Betænkning afgivet af
Indfødsretsudvalget den 11. december 2014
1. Ændringsforslag
Justitsministeren har stillet 3
ændringsforslag til lovforslaget, herunder om deling af
lovforslaget.
2. Udvalgsarbejdet
Lovforslaget blev fremsat den 30. oktober
2014 og var til 1. behandling den 13. november 2014. Lovforslaget
blev efter 1. behandling henvist til behandling i
Indfødsretsudvalget.
Udvalget indstiller, at L 45 A henvises til
fornyet udvalgsbehandling efter 2. behandling.
Møder
Udvalget har behandlet lovforslaget i 3
møder.
Spørgsmål
Udvalget har stillet 2
spørgsmål til justitsministeren til skriftlig
besvarelse, som denne har besvaret.
3. Indstillinger og politiske
bemærkninger
Udvalget
indstiller ændringsforslag nr. 1 om deling af lovforslaget
til vedtagelse.
Et flertal i
udvalget (V, S, RV, LA og KF) indstiller det under B nævnte
lovforslag til vedtagelse med de
stillede ændringsforslag.
Venstres medlemmer af udvalget
bemærker, at lovforslaget har til formål at give
indfødsrets meddelelse til 1.607 voksne og 888 børn.
Venstre er positivt indstillet over for lovforslaget, Venstre ser
det som et privilegium at være dansk statsborger, og Venstre
ser det som en stor glæde at få lov til at være
med til at give folk dansk statsborgerskab.
Den 23. maj 2013 indgik de daværende
regeringspartier (Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti og
Radikale Venstre) en aftale med Enhedslisten om mere lempelige
retningslinjer for tildeling af indfødsret. Behandlingen af
ansøgninger om dansk indfødsret i forbindelse med
optagelse af personer på dette lovforslag er sket i
overensstemmelse med disse nye mere lempelige retningslinjer. Som
bekendt er Venstre imod de lempelser, som er i de nye
retningslinjer for meddelelse af indfødsret. Venstre mener
ikke, at man skal sænke kravene til danskkundskaber og
selvforsørgelse. Dette skal dog ikke komme de konkrete
ansøgere til skade, og derfor vælger Venstre at stemme
for lovforslaget.
Det er ødelæggende for
tilliden til lægeerklæringer, at der for ni
ansøgeres vedkommende er afgivet stort set enslydende
lægeerklæringer udstedt af den samme læge. Sagen
understreger behovet for nytænkning, for så vidt
angår den fremtidige indhentning af oplysninger
vedrørende ansøgeres sygdomme og handicaps og den
deraf følgende eventuelle manglende evne til at tilegne sig
dansk på det krævede niveau samt viden om danske
samfundsforhold. Venstre er dog i første omgang tilfreds
med, at tildelingen af statsborgerskab til de
pågældende ansøgere stilles i bero, indtil der
er fremkommet nærmere oplysninger om baggrunden for
lægeerklæringerne.
Venstre stemmer således for
ændringsforslaget om at dele lovforslaget i to, således
at tildeling af statsborgerskab for de ni ansøgeres
vedkommende udsættes.
Et mindretal i
udvalget (EL og SF) indstiller det under B nævnte lovforslag
til vedtagelse uændret.
Et andet mindretal i udvalget (DF) indstiller de under
A og B nævnte lovforslag til forkastelse ved 3. behandling.
Dansk Folkepartis medlemmer af udvalget
bemærker, at Dansk Folkeparti ikke kan stemme for
lovforslaget. Der er uden tvivl mange personer ud af de 1.607
på lovforslaget, som fortjener statsborgerskab, men Dansk
Folkeparti kan ikke stemme for tildeling af statsborgerskaber,
når reglerne er blevet slækket så meget, som de
er, især hvad angår sprogkrav (jf. aftalen mellem
regeringen og Enhedslisten juni 2012). En anden grund til, at Dansk
Folkeparti ikke kan stemme for, er, at der i 598 tilfælde
(dvs. i over en tredjedel af tilfældene) er blevet givet
dispensation i forhold til navnlig sprogkrav og
indfødsretsprøve, og den er hovedsagelig givet
på baggrund af diagnosen PTSD. Dansk Folkeparti mener, at det
er fuldstændig uholdbart, at der tildeles statsborgerskaber
til personer, der ikke kan det danske sprog, og som derfor aldrig
vil blive integreret i det danske samfund. Så længe
regeringen og Enhedslisten har flertal for denne slappe linje, kan
Dansk Folkeparti ikke stemme for forslaget. Angående de ni
personer, som har fået dispensation fra sprogkrav på
baggrund af særdeles tvivlsomme lægeerklæringer,
er det Dansk Folkepartis holdning, at de helt skal pilles af
lovforslaget. Dansk Folkeparti ville have stillet
ændringsforslag til dette. Imidlertid anbefaler
justitsministeren i sit ændringsforslag, at lovforslaget
deles, det vil sige, at de ni skilles ud og deres statsborgerskab
først afklares, når Sundhedsstyrelsen har udtalt sig
om den pågældende læge og de særdeles
tvivlsomme lægeerklæringer. Dansk Folkeparti stiller
derfor ikke ændringsforslaget og stemmer ja til
ændringsforslaget om deling af lovforslaget for at få
afklaret situationen, men vil, når sagen er afklaret, stemme
nej til, at personer skal kunne få dispensation fra sprog og
dermed statsborgerskab på baggrund af særdeles
tvivlsomme lægeerklæringer.
Inuit Ataqatigiit, Siumut,
Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin var på tidspunktet
for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med
medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med
indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.
En oversigt over Folketingets
sammensætning er optrykt i betænkningen.
4. Ændringsforslag med
bemærkninger
Ændringsforslag
a
Ændringsforslag om
deling af lovforslaget
Af justitsministeren, tiltrådt af udvalget:
1)
Lovforslaget deles i to lovforslag med følgende titler og
indhold:
A. »Forslag
til lov om indfødsrets meddelelse« omfattende §
1, nr. 179, 207, 226, 246, 434, 688, 870, 916 og 917, og §
3.
B. »Forslag
til lov om indfødsrets meddelelse« omfattende §
1, øvrige numre, og §§ 2 og 3.
[Deling af lovforslaget]
B
Ændringsforslag til
det under B nævnte lovforslag
Til § 1
Af justitsministeren, tiltrådt af et flertal (udvalget med undtagelse af EL og
SF):
2) Nr. 359,
413, 515, 644 og 1225
udgår
[Udtagelse af personer]
Til § 2
3) Nr.
1483 udgår.
[Udtagelse af person]
Bemærkninger
Til nr. 1
Det foreslås, at forslag til lov om
indfødsrets meddelelse deles i to lovforslag.
Den ene del (A) omfatter ni personer som
udskilles fra det oprindelige lovforslag, idet det findes usikkert,
om grundlaget for de pågældendes optagelse på
lovforslaget fortsat er til stede. Det foreslås, at 3.
behandling af lovforslaget om indfødsrets meddelelse til
disse personer udsættes, til der er skabt øget klarhed
om grundlaget for tildeling af indfødsret til disse
personer.
Den anden del (B) omfatter øvrige
personer omfattet af lovforslaget.
Til nr. 2
Ansøgerne under
ændringsforslag nr. 2 er behandlet efter retningslinjerne i
cirkulæreskrivelse nr. 9253 af 6. juni 2013 om
naturalisation.
Ansøgerne foreslås udtaget af
lovforslaget, da de pågældende ikke opfylder
retningslinjerne for naturalisation.
Til nr. 3
Ansøgeren under
ændringsforslag nr. 3 er behandlet efter retningslinjerne i
cirkulæreskrivelse nr. 9253 af 6. juni 2013 om
naturalisation.
Ansøgeren foreslås udtaget af
lovforslaget, da den pågældende ikke opfylder
retningslinjerne for naturalisation.
René Skau Björnsson
(S) Jens Joel (S) Karen J. Klint (S) Jeppe Bruus (S) Trine Bramsen
(S) Marlene Borst Hansen (RV) nfmd. Lotte Rod (RV) Karina Lorentzen
Dehnhardt (SF) Johanne Schmidt-Nielsen (EL) Preben Bang Henriksen
(V) Michael Aastrup Jensen (V) Jan E. Jørgensen (V) Karsten
Nonbo (V) Christian Langballe (DF) fmd. Marie Krarup (DF) Leif Mikkelsen
(LA) Tom Behnke (KF)
Inuit Ataqatigiit, Siumut,
Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i
udvalget.
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V) | 47 |
Socialdemokratiet (S) | 47 |
Dansk Folkeparti (DF) | 22 |
Radikale Venstre (RV) | 17 |
Socialistisk Folkeparti (SF) | 12 |
Enhedslisten (EL) | 12 |
Liberal Alliance (LA) | 9 |
Det Konservative Folkeparti (KF) | 8 |
Inuit Ataqatigiit (IA) | 1 |
Siumut (SIU) | 1 |
Sambandsflokkurin (SP) | 1 |
Javnaðarflokkurin (JF) | 1 |
Uden for folketingsgrupperne (UFG) | 1 |
Bilag 1
Oversigt over bilag vedrørende
L 45
Bilagsnr. | Titel |
---|
1 | Udkast til tidsplan for udvalgets
behandling af lovforslaget | 2 | Fremsendelse af nationalitetsliste, fra
justitsministeren | 3 | Fortroligt dokument | 4 | Tidsplan for udvalgets behandling af
lovforslaget | 5 | Ændringsforslag fra
justitsministeren | 6 | 1. udkast til betænkning | 7 | Ændringsforslag fra
justitsministeren |
|
Oversigt over spørgsmål
og svar vedrørende L 45
Spm.nr. | Titel | 1 | Spm., om ministeren vil oplyse, hvor mange
og hvilke personer på lovforslaget der har fået
dispensation, til justitsministeren, og ministerens svar
herpå | 2 | Spm., om ministeren vil redegøre
for baggrunden for, at der i hver enkelt sag er indhentet ny
lægeerklæring, samt for, hvem der har rekvireret og
betalt de pågældende lægeerklæringer, jf.
IFU alm. del - bilag 35, til justitsministeren, og ministerens svar
herpå |
|