L 36 Forslag til lov om Hav- og Fiskerifonden.

Af: Fødevareminister Dan Jørgensen
Udvalg: Udvalget for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri
Samling: 2014-15 (1. samling)
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 09-10-2014

Fremsættelse: 09-10-2014

Skriftlig fremsættelse (9. oktober 2014)

20141_l36_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (9. oktober 2014)

Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri (Dan Jørgensen):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om Hav- og Fiskerifonden

(Lovforslag nr. L 36)

Dette lovforslag fremsættes med henblik på at skabe grundlag for regeringens gennemførelse af EU's fiskeriudviklingspolitik samt understøtte den integrerede havpolitik, jf. Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 508/2014 af 15. maj 2014 om Den Europæiske Hav- og Fiskerifond i perioden 2014-2020. Lovforslaget afløser lov om udvikling af fiskeri- og akvakultursektoren (fiskeriudviklingsloven).

Det er formålet med loven at skabe hjemmel til etablering og administration af støtteordninger under EU's Hav- og Fiskerifond, der skal bidrage til at opfylde målsætningerne i Europa 2020-strategien for intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst og til den danske gennemførelse af EU's fiskeriudviklingspolitik samt den integrerede havpolitik gennem støtteordninger.

Loven skal give fødevareministeren og ministeren for by, bolig og landdistrikter mulighed for administrativt at fastsætte regler om gennemførelsen af Forordningen om Den Europæiske Hav- og Fiskerifonds enkelte støtteordninger inden for rammerne af det danske hav- og fiskeriudviklingsprogram og partnerskabsaftalen mellem Danmark og EU-Kommissionen, og til at foretage det fornødne i forbindelse med administration af støtteordningerne, herunder de foranstaltninger, der er nødvendige, i forhold til samarbejdet med EU-Kommissionen vedrørende forvaltning af EU-midler fra fonden til støtteordninger.

Hav- og fiskeriudviklingsprogrammet er et dynamisk og fleksibelt redskab, der løber over en 7-årig periode. Den nye periode omfatter perioden 2014-2020. Der vil således være behov for tilpasninger af programmet i løbet af programperioden. Det er derfor hensigten, at lovforslaget skal give ministrene mulighed for løbende administrativt at kunne tilpasse lovforslagets støtteordninger i overensstemmelse de konkrete prioriteter i perioden.

Lovforslaget skal give fødevareministeren og ministeren for by, bolig og landdistrikter bemyndigelse til administrativt at kunne fastsætte regler om, at skriftlig kommunikation til og fra Fødevareministeriet og Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter om forhold, der er omfattet af loven eller af regler udstedt i medfør af loven, skal foregå digitalt (obligatorisk digital kommunikation). Efter lovforslaget bemyndiges ministrene desuden til at kunne fastsætte regler om vilkår og formater for anvendelse af digital kommunikation.

Som under gældende lov nedsættes der et overvågningsudvalg, der skal varetage tilsyns- og opfølgningsfunktioner i forbindelse med administration af støtteordninger efter loven. Desuden er det hensigten, at der i forbindelse med konkrete støtteordninger kan nedsættes rådgivende udvalg, som har særlig kompetence inden for specifikke områder med henblik på rådgivning af fødevareministeren eller ministeren for by, bolig og landdistrikter. Som noget nyt nedsættes der et indstillingsudvalg, der udvælger og afgiver indstilling om ansøgninger om godkendelse som støtteberettiget lokal aktionsgruppe samt udvælger og afgiver indstilling om lokale udviklingsstrategier.

Lovforslaget fastsætter desuden de nødvendige nationale administrative og strafferetlige regler, herunder om kontrol, klage og delegation.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.