Skriftlig fremsættelse (8. oktober
2014)
Justitsministeren
(Karen Hækkerup):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
erstatningsansvar (Ændring af beregningsprincipperne for
erhvervsevnetabserstatning til unge under uddannelse)
(Lovforslag nr. L 29)
Formålet
med lovforslaget er at ændre beregningsprincipperne for
udmåling af erhvervsevnetabserstatning for skadelidte, som er
optaget på den grundlæggende del af en
erhvervsuddannelse.
Med
lovforslaget tilsigtes det, at navnlig unge mennesker, der
påføres et erhvervsevnetab, mens de er i den tidlige
del af deres uddannelsesforløb, som udgangspunkt tilkendes
den samme erhvervsevnetabserstatning, uanset hvilken generel
ungdomsuddannelse de er optaget på.
Forslaget
udspringer af en dom, som Højesteret afsagde den 15. august
2013 om fastsættelse af erhvervsevnetabserstatning til en
19-årig handelsskoleelev, der var optaget på
handelsskolens grundforløb, og som blev skadet i en
trafikulykke. I den konkrete sag blev erstatningen til skadelidte i
overensstemmelse med erstatningsansvarslovens § 7, stk. 2, og
forarbejderne hertil udmålt på baggrund af en
skønsmæssigt fastsat årsløn. Den samlede
erhvervsevnetabserstatning, der blev tilkendt, var væsentlig
mindre end den erstatning, der ville være blevet
udmålt, hvis den skadelidte havde været gymnasieelev,
hvor beregningen i stedet ville være blevet foretaget
på baggrund af normalårslønnen i lovens §
8.
I
forlængelse af Højesterets dom finder regeringen, at
erstatningsansvarsloven bør ændres, så der i
højere grad end i dag sikres ligestilling mellem unge
optaget på forskellige ungdomsuddannelser ved beregningen af
erhvervsevnetab?serstatning.
Lovforslaget
indebærer nærmere, at der ved beregningen af
erhvervsevnetabserstatning til skadelidte, som er optaget på
en gymnasial uddannelse eller på den grundlæggende del
af en erhvervsuddannelse, hvor der endnu ikke er sket en endelig
specialisering, tages udgangspunkt i normalårslønnen,
jf. erstatningsansvarslovens § 8, medmindre der konkret er
grundlag for at foretage et skøn over den forventede
fremtidige årsindtægt.
Idet jeg i
øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende
bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det
Høje Tings velvillige behandling.