftlig fremsættelse (12. november 2014)

20141_l61_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (12. november 2014)

Beskæftigelsesministeren (Henrik Dam Kristensen):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Lov om ændring af udlændingeloven, integrationsloven og lov om Det Centrale Personregister (Reform af international rekruttering m.v.)

(Lovforslag nr. L 61)

Regeringen ønsker at styrke virksomhedernes konkurrencevilkår og dermed fundamentet for at skabe vækst og velfærd i Danmark. Derfor har regeringen indgået en aftale om en reform af international rekruttering - Lettere adgang til højtkvalificeret arbejdskraft, den 26. juni 2014 med Venstre, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti.

Lovforslaget udmønter de dele af aftalen, der kræver ændring af udlændingeloven.

Formålet med aftalen og dette lovforslag er, at det skal være lettere og hurtigere for virksomhederne at rekruttere international arbejdskraft, at der skal være lige vilkår for international arbejdskraft, at ordninger, der ikke fungerer efter hensigten, skal målrettes, at Danmark skal være bedre til at fastholde internationale studerende, og at modtagelsen og fastholdelsen af international arbejdskraft skal styrkes.

Med lovforslaget foreslås rekrutteringen af højtkvalificeret udenlandsk arbejdskraft styrket bl.a. ved forslag om indførelse af en ny fast-track ordning, der skal gøre det lettere og hurtigere for certificerede virksomheder at rekruttere udenlandske medarbejdere samt ved forslag om indførelse af en forsøgsordning, 'Start-Up Denmark', for selvstændigt erhvervsdrivende. Med lovforslaget foreslås det endvidere, at forskere skal have enklere og lettere adgang til Danmark, og at greencard-ordningen skal målrettes, så den i højere grad understøtter virksomhedernes behov for højt kvalificeret arbejdskraft.

Herudover foreslås det med lovforslaget, at internationale dimittender skal have mulighed for at ansøge om et etableringskort, der giver opholdstilladelse til at etablere sig og arbejde i Danmark. Samtidig foreslås det at begrænse internationale dimittenders ret til dagpenge.

Lovforslaget indeholder desuden forslag om at styrke og effektivisere kontrolindsatsen.

Herudover indeholder lovforslaget bl.a. en række ændringer af lovteknisk karakter.

De samlede økonomiske konsekvenser af lovforslaget skønnes at udgøre merudgifter på i alt 6 mio. kr. i 2015, 4 mio. kr. i 2016, 1 mio. kr. i 2017, 2 mio. kr. i 2018 og 3 mio. kr. i 2019 og frem. Merudgifterne finansieres som led i den samlede politiske aftale om Vækstaftale 2014.

Der lægges med lovforslaget op til, at loven skal træde i kraft den 1. januar 2015.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.