Betænkning afgivet af Retsudvalget
den 29. januar 2015
1. Ændringsforslag
Der er stillet 6 ændringsforslag til
lovforslaget. Venstres medlemmer af udvalget har stillet
ændringsforslag nr. 1 og 6. Justitsministeren har stillet
ændringsforslag nr. 2-5.
2. Udvalgsarbejdet
Lovforslaget blev fremsat den 5. november
2014 og var til 1. behandling den 14. november 2014. Lovforslaget
blev efter 1. behandling henvist til behandling i Retsudvalget.
Møder
Udvalget har behandlet lovforslaget i 4
møder.
Høring
Lovforslaget bygger på
Straffelovrådets betænkning nr. 1545/2014 om
samfundstjeneste m.v. Betænkningen har inden
fremsættelsen været sendt i høring, og
justitsministeren sendte den 19. juni 2014 denne til udvalget, jf.
REU alm. del - bilag 300 (2013-14). Den 4. november 2014 sendte
justitsministeren de indkomne høringssvar og et notat herom
til udvalget.
Spørgsmål
Udvalget har stillet 24
spørgsmål til justitsministeren til skriftlig
besvarelse, som denne har besvaret.
3. Indstillinger og politiske
bemærkninger
Et flertal i
udvalget (S, RV, SF og EL) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de af justitsministeren
stillede ændringsforslag. Flertallet vil stemme imod de af
Venstre stillede ændringsforslag.
Socialdemokratiets, Radikale Venstres,
Socialistisk Folkepartis og Enhedslistens medlemmer af udvalget
forudsætter, at samfundstjeneste fortsat ikke skal kunne
udføres hos private erhvervsvirksomheder. Dette er en
ændring i forhold til lovforslagets bemærkninger, hvor
det var forudsat, at samfundstjeneste fremover også skulle
kunne udføres hos private erhvervsvirksomheder.
Enhedslistens medlemmer af udvalget noterer
sig, jf. svar på spørgsmål 1, at ministeren vil
anmode Rigsadvokaten om at sikre, at anklagemyndigheden i
forbindelse med nedlæggelse af sin strafpåstand er
opmærksom på, at der med afskaffelsen af muligheden for
at idømme betinget dom uden straffastsættelse ikke er
tilsigtet en skærpelse af straffen ved gentagen kriminalitet
efter en betinget dom, som i dag ikke ville indebære
straffastsættelse. Det mener EL er vigtigt. Ydermere finder
EL det ukonstruktivt, at forslaget indebærer en højere
straf for brud på vilkår under prøveperioden,
selv om dette ifølge bemærkningerne ikke ses at have
en præventiv effekt, men blot er begrundet i
»retsfølelsen«. EL er principiel modstander af
dette argument. EL er samtidig bekymret for, hvorvidt forslaget i
realiteten kan finansieres inden for de eksisterende
økonomiske rammer, idet Kriminalforsorgen i Frihed (KiF) vil
skulle håndtere flere personer i samfundstjeneste, og at
Kriminalforsorgen samtidig ikke får et tilsvarende fald i
antal personer til afsoning, da også den ubetingede
frihedsstraf sættes op. EL er især bekymret for, om
kvaliteten af indsatsen i forbindelse med afsoning i
samfundstjeneste fortsat vil være høj, og om et fald
heri vil kunne mindske den resocialiserende effekt. Dette vil EL
fremover holde øje med.
Et mindretal i
udvalget (V, DF og KF) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behanling. Mindretallet
vil stemme for de stillede ændringsforslag.
Venstres medlemmer af udvalget
bemærker, at lovforslaget har som formål at øge
anvendelsen af samfundstjeneste som alternativ til ubetinget
fængsel. Konkret foreslår regeringen, at
samfundstjeneste skal kunne bruges over for et bredere felt af
kriminalitetsformer, først og fremmest ved
førstegangsovertrædelser, der ikke har karakter af
organiseret eller banderelateret kriminalitet.
Venstre ser som udgangspunkt positivt
på samfundstjeneste. Der er positive virkninger af
samfundstjeneste, selv om det ikke er dokumenteret, at
samfundstjeneste generelt fører til et fald i tilbagefald
til kriminalitet, den såkaldte recidivprocent. Der er dog
heller ikke dokumentation for det modsatte, og derfor
støtter Venstre i udgangspunktet øget brug af
samfundstjeneste som et alternativ til fængselsstraf. Venstre
synes imidlertid, at regeringen er gået alt for langt i
retning af at ville tillade samfundstjeneste i stedet for ubetinget
fængsel, når der drejer sig om overtrædelser af
voldsparagrafferne. Venstre kan ikke acceptere yderligere lempelser
i forbindelse med vold. Allerede i dag kan domstolene idømme
samfundstjeneste ved simpel vold, og det benyttes i vidt omfang.
Det forudsætter dog eksempelvis, at gerningsmanden er ung,
eller at volden skyldes tidligere uoverensstemmelser. Venstre
mener, at den grænse er trukket det rigtige sted.
Regeringen vil nu f.eks. tillade, at
voldsforbryderen slipper for fængselsstraf i følgende
tilfælde:
En mand (A) i begyndelsen af 30'erne med
fast kontorarbejde drikker fredagsøl med nogle kolleger
på arbejdspladsen og senere på et værtshus et
sted i byen. På værtshuset opstår noget tumult
med kraftig skubben og puffen, og A giver i den forbindelse en
person (F), som står ved siden af ham, et knytnæveslag
i ansigtet. A og F kender ikke hinanden, og F har ikke skubbet
eller puffet til A. Retten udmåler straffen til 30 dages
fængsel.
I dette tilfælde mener regeringen
altså, at det er nok med samfundstjeneste i 40 timer. Det
synes Venstre ikke, og det tror Venstre at et stort flertal i
befolkningen er enig med Venstre i. Hvis Venstre skal støtte
lovforslaget, skal den udvidelse af anvendelsen af samfundstjeneste
i forhold til den eksisterende praksis, som der lægges op til
med lovforslaget, ikke omfatte sager om overtrædelse af
straffelovens voldsbestemmelser. Dette er en ændring i
forhold til lovforslagets bemærkninger, hvor det var
forudsat, at den nævnte udvidelse bl.a. ville omfatte visse
sager vedrørende simpel vold.
Venstre har desuden stillet et
ændringsforslag om, at timetallet for samfundstjeneste skal
øges, således at minimumstimetallet øges fra 30
til 40 timer og maksimumtimetallet øges fra 300 til 400
timer. Venstre er ikke tilfreds med, at regeringen alligevel ikke
vil støtte ændringsforslaget, på trods af at
justitsministeren i besvarelsen af spørgsmål 21
tilkendegiver, at ministeren er indstillet på at
støtte et sådant ændringsforslag.
Det er centralt for Venstre, at straffen
for vold ikke skal kunne konverteres til samfundstjeneste i det
store omfang, som regeringen har foreslået, og derfor stemmer
Venstre mod lovforslaget.
Et andet
mindretal i udvalget (LA) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de stillede
ændringsforslag.
Inuit Ataqatigiit, Sambandsflokkurin og
Javnaðarflokkurin var på tidspunktet for
betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med
medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med
indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.
En oversigt over Folketingets
sammensætning er optrykt i betænkningen.
4. Ændringsforslag med
bemærkninger
Ændringsforslag
Til § 1
Af et mindretal (V)
tiltrådt af et mindretal (DF, LA
og KF):
1)
Efter nr. 5 indsættes som nyt nummer:
»01. I §
63, stk. 1, 1. pkt., ændres »30« til:
»40«, og »300 timer« ændres til:
»400 timer«.«
[Forhøjelse af minimums- og
maksimumstimetallet for samfundstjeneste]
Til § 2
Af justitsministeren, tiltrådt af udvalget:
2)
Før nr. 1 indsættes som nyt nummer:
»01. I §
78 f, stk. 2, § 82, stk. 1 og stk.
2, 1. pkt., § 95, stk. 1 og stk.
2, 1. pkt., og § 101, stk. 4, 1.
pkt., ændres »Tilsynsmyndigheden« til:
»Kriminalforsorgsområdet«.«
[Konsekvens af lovforslagets §
2, nr. 2]
Ny paragraf
3)
Efter § 2 indsættes som ny paragraf:
Ȥ 01
I lov nr. 739 af 25. juni 2014 om ændring
af straffeloven, lov om fuldbyrdelse af straf m.v., retsplejeloven
og lov om Offerfonden (Reorganisering af kriminalforsorgen,
herunder begrænsning af klageadgangen) foretages
følgende ændring:
01. § 2,
nr. 21, ophæves.«
[Konsekvens af lovforslagets §
2, nr. 2]
Til § 3
4) I
stk. 1 ændres »1. juli
2015« til: »1. maj 2015, jf. dog stk. 3«.
[Fremrykning af lovens
ikrafttræden og konsekvens af lovforslagets § 2, nr.
2]
5) Som
stk. 3 indsættes:
»Stk. 3.
Justitsministeren fastsætter tidspunktet for
ikrafttræden af lovens § 2, nr. 01.«
[Konsekvens af lovforslagets §
2, nr. 2]
Af et mindretal (V),
tiltrådt af et mindretal (DF, LA
og KF):
6) I
stk. 2 indsættes som 3. pkt.:
»Lovens § 1, nr. 01, finder dog kun
anvendelse, når det strafbare forhold er begået efter
lovens ikrafttræden.«
[Overgangsbestemmelse
vedrørende forhøjelsen af minimums- og
maksimumstimetallet for samfundstjeneste]
Bemærkninger
Til nr. 1
Det foreslås at forhøje det
minimale timetal for samfundstjenste fra 30 til 40 timer og at
forhøje det maksimale timetal for samfundstjeneste fra 300
til 400 timer. Der lægges med ændringsforslaget op til,
at domstolene ved fastsættelsen af timetallet for
samfundstjeneste og af længstetiden for udførelsen af
samfundstjenesten fremover skal tage udgangspunkt i
nedenstående vejledende tabel for forholdet mellem
længden af den betingede fængselsstraf og timetallet
for samfundstjeneste samt længstetiden for at udføre
samfundstjenesten.
Fængselsstraf | Samfundstjeneste | Længstetid |
---|
7-14 dage | 40 timer | 4 mdr. | 20-30 dage | 50 timer | 4 mdr. | 40-50 dage | 60 timer | 6 mdr. | 60 dage-3 mdr. | 80 timer | 6 mdr. | 4 mdr. | 100 timer | 8 mdr. | 5 mdr. | 130 timer | 8 mdr. | 6-7 mdr. | 160 timer | 8 mdr. | 8-9 mdr. | 200 timer | 1 år | 10-11 mdr. | 240 timer | 1 år | 1 år-1 år og 5 mdr. | 280 timer | 1 år | 1 år og 6 mdr. - år og 11
mdr. | 340 timer | 1 år og 6 mdr. | 2 år | 400 timer | 1 år og 6 mdr. |
|
Om anvendelsen af tabellen henvises i
øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets
§ 1, nr. 6, om ændring af straffelovens § 63, stk.
1, 2. pkt.
Til nr. 2, 3 og 5
Med lovforslaget foreslås det bl.a.
at ændre straffuldbyrdelseslovens § 101, jf.
lovforslagets § 2, nr. 2-4. De foreslåede
ændringer af denne bestemmelse indebærer bl.a., at der
indsættes et nyt stykke, og at det eksisterende
§ 101, stk. 3, dermed bliver § 101, stk. 4.
Ved § 1, nr. 21, i lov nr. 739 af 25.
juni 2014 om ændring af straffeloven, lov om fuldbyrdelse af
straf m.v., retsplejeloven og lov om Offerfonden (Reorganisering af
kriminalforsorgen, herunder begrænsning af klageadgangen)
foretages en ændring af bl.a. straffuldbyrdelseslovens §
101, stk. 3. Justitsministeren fastsætter tidspunktet for
denne ændringslovs ikrafttræden, jf.
ændringslovens § 5. Ændringsloven er endnu ikke
sat i kraft.
På denne baggrund foreslås det
i nærværende lovforslag at tilføje en
ændring svarende til § 1, nr. 21, i lov nr. 739 af 25.
juni 2014 med den ændring, at ændringen af
straffuldbyrdelseslovens § 101, stk. 3, i stedet bliver en
ændring af straffuldbyrdelseslovens § 101, stk. 4. Det
foreslås, at justitsministeren fastsætter tidspunktet
for ikrafttræden af denne ændring, således at
ændringen kan sættes i kraft samtidig med lov nr. 739
af 25. juni 2014. Endvidere foreslås det, at § 1, nr.
21, i lov nr. 739 af 25. juni 2014 ophæves.
Der er tale om lovteknisk begrundede
korrektioner, som ikke medfører indholdsmæssige
ændringer i forhold til den tidligere vedtagne
ændringslov nr. 739 af 25. juni 2014.
Til nr. 4
I lyset af at lovforslaget nu forventes
vedtaget inden for kort tid, foreslås det at fremrykke
krafttrædelsestidspunktet fra den 1. juli 2015 til den 1. maj
2015, således at de foreslåede nye regler om
samfundstjeneste m.v. hurtigere kan blive bragt i anvendelse.
Til nr. 6
Det foreslås, at forhøjelsen
af de minimale og maksimale timetal for samfundstjeneste, jf.
ændringsforslag nr. 1, kun skal gælde for strafbare
forhold, der begås efter lovens ikrafttræden. Det
indebærer, at den vejledende tabel for forholdet mellem
længden af den betingede fængselsstraf og timetallet
for samfundstjeneste samt længstetiden for at udføre
samfundstjenesten, der er gengivet i bemærkninger til
ændringsforslag nr. 1, også kun vil gælde for
strafbare forhold, der begås efter lovens ikrafttræden.
Der lægges med ændringsforslaget op til, at domstolene
fra lovens ikrafttræden ved fastsættelsen af timetallet
for samfundstjeneste og af længstetiden for udførelsen
af samfundstjenesten i sager om strafbare forhold, der er
begået før lovens ikrafttræden, i stedet skal
tage udgangspunkt i den vejledende omregningstabel, der er gengivet
i bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 6, og som
afspejler gældende praksis.
Trine Bramsen (S) Julie Skovsby
(S) Astrid Krag (S) Mette Reissmann (S) Jeppe Bruus (S) Rasmus
Prehn (S) Jeppe Mikkelsen (RV) Zenia Stampe (RV) Marlene Borst
Hansen (RV) Karina Lorentzen Dehnhardt (SF) fmd. Pernille Vigsø Bagge (SF)
Pernille Skipper (EL) Johanne Schmidt-Nielsen (EL) Henning
Hyllested (EL) Doris Jakobsen (SIU) Kim Andersen (V) Preben Bang
Henriksen (V) Inger Støjberg (V) Søren Pind (V) Jan
E. Jørgensen (V) Karsten Lauritzen (V) Kristian Pihl
Lorentzen (V) Karsten Nonbo (V) Peter Skaarup (DF) Dennis
Flydtkjær (DF) Pia Adelsteen (DF) Kim Christiansen (DF) Simon
Emil Ammitzbøll (LA) Tom Behnke (KF) nfmd.
Inuit Ataqatigiit, Sambandsflokkurin og
Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V) | 47 |
Socialdemokratiet (S) | 47 |
Dansk Folkeparti (DF) | 22 |
Radikale Venstre (RV) | 17 |
Socialistisk Folkeparti (SF) | 12 |
Enhedslisten (EL) | 12 |
Liberal Alliance (LA) | 9 |
Det Konservative Folkeparti (KF) | 8 |
Inuit Ataqatigiit (IA) | 1 |
Siumut (SIU) | 1 |
Sambandsflokkurin (SP) | 1 |
Javnaðarflokkurin (JF) | 1 |
Uden for folketingsgrupperne (UFG) | 1 |
Bilag 1
Oversigt over bilag vedrørende
L 50
Bilagsnr. | Titel |
---|
1 | Høringsvar og høringsnotat,
fra justitsministeren | 2 | Udkast til tidsplan for udvalgets
behandling af lovforslaget | 3 | Tidsplan for udvalgets behandling af
lovforslaget | 4 | Udkast til betænkning | 5 | Ændringsforslag fra
justitsministeren | 6 | Ændringsforslag fra
justitsministeren | 7 | Ændringsforslag fra
justitsministeren | 8 | 2. udkast til betænkning | 9 | Ændringsforslag fra
justitsministeren | 10 | 3. udkast til betænkning |
|
Oversigt over spørgsmål
og svar vedrørende L 50
Spm.nr. | Titel | 1 | Spm., om en afskaffelse af betinget straf
uden straffastsættelse som tiltænkt ikke får en
afsmittende effekt i skærpende retning ved
gentagelseskriminalitet, til justitsministeren, og ministerens svar
herpå | 2 | Spm. om statistisk materiale, der danner
grundlag for antagelsen om, at lovforslaget ikke vil være
udgiftskrævende, til justitsministeren, og ministerens svar
herpå | 3 | Spm. om, hvordan kriminalforsorgen skal
afgrænse private virksomheders adgang til gratis arbejdskraft
gennem aftjening af samfundstjeneste, til justitsministeren, og
ministerens svar herpå | 4 | Spm. om at yde teknisk bistand til
udarbejdelse af et ændringsforslag, der indebærer, at
afsoning i fodlænke skal pådømmes ved retten, og
om ministerens holdning til et sådant ændringsforslag,
til justitsministeren, og ministerens svar herpå | 5 | Spm. om udviklingen over de seneste 10
år i enhedsprisen for en times samfundstjeneste, til
justitsministeren, og ministerens svar herpå | 6 | Spm. om praksissen for anvendelsen af
samfundstjeneste, til justitsministeren, og ministerens svar
herpå | 7 | Spm. om veksling af straf til
samfundstjeneste, til justitsministeren, og ministerens svar
herpå | 8 | Spm. om en række eksempler på
voldssager, hvor der med lovforslaget påtænkes
øget brug af samfundstjeneste, til justitsministeren, og
ministerens svar herpå | 9 | Spm. om, at omregningstabellen for antal
dage i fængsel til antal timers samfundstjeneste er rimelig,
til justitsministeren, og ministerens svar herpå | 10 | Spm. om, hvordan det sikres, at der ikke
forekommer misbrug ved afsoning af samfundstjeneste ved private
virksomheder, herunder redegørelse for, om det kontrolleres,
om ejeren eller ansatte i den private virksomhed har en relation
til dømte, til justitsministeren, og ministerens svar
herpå | 11 | Spm. om, hvordan det i dag sikres, at der
ikke forekommer misbrug af afsoning af samfundstjeneste, herunder
hvordan kriminalforsorgen matcher den offentlige institution med
den dømte, til justitsministeren, og ministerens svar
herpå | 12 | Spm. om, hvor mange gange danske domstole
de seneste 5 år har idømt samfundstjeneste for
overtrædelse af straffelovens § 244 om simpel vold, til
justitsministeren, og ministerens svar herpå | 13 | Spm. om at yde teknisk bistand til et
ændringsforslag, som sikrer, at der med forslaget ikke sker
øget brug af samfundstjeneste for overtrædelser af
straffelovens voldsbestemmelser, til justitsministeren, og
ministerens svar herpå | 14 | Spm. om at kommentere artiklen »Myte
at unge bliver mere kriminelle i fængsler« bragt i
Kristeligt Dagblad den 25. november 2014, til justitsministeren, og
ministerens svar herpå | 15 | Spm., om det er god lovkvalitet at basere
lovforslaget på grundlag af et baggrundsmateriale med
så tvivlsomme konklusioner, som tilfældet er med
rapporten fra Justitsministeriets Forskningskontor, jf. artiklerne
»Ministerium anklages for at blande æbler og
pærer« og »Blå blok dumper
Justitsministeriet i en ny sag« fra Jyllands Posten den 1.
december 2014, til justitsministeren, og ministerens svar
herpå | 16 | Spm. om teknisk bistand til udarbejdelse
af et ændringsforslag, der udelukker muligheden for, at
samfundstjeneste kan udføres hos private virksomheder, til
justitsministeren, og ministerens svar herpå | 17 | Spm., om der med lovforslaget er lagt op
til en udvidet anvendelse af samfundstjeneste i sager om vold og
trusler mod personer i offentlig tjeneste eller hverv
(straffelovens § 119), til justitsministeren, og ministerens
svar herpå | 18 | Spm. om i forlængelse af svar
på spørgsmål nr. 4 at oplyse, hvornår den
nævnte undersøgelse om mulighederne for, at afsoning i
fodlænke skal pådømmes ved retten, vil blive
igangsat, og hvornår den skal være færdig, til
justitsministeren, og ministerens svar herpå | 19 | Spm. om at fremsende konkrete eksempler
på sagstyper, der vil være omfattet af den
foreslåede, snævre udvidelse af adgangen til at benytte
samfundstjeneste i sager om simpel vold, til justitsministeren, og
ministerens svar herpå | 20 | Spm. om, at domstolene fremover vil skulle
være særdeles tilbageholdende i forhold til at benytte
samfundstjeneste i voldssager relateret til organiseret
kriminalitet, i voldssager, hvor der er opstået fysiske eller
psykiske skader, der ikke er helt ubetydelige, og i voldssager, der
er udøvet mod et værgeløst offer eller
eksempelvis en tilfældigt forbipasserende, til
justitsministeren, og ministerens svar herpå | 21 | Spm. om at yde teknisk bistand til et
ændringsforslag, hvorefter minimumstimetallet for
samfundstjeneste øges til 40 timer og maksimumstimetallet
øges til 400 timer samt redegørelse for ministerens
holdning hertil, til justitsministeren, og ministerens svar
herpå | 22 | Spm. om fodlænke pådømt
ved domstolene, til justitsministeren, og ministerens svar
herpå | 23 | Spm. om, hvordan de enkelte trin i den
såkaldte omregningstabel er reguleret i
ændringsforslaget, og hvorfor de enkelte trin ikke er
opreguleret med 1/3 timer, som er tilfældet med det minimale
og det maksimale timetal for samfundstjeneste, til
justitsministeren, og ministerens svar herpå | 24 | Spm. om, på hvilke fakta ministeren
baserer sin udtalelse: »Vi ved, at unge
førstegangskriminelle lærer af superforbryderne i
fængslerne, og det er det mønster, jeg ønsker
at gøre op med«, til justitsministeren, og ministerens
svar herpå |
|