Skriftlig fremsættelse (8. oktober
2014)
Skatteministeren
(Benny Engelbrecht):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til Lov om ændring af lov om
afgift af elektricitet, lov om afgift af stenkul, brunkul og koks
m.v., personskatteloven og forskellige andre love (Tilbagerulning
af forsyningssikkerhedsafgiften, nedsættelse af
elvarmeafgiften, forhøjelse af
elafgiften, tilpasning af afgiftsregler for VE-brændsler,
forhøjelse af bundskatten og det skrå
skatteloft, nedsættelse af den grønne check
samt afgiftsforhøjelse på cigarillos m.v.)
(Lovforslag nr. L 4)
Lovforslaget indeholder elementer fra Aftale om tilbagerulning af
forsyningssikkerhedsafgiften mv. og lempelser af PSO, der er
indgået mellem regeringen, Venstre, Dansk Folkeparti,
Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten den 14. juli 2014 og et
element fra Aftale om en
vækstpakke af 2. juli 2014. Aftalen er indgået
mellem regeringen, Venstre, Dansk Folkeparti, Socialistisk
Folkeparti og Enhedslisten.
Fra den 1. januar 2015 tilbagerulles
forsyningssikkerhedsafgiften mv., der blev besluttet som led i
Energiaftale 2012. Tilbagerulningen
indebærer, afgiftsforhøjelserne på fossile
brændsler og den nye afgift på VE-brændsler, der
følger af forsyningssikkerhedsafgiften, afskaffes.
Yderligere nedsættes energiafgifterne på fossile
brændsler (olie, kul og gas) med 7,9 kr./GJ, svarende til
niveauet før Forårspakke
2.0 fra 2009, og elvarmeafgiften nedsættes parallelt,
så der er overensstemmelse mellem afgiften på
opvarmning ved fossile brændsler og elvarme. Endelig justeres
afgifterne vedrørende bioolier mv.
Tilbagerulningen finansieres ved en
forhøjelse af bundskattesatsen og det skrå skatteloft
med 0,28 pct.-point og en reduktion af den grønne check med
425 kr. i 2020 (fra 1.300 kr. til 875 kr.), når
tilbagerulningen er fuldt indfaset.
Der gennemføres en erhvervsrettet
lempelse af PSO for el på knap 1 mia. kr. årligt i 2015
og 2016 stigende til ca. 1,6 mia. kr. årligt fra 2017 og
frem. PSO-lempelsen neutraliseres for husholdningerne mv. via en
tilsvarende forhøjelse af elafgiften, så lempelsen
målrettes erhverv. Med forslaget skønnes det, at
el-PSO kan nedsættes med 3 øre/kWh i 2015 og 2016
stigende til 5 øre/kWh i 2017 og frem. For husholdningerne
neutraliseres forslaget af en stigning i elafgiften.
Stykafgiften på cigarillos, cerutter
og cigarer mv. forhøjes til 50 øre pr. stk. i 2015,
værdiafgiften på 10 pct. af detailprisen fastholdes, og
der indføres en minimumsafgift på 130 øre pr.
stk. inkl. moms i 2015. Herudover foretages en indeksering af styk-
og minimumsafgiften med årligt 1,8 pct. i perioden
2015-2020.
Det bemærkes at lovforslaget §
10, stk. 11-15, er bestemmelser, der har til formål at
undgå en væsentlig unaturlig lageropbygning af cigarer,
cerutter og cigarillos frem til den 1. januar 2015. Henset hertil
sendes de ikke i høring.
Lovforslaget fremsættes med henblik
på vedtagelse med udgangen af oktober måned 2014,
så de foreslåede ændringer af bundskatten, det
skrå skatteloft og den grønne check kan indarbejdes i
den ordinære forskudsopgørelse for indkomståret
2015 for borgerne. Der anmodes om dispensation fra bestemmelsen i
Folketingets forretningsordens § 13, stk. 1, hvorefter 3.
behandling ikke må finde sted før 30 dage efter
fremsættelsen.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings hurtige og
velvillige behandling.