L 23 Forslag til lov om ændring af lov om udlodning af overskud fra lotteri samt heste- og hundevæddemål og lov om fremme af dopingfri idræt.

(Ny økonomisk fordelingsnøgle på idrætsområdet, ændring af bestyrelser i selvejende institutioner på idrætsområdet, udvidelse af Anti Doping Danmarks virksomhed m.v.).

Af: Kulturminister Marianne Jelved (RV)
Udvalg: Kulturudvalget
Samling: 2014-15 (1. samling)
Status: Stadfæstet

Betænkning

Afgivet: 10-12-2014

Afgivet: 10-12-2014

Betænkning afgivet af Kulturudvalget den 10. december 2014

20141_l23_betaenkning.pdf
Html-version

Betænkning afgivet af Kulturudvalget den 10. december 2014

1. Udvalgsarbejdet

Lovforslaget blev fremsat den 8. oktober 2014 og var til 1. behandling den 6. november 2014. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Kulturudvalget.

Møder

Udvalget har behandlet lovforslaget i 6 møder.

Temamøde

Udvalget afholdte den 12. november 2014 et temamøde om alternative finansieringsmodeller for hestevæddeløbssporten, jf. den politiske stemmeaftale om idræt af 6. maj 2014, jf. L 23 - bilag 9.

Høring

Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen været sendt i høring, og kulturministeren sendte den 1. juli 2014 dette udkast til udvalget, jf. KUU alm. del - bilag 165 (folketingsåret 2013-14). Den 8. oktober 2014 sendte kulturministeren de indkomne høringssvar og et notat herom til udvalget.

Skriftlige henvendelser

Udvalget har i forbindelse med udvalgsarbejdet modtaget skriftlige henvendelser fra:

Dansk Hestevæddeløb,

DGI,

Hestevæddeløbssportens FinansieringsFond og

Travsportens 3 amatørforeninger (Forenede Danske Travamatører, Dansk Montéforening og Dansk Pony Væddeløbsforening).

Kulturministeren har over for udvalget kommenteret de skriftlige henvendelser til udvalget.

Deputationer

Endvidere har følgende mundtligt over for udvalget redegjort for deres holdning til lovforslaget:

Dansk Hestevæddeløb,

Hestevæddeløbssportens FinansieringsFond og

Travsportens 3 amatørforeninger (Forenede Danske Travamatører, Dansk Montéforening og Dansk Pony Væddeløbsforening).

Spørgsmål

Udvalget har stillet 29 spørgsmål til kulturministeren til skriftlig besvarelse, som denne har besvaret.

Et af udvalgets spørgsmål og kulturministerens svar herpå er optrykt som bilag 2 til betænkningen.

Samråd

Udvalget for Landdistrikter og Øer afholdt den 4. november 2014 et samråd om lovforslaget, hvor Kulturudvalget var inviteret til at deltage, jf. ULØ alm. del - samrådsspørgsmål B. Kulturministerens talepapir til brug for dette samråd er omdelt som bilag 13.

2. Indstillinger og politiske bemærkninger

Udvalget indstiller lovforslaget til vedtagelse uændret.

Udvalget bemærker, at de idrætspolitiske ordførere fra Venstre, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten, Liberal Alliance, Socialistisk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti den 6. maj 2014 indgik en idrætspolitisk stemmeaftale med kulturministeren, der blandt andet indebærer en omfordeling af de udlodningsmidler, der fordeles til idrættens organisationer. Med lovforslaget gennemføres denne aftale.

Partierne bag stemmeaftalen finder, at der er tale om en god idrætspolitisk aftale, der blandt andet styrker indsatsen mod doping i idrætten og styrker Sport Event Denmark i arbejdet med at tiltrække, organisere og udvikle store internationale sportsbegivenheder.

De nye tiltag, der prioriteres i den idrætspolitiske stemmeaftale, finansieres bl.a. af en gradvis nedtrapning af tilskuddet til hestevæddeløbssporten med 15 mio. kr. i 2015, 20 mio. kr. i 2016, 25 mio. kr. i 2017 og 30 mio. kr. i 2018.

Det fremgår af stemmeaftalen, at »Parterne opfordrer HFF til i samarbejde med Danske Spil at undersøge alternative finansieringsmuligheder for HFF bl.a. via udvikling af nye spilformer. Hvis undersøgelserne sandsynliggør bæredygtige modeller, vil parterne efterfølgende se positivt på en alternativ finansieringsmodel, der muliggør selvstændighed.«

Denne del af stemmeaftalen har der under udvalgsbehandlingen været særligt fokus på, og udvalget har været i dialog med repræsentanter for hestevæddeløbssporten i Danmark og med Danske Spil. På baggrund af udvalgsbehandlingen ønsker partierne bag stemmeaftalen at understrege, at det er vigtigt, at Danske Spil og Hestevæddeløbssportens FinansieringsFond (HFF) følger planen om hurtigst muligt at finde alternative finansieringsmuligheder, så der kan skabes udvikling og vækst for hestevæddeløbssporten.

Partierne bag stemmeaftalen ser frem til resultatet af undersøgelsen, som i henhold til oplysninger fra Danske Spil og HFF forventes at foreligge senest med udgangen af marts måned 2015.

Et mindretal i udvalget (LA) finder, at hensynet til armslængdepricippet gør, at man fra politisk hold ikke bør blande sig i den konkrete drift af fonden.

Et flertal (udvalget med undtagelse af LA) finder det afgørende, at den danske banestruktur bevares, indtil undersøgelsens resultater foreligger, og henstiller til HFF, at fonden bruger midler/stiller midler til rådighed frem til afklaringen af de eventuelle fremtidige finansieringsmodeller, således at alle eksisterende baner er indeholdt i de fremtidige overvejelser.

Kulturministeren har tilkendegivet, at der vil blive indkaldt til et møde i april 2015 med deltagelse af Danske Spil, HFF, Dansk Hestevæddeløb og aftalepartierne med henblik på en vurdering og behandling af de skitserede alternative finansieringsmodeller.

Udvalget for Landdistrikter og Øers bemærkninger til lovforslaget

Udvalget for Landdistrikter og Øer har drøftet lovforslaget på nogle møder ud fra en landdistriktsvinkel, herunder i samråd med kulturministeren den 4. november 2014.

Et flertal i Udvalget for Landdistrikter og Øer (V, S og DF) noterer sig, at det fremgår af Kulturudvalgets bemærkninger, at et flertal i Kulturudvalget finder det afgørende, at den danske banestruktur bevares, indtil resultatet af undersøgelsen om alternative finansieringsmuligheder foreligger, og at et flertal i Kulturudvalget henstiller til HFF, at fonden bruger midler/stiller midler til rådighed frem til afklaringen i foråret af de eventuelle fremtidige finansieringsmodeller, således at alle eksisterende baner er indeholdt i de fremtidige overvejelser.

Flertallet i Udvalget for Landdistrikter og Øer (V, S og DF) bemærker i forlængelse heraf, at en eventuel lukning af væddeløbsbaner beliggende i landdistrikterne vil have alvorlige konsekvenser for de pågældende områder i form af tab af mange arbejdspladser.

Flertallet i Udvalget for Landdistrikter og Øer (V, S og DF) opfordrer kulturministeren, Danske Spil, HFF, Dansk Hestevæddeløb og aftalepartierne til, at hensynet til de beskæftigelsesmæssige konsekvenser for landdistrikterne indgår i de drøftelser, som kulturministeren vil indkalde til i april måned om alternative finansieringsmodeller.

Inuit Ataqatigiit, Siumut, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.

Flemming Møller Mortensen (S) fmd. Jan Johansen (S) Rasmus Prehn (S) Leif Lahn Jensen (S) Troels Ravn (S) Ole Sohn (S) Karin Gaardsted (S) Marlene Borst Hansen (RV) Lone Loklindt (RV) Zenia Stampe (RV) Annette Vilhelmsen (SF) Özlem Sara Cekic (SF) Holger K. Nielsen (SF) Pernille Skipper (EL) Jørgen Arbo-Bæhr (EL) Kim Andersen (V) Anni Matthiesen (V) nfmd. Hans Christian Schmidt (V) Michael Aastrup Jensen (V) Flemming Damgaard Larsen (V) Bente Bendix (V) Eyvind Vesselbo (V) Alex Ahrendtsen (DF) Morten Marinus (DF) Karin Nødgaard (DF) Pia Kjærsgaard (DF) Mette Bock (LA) Lars Barfoed (KF) Brian Mikkelsen (KF)

Inuit Ataqatigiit, Siumut, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.

Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)47
Socialdemokratiet (S)47
Dansk Folkeparti (DF)22
Radikale Venstre (RV)17
Socialistisk Folkeparti (SF)12
Enhedslisten (EL)12
Liberal Alliance (LA)9
Det Konservative Folkeparti (KF)8
Inuit Ataqatigiit (IA)1
Siumut (SIU)1
Sambandsflokkurin (SP)1
Javnaðarflokkurin (JF)1
Uden for folketingsgrupperne (UFG)1

Bilag 1

Oversigt over bilag vedrørende L 23

Bilagsnr.

Titel

1
Høringssvar og høringsnotat, fra kulturministeren
2
Henvendelse af 25/8-14 fra Dansk Hestevæddeløb
3
Kopi af KUU alm. del - svar på spm. 263 om kommentar til henvendelse af 25/8-14 fra Dansk Hestevæddeløb, fra kulturministeren
4
Orientering om stemmeaftale om idræt, fra kulturministeren
5
Henvendelse af 15/10-14 fra Hestevæddeløbssportens FinansieringsFond
6
Henvendelse af 15/10-14 fra Dansk Hestevæddeløb
7
Henvendelse af 23/10-14 fra Hestevæddeløbssportens FinansieringsFond
8
Udkast til tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget
9
Møde i Kulturudvalget onsdag den 12/11-14 om alternative finansieringsmodeller for hestevæddeløbssporten, jf. den politiske stemmeaftale om idræt af 6/5-14
10
Henvendelse af 11/11-14 fra DGI
11
Tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget
12
Henvendelse af 17/11-14 fra travsportens 3 amatørforeninger (Forenede Danske Travamatører, Dansk Montéforening og Dansk Pony Væddeløbsforening) om præsentationsmateriale til mødet den 19/11-14
13
Kopi af ULØ alm. del - svar på spm. 32 om kulturministerens talepapir til samråd den 4/11-14 i ULØ om hestevæddeløbssporten til udvalget
14
1. udkast til betænkning
15
Henvendelse af 28/11-14 fra Hestevæddeløbssportens FinansieringsFond
16
2. udkast til betænkning
17
3. udkast til betænkning


Oversigt over spørgsmål og svar vedrørende L 23

Spm.nr.
Titel
1
Spm. om kommentar til henvendelse af 15/10-14 fra Hestevæddeløbssportens FinansieringsFond, til kulturministeren, og ministerens svar herpå
2
Spm. om kommentar til henvendelse af 15/10-14 fra Dansk Hestevæddeløb, til kulturministeren, og ministerens svar herpå
3
Spm. om at oversende referat af møde i Kulturministeriet den 26/3-14, til kulturministeren, og ministerens svar herpå
4
Spm., om der er noget til hinder for, at Hestevæddeløbssportens FinansieringsFond kan anvende noget af deres egenkapital til at kompensere for den besparelse, fonden pålægges med lovforslaget, til kulturministeren, og ministerens svar herpå
5
Spm. om, hvad der er sket fra indgåelsen af stemmeaftalen og frem til i dag for at finde nye finansieringsmuligheder og få skabt en ny platform for hestevæddeløbssporten i Danmark, til kulturmnisteren, og ministerens svar herpå
6
Spm. om uoverensstemmelsen mellem stemmeaftale og lovforslag, til kulturministeren, og ministerens svar herpå
7
Spm. om kommentar til henvendelse af 23/10-14 fra Hestevæddeløbssportens FinansieringsFond, til kulturministeren, og ministerens svar herpå
8
Spm., om der er taget højde for, at effekterne af stemmeaftalen ikke vil medføre et brud på EU-reglerne om spillemonopol, til kulturministeren, og ministerens svar herpå
9
Spm. om dansk hestesports ønske om at få et konkret og operationelt forhandlingsmandat i forbindelse med etableringen af en ny spil- og finansieringsplatform, der er uafhængig af offentlig støtte, til kulturministeren, og ministerens svar herpå
10
Spm. om dansk hestesports ønske om, at det bliver hestesportens egne organer, der får mandat til at etablere en ny spil- og finansieringsplatform, der er uafhængig af offentlig støtte, til kulturministeren, og ministerens svar herpå
11
Spm., om ministeren har fået godkendelse fra Skatteministeriet og Finansministeriet til, at hestevæddeløbssporten kan opnå selvstændighed fra Danske Spil og etablere et nordisk spilleselskab i Danmark, til kulturministeren, og ministerens svar herpå
12
Spm. om at bekræfte, at Danske Spil bl.a. valgte at overtage hestespillet for at kunne beskytte sit eget spil Lotto, til kulturministeren, og ministerens svar herpå
13
MFU spm. om at redegøre for, hvad der blev sagt under mødet den 26/3-14 afholdt på ministeriets foranledning, til kulturministeren, og ministerens svar herpå
14
MFU spm. om at redegøre for udviklingen i onlinespil på hestevæddeløbssport, til kulturministeren, og ministerens svar herpå
15
MFU spm. om at bekræfte, at Danske Spil har ca. 2.500 indskudsboder i Danmark, men at det kun er muligt at foretage indskud på hestevæddeløbssporten på 200 af disse, til kulturministeren, og ministerens svar herpå
16
MFU spm., om Danske Spil har løftet sin opgave med at gøre det muligt for hestevæddeløbssporten at blive finansieret via spil, til kulturministeren, og ministerens svar herpå
17
MFU spm., om lovforslaget vil koste Danmark op imod 850 arbejdspladser, til kulturministeren, og ministerens svar herpå
18
MFU spm. om at sikre, at dansk hestevæddeløb til stadighed vil være en attraktiv partner for de andre nordiske hestespilleselskaber, til kulturministeren, og ministerens svar herpå
19
Spm. om kommentar til henvendelse af 11/11-14 fra DGI, til kulturministeren, og ministerens svar herpå
20
MFU spm. om, hvor mange arbejdspladser lovforslaget skal koste for dansk hestesport, før det erkendes, at lovforslaget får konsekvenser for erhvervslivet, til kulturministeren, og ministerens svar herpå
21
MFU spm. om at redegøre for, hvordan begrebet »bæredygtige modeller« skal forstås, til kulturministeren, og ministerens svar herpå
22
Spm. om at oplyse ministeriets vurdering af antal ansatte med relation til dansk hestesport i 2014, til kulturministeren, og ministerens svar herpå
23
Spm. om at oplyse beregningsgrundlaget for, at hver aktiv i dansk hestesport hvert år modtager 60.000 kr. i årligt tilskud, til kulturministeren, og ministerens svar herpå
24
Spm. om at bekræfte, at Dansk Hestesport medlemsmæssigt er struktureret anderledes end idrætsorganisationer som f.eks. DIG og DGI, til kulturministeren, og ministerens svar herpå
25
Spm. om at bekræfte, at en begrundelse for fortsat opretholdelse af spillemonopolet i Danmark over for EU er, at hestevæddeløbssporten er bredt repræsenteret i landet, til kulturministeren, og ministerens svar herpå
26
Spm. om KPMG's konsekvensberegninger, til kulturministeren, og ministerens svar herpå
27
Spm. om at tage initiativ til at sikre Danske Spils opbakning til et fælles nordisk spilleselskab for spil på heste, til kulturministeren, og ministerens svar herpå
28
Spm. om kommentar til henvendelse af 28/11-14 fra Hestevæddeløbssportens FinansieringsFond, til kulturministeren, og ministerens svar herpå
29
Spm., om det skønnes muligt at udskyde ikrafttrædelsesdatoen for lovforslaget med f.eks. 4 måneder, således at HFF i samarbejde med Danske Spil får mulighed for at undersøge alternative finansieringsmuligheder for HFF via bl.a. udvikling af nye spilformer, til kulturministeren, og ministerens svar herpå


Oversigt over samrådsspørgsmål vedrørende L 23

Samråds-spm.nr.
Titel
ULØ alm. del - samrådsspm. B
Samrådsspm. om lovforslagets konsekvenser for landdistrikterne, til kulturministeren


Bilag 2

Et af udvalgets spørgsmål og kulturministerens svar herpå

Spørgsmålet og ministerens svar herpå er optrykt efter ønske fra Dansk Folkeparti.

Spørgsmål 29:

Ministeren bedes oplyse, om det skønnes muligt at udskyde ikrafttrædelsesdatoen for lovforslaget med f.eks. fire måneder, således at HFF i samarbejde med Danske Spil får mulighed for at undersøge alternative finansieringsmuligheder for HFF bl.a. via udvikling af nye spilformer, idet parterne har udtrykt, at resultatet af en sådan undersøgelse kan foreligge med udgangen af marts måned 2015. Endvidere bedes ministeren beskrive hvilke konsekvenser, det vil have for stemmeaftalen, såfremt det skønnes muligt at udskyde ikrafttrædelsesdatoen og på samme vis, hvis ministeren mener det ikke er muligt at udskyde ikrafttrædelsesdatoen argumentere for, hvorfor det ikke skønnes muligt.

Svar:

Der vil være politiske, juridiske og økonomiske konsekvenser af en eventuel udskydelse af ikrafttrædelsesdatoen for lovforslaget, som jeg vil redegøre for i det følgende:

Den politiske stemmeaftale om idræt, som blev indgået d. 6. maj 2014 mellem regeringen (Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre) og Venstre, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Liberal Alliance og Konservative er en 4-årig aftale, som indeholder en omfordeling af Kulturministeriets udlodningsmidler til idrætsformål, og dækker årene 2015-2018.

Omfordelingen af udlodningsmidlerne til idrætsformål i den politiske stemmeaftale om idræt betyder, at Anti Doping Danmark, Sport Event Denmark, Idrættens Analyseinstitut og Dansk Skoleidræt tilføres midler, ligesom der afsættes midler til idrætsstatistik og talentudvikling hos Team Danmark. Ligeledes fremgår det af stemmeaftalen, at omfordelingen finansieres af en reduktion af midlerne til Hestevæddeløbssportens Finansieringsfond, indførelse af et omstillingsbidrag for alle de idrætsorganisationer, der modtager udlodningsmidler (både lovbestemte og ikke lovbestemte tilskud) og ved et statsligt bidrag.

Det vil således ikke være i overensstemmelse med stemmeaftalen, hvis man ændrer på den økonomiske omprioritering, der fremgår af stemmeaftalen. Jeg bemærker hertil, at den politiske stemmeaftale om idræt fastlægger, at HFF skal beskæres med 15 mio. kr. i 2015, og der er afsat konkrete beløb til en række øvrige idrætsorganisationer og institutioner/formål.

Såfremt man ændrer ikrafttrædelsesdatoen for lovforslaget, vil det have den konsekvens, at fordelingsnøglen for 2015, som indgår i L 23 lovforslaget, ikke vil afspejle stemmeaftalen. Det skyldes, at fordelingsnøglen er beregnet ud fra en 12 måneders periode for omprioriteringen af midlerne. Hvis omprioriteringen i stedet skal foretages over et mindre antal måneder end 12, vil den foreslåede fordelingsnøgle for 2015 i L 23 medføre, at der skal omprioriteres flere midler, end stemmeaftalen foreskriver.

Ligeledes vil en ændring af ikrafttrædelsesdatoen have økonomiske konsekvenser for Sport Event Denmark, Anti Doping Danmark og Idrættens Analyseinstitut, som ifølge stemmeaftalen og L 23 indføres på fordelingsnøglen.

Sport Event Denmark er i dag finansieret på FL § 21.61.20. Handlingsplan for store idrætsbegivenheder til Danmark. Bevillingen ophører med udgangen af 2014, og Sport Event Denmark vil således ikke have bevilling fra 1. januar 2015, hvis ikke L 23 træder i kraft denne dato.

En udskydelse af ikrafttrædelsen vil for Anti Doping Danmark betyde, at institutionen i 1. kvartal af 2015 kun vil have en del af sin nuværende grundbevilling til rådighed. Anti Doping Danmark er i dag finansieret af det kulturelle udlodningsaktstykke, som løber fra 1. april 2014 til 31. marts 2015. Anti Doping Danmarks nuværende grundfinansiering er baseret på en finansieringsaftale mellem Kulturministeriet, Danmarks Idrætsforbund, DGI, Dansk Firmaidrætsforbund og Team Danmark. Den eksisterende finansieringsaftale udløber med udgangen af 2014. Det er således kun Kulturministeriets andel af den nuværende grundbevilling, der vil være til rådighed for Anti Doping Danmark. En senere ikrafttrædelse end 1. april vil betyde, at Anti Doping Danmark ikke har en grundbevilling frem til ikrafttrædelsen.

For Idrættens Analyseinstitut gælder, at institutionen i 1. kvartal af 2015 vil have sin grundbevilling fra Kulturministeriet til rådighed, idet institutionen i dag er finansieret af det kulturelle udlodningsaktstykke, som løber fra 1. april 2014 til 31. marts 2015. En senere ikrafttrædelse end 1. april vil betyde, at Idrættens Analyseinstitut ikke har en grundbevilling frem til ikrafttrædelsen.

På baggrund heraf kan jeg konkludere, at der ikke i overensstemmelse med stemmeaftalen kan ske en udskydelse af ikrafttrædelsesdatoen for L 23 til efter 1. januar 2015. Som det fremgår af ovenstående vurderer jeg endvidere, at en udskydelse af ikrafttrædelsen vil have særdeles uhensigtsmæssige konsekvenser.