Efter afstemningen i Folketinget ved 2.
behandling den 16. december 2014
Forslag
til
Lov om en ny fjordforbindelse ved
Frederikssund
Kapitel 1
Anlæg af en ny fjordforbindelse
ved Frederikssund
§ 1. Transportministeren bemyndiges
til
1) at anlægge en hovedlandevej
(firesporet motortrafikvej), der klassificeres som en statsvej, som
føres syd om Frederikssund fra Frederikssundsvej, og som
føres over Roskilde Fjord på en højbro til
Hornsherred og tilsluttes Skibbyvej, og
2) at anlægge en tosporet vej
øst for Lyngerup og Lyngerupvej syd for
Landerslev, som tilsluttes den i nr. 1 nævnte motortrafikvej,
og som klassificeres som statsvej.
Stk. 2.
Strækningen, der omfattes af stk. 1, fremgår af lovens
bilag 1.
§ 2. Efter åbningen af den nye
fjordforbindelse ved Frederikssund, jf. § 1, stk. 1, vil det
ikke længere være tilladt for lastbiler eller
lastvognstog med en totalvægt på 3,5 t eller derover at
passere Kronprins Frederiks Bro ud over i forbindelse med
varetagelse af vejbestyrelsesarbejde på nærliggende
kommunale veje.
Stk. 2.
Vejdirektoratet kan i overensstemmelse med færdselslovens
§ 92 og efter forhandling med Frederikssund Kommune og med
politiets samtykke træffe bestemmelser om trafikregulerende
foranstaltninger på Kronprins Frederiks Bro og J. F.
Willumsens Vej og på de i § 1, stk. 1, nævnte
vejstrækninger, jf. lovens bilag 1, der indvirker på
vejens udnyttelse og indretning med henblik på at reducere
den gennemkørende kørsel. Bestemmelsen i § 5,
stk. 1, i lov om offentlige veje om indbringelse af tvistigheder
mellem vejmyndigheder til afgørelse af transportministeren
finder ikke anvendelse på Vejdirektoratets afgørelser
efter dette stykke.
Kapitel 2
Forurening og gener i forbindelse med
anlægsarbejdet
§ 3. Transportministeren kan
fastsætte regler om forurening og gener, der måtte
opstå i forbindelse med gennemførelse af de i §
1, stk. 1, nævnte anlæg.
Stk. 2.
Miljøbeskyttelsesloven samt regler udstedt og
afgørelser truffet i medfør heraf finder ikke
anvendelse på forurening og gener fra de dele af
anlægget, der er omfattet af regler udstedt efter stk. 1.
Stk. 3.
Ved væsentlige ændringer i anlægget af en ny
fjordforbindelse ved Frederikssund, jf. § 1, stk. 1, der kan
være til skade for miljøet, og som skyldes regler
fastsat efter stk. 1, afgør transportministeren, om der skal
udarbejdes en supplerende VVM-redegørelse.
Transportministeren forestår udarbejdelsen af
VVM-redegørelsen og foretager offentliggørelse med
henblik på høring af offentligheden og berørte
myndigheder, herunder Frederikssund Kommune. Transportministeren
kan herefter godkende ændring af anlægget.
Stk. 4.
Transportministeren kan fastsætte nærmere regler for
gennemførelsen af VVM-redegørelsen efter stk. 3.
§ 4. Fastsætter
transportministeren regler efter § 3, stk. 1, kan ministeren
samtidig fastsætte regler om, at Vejdirektoratet skal tilbyde
kompensation til beboere, herunder til ejere af sommerhuse, der af
ejerne anvendes som fritids- og feriebolig, som kan udsættes
for forurening og gener som følge heraf. Transportministeren
kan herunder fastsætte regler om kredsen af de berettigede,
størrelsen af kompensationen, udbetaling, frister m.v.
Stk. 2.
Opnås der ikke en aftale mellem Vejdirektoratet og den
berettigede efter de regler, der er udstedt efter stk. 1,
træffer Ekspropriationskommissionen for Statens
Ekspropriationer på Øerne afgørelse om
kompensation efter de regler, der er udstedt i medfør af
stk. 1 og § 3, stk. 1. Dog kan Ekspropriationskommissionen
fravige den i stk. 1 fastsatte kompensation til gunst for de
kompensationsberettigede borgere, hvis der foreligger helt
særlige forhold. Sager om kompensation behandles i
øvrigt efter reglerne i lov om fremgangsmåden ved
ekspropriation vedrørende fast ejendom.
§ 5. Ved søgsmål om forhold
vedrørende miljøet, der er omfattet af denne lov,
skal retten påse, at omkostningerne ved sagen ikke er
uoverkommelig høje for de berørte parter.
Kapitel 3
Arkæologiske
forundersøgelser og fremrykket ekspropriation
§ 6. Vejdirektoratet eller den, som
transportministeren bemyndiger hertil, har, hvis det skønnes
nødvendigt og mod behørig legitimation og uden
retskendelse, adgang til privat ejendom med henblik på at
få foretaget de arkæologiske forundersøgelser,
der er nødvendige for anlægsarbejdet, jf. § 1,
stk. 1.
Stk. 2.
Vejdirektoratet eller den, som transportministeren bemyndiger
hertil, skal mindst 28 dage før gennemførelsen af
forundersøgelser efter stk. 1 give besked til de
berørte grundejere eller brugere. Hvis dette ikke er muligt,
skal oplysning herom offentliggøres i lokale medier.
Stk. 3.
Erstatning for skade, som måtte blive påført
ejeren som følge af de i stk. 1 nævnte
undersøgelser, fastsættes, hvis der ikke kan
indgås aftale med ejeren herom, ved taksation efter reglerne
i lov om fremgangsmåden ved ekspropriation vedrørende
fast ejendom.
§ 7. Transportministeren kan i
særlige tilfælde efter anmodning fra ejeren
ekspropriere en ejendom, der berøres særligt
indgribende af det i § 1, stk. 1, nævnte
anlægsprojekt, før tidspunktet for de ordinære
ekspropriationer.
Kapitel 4
Etablering af Fjordforbindelsen
Frederikssund, formål og ledelse m.v.
§ 8. Transportministeren etablerer den
selvstændige offentlige virksomhed Fjordforbindelsen
Frederikssund.
Stk. 2.
Fjordforbindelsen Frederikssunds formue holdes adskilt fra statens
formue, og Fjordforbindelsen Frederikssund disponerer inden for de
til enhver tid fastlagte rammer selv over anlægs- og
driftsmidler, herunder inden for rammerne af vedtægten, jf.
§ 11, stk. 3.
Stk. 3.
Transportministeren kan ændre Fjordforbindelsen
Frederikssunds navn.
§ 9. Fjordforbindelsen Frederikssunds
formål er at etablere anlæg, jf. § 1, stk. 1.
Fjordforbindelsen Frederikssund har endvidere til formål at
optage lån, jf. § 14, og har i forlængelse heraf
desuden til formål at opkræve betaling for passage af
biler, jf. § 17, til brug for tilbagebetaling af lånet,
herunder at etablere, drive og vedligeholde et
betalingsanlæg.
Stk. 2.
Fjordforbindelsen Frederikssund udbyder opgaven med etablering,
drift og vedligehold af et betalingsanlæg samt opgaven med
inddrivelse af betaling for passage af den nye fjordforbindelse,
jf. stk. 1, til en eller flere operatører.
Stk. 3.
Fjordforbindelsen Frederikssund skal anmeldes og registreres i
Erhvervsstyrelsen efter reglerne i kapitel 2 og § 148 i
selskabsloven.
Stk. 4.
Selskabslovens bestemmelser i kapitel 20 om særlige
offentliggørelsespligter m.v. for statslige aktieselskaber
finder anvendelse på Fjordforbindelsen Frederikssund.
§ 10. Fjordforbindelsen Frederikssund
ledes af en bestyrelse på 5 medlemmer, der bistås af en
forretningsfører, jf. stk. 5.
Stk. 2.
Bestyrelsesmedlemmerne udpeges på et virksomhedsmøde
af transportministeren for en periode på 2 år. 2
bestyrelsesmedlemmer udpeges efter indstilling fra Frederikssund
Kommune. Transportministeren beslutter, hvem af
bestyrelsesmedlemmerne der skal være formand og
næstformand. Genudpegning kan ske. Transportministeren kan
til enhver tid på et virksomhedsmøde afsætte et
eller flere bestyrelsesmedlemmer.
Stk. 3.
Bestyrelsen skal orientere ejeren om forhold vedrørende
Fjordforbindelsen Frederikssunds virksomhed, som er af
væsentlig økonomisk, politisk eller strategisk
betydning.
Stk. 4.
Formanden og næstformanden for bestyrelsen må ikke
udføre hverv for Fjordforbindelsen Frederikssund, der ikke
er en del af hvervet som bestyrelsesformand og næstformand.
Formanden og næstformanden kan dog, hvor der er særligt
behov herfor, udføre opgaver, som den pågældende
bliver anmodet om at udføre af og for bestyrelsen.
Stk. 5.
Vejdirektoratet er forretningsfører og varetager den daglige
ledelse og administration. Forretningsføreren udarbejder og
forelægger årsregnskab for bestyrelsen. Bestyrelsen
fastsætter ved instruks det nærmere indhold af
forretningsførerens opgaver.
Stk. 6.
Vejdirektoratet udarbejder som forretningsfører materiale om
udbud og indgåelse af kontrakt i forbindelse med anlæg,
jf. § 1, stk. 1, samt om opgaven med etablering, drift og
vedligehold af et betalingsanlæg og opgaven med inddrivelse
af betaling for passage, jf. § 9, stk. 1 og 2. Udbudsmateriale
og kontrakter forelægges for og godkendes af bestyrelsen.
Stk. 7.
Vejdirektoratet stiller det nødvendige antal medarbejdere og
øvrige ressourcer til rådighed til varetagelse af
Fjordforbindelsen Frederikssunds virksomhed, herunder til
administrations-, projekterings- og udbuds- og kontraktopgaver,
samt til varetagelse af Fjordforbindelsen Frederikssunds
gælds- og formueforvaltning.
Stk. 8.
Fjordforbindelsen Frederikssund betaler Vejdirektoratet for at
varetage de nævnte opgaver, jf. stk. 5-7, baseret på
kostpris. Transportministeren fastsætter nærmere regler
for betalingen.
§ 11. Transportministeren udøver
over for Fjordforbindelsen Frederikssund de beføjelser, der
efter selskabsloven og årsregnskabsloven tilkommer
generalforsamlingen i et aktieselskab, idet ministeren herved
sidestilles med en eneaktionær.
Stk. 2.
I Fjordforbindelsen Frederikssund afholdes generalforsamling i form
af et virksomhedsmøde.
Stk. 3.
Transportministeren fastsætter vedtægter for
Fjordforbindelsen Frederikssund.
§ 12. Selskabsloven, herunder de
særlige bestemmelser for statslige aktieselskaber, finder med
de fornødne tilpasninger anvendelse for Fjordforbindelsen
Frederikssund med de ændringer, der følger af denne
lov.
Kapitel 5
Regnskabs- og revisionsmæssige
forhold, optagelse af lån og forsikring
§ 13. De regler i
årsregnskabsloven, der gælder for aktieselskaber,
herunder bestemmelser for statslige aktieselskaber, finder
anvendelse for Fjordforbindelsen Frederikssund med de tilpasninger,
som er en konsekvens af denne lov.
Stk. 2.
Fjordforbindelsen Frederikssunds årsrapport revideres af en
statsautoriseret revisor og af rigsrevisor. Den statsautoriserede
revisor vælges af transportministeren på
virksomhedsmødet efter indstilling fra bestyrelsen, og
valget gælder for 1 år ad gangen. Genvalg kan ske.
Stk. 3.
Rigsrevisor reviderer endvidere Fjordforbindelsen Frederikssunds
regnskaber efter reglerne i lov om revisionen af statens regnskaber
m.m.
Stk. 4.
Den reviderede årsrapport forelægges til godkendelse
på et virksomhedsmøde.
§ 14. Fjordforbindelsen Frederikssund
kan optage lån til varetagelse af sin virksomhed.
Stk. 2.
Lån optages efter finansministerens nærmere bestemmelse
med henblik på at opnå de bedst mulige vilkår.
Finansministeren bemyndiges til at yde garanti af statskassen for
betaling af renter og afdrag. Finansministeren er endvidere
bemyndiget til, i det omfang det måtte anses for
hensigtsmæssigt, at dække Fjordforbindelsen
Frederikssunds finansieringsbehov gennem statslige genudlån.
Sådanne lån må ikke ydes på bedre
vilkår end dem, som staten selv kan opnå som
låntager.
Stk. 3.
Fjordforbindelsen Frederikssund orienterer transportministeren en
gang årligt om status for langtidsbudget, indtægter,
udgifter og udvikling i balancen. I tilfælde af at der
efterfølgende sker væsentlige ændringer,
orienteres transportministeren herom.
§ 15. Fjordforbindelsen Frederikssund
er ikke skattepligtig.
§ 16. Fjordforbindelsen Frederikssund
skal tegne de forsikringer, der er nødvendige for
virksomheden.
Kapitel 6
Betaling for passage,
fastsættelse af takster m.v.
§ 17. Fjordforbindelsen Frederikssund
opkræver betaling for passage af biler, jf.
færdselslovens § 2, over den i § 1, stk. 1, nr. 1,
nævnte højbro, jf. dog §§ 20 og 25.
Stk. 2.
Niveauet for betalingerne i form af takster og administrative
gebyrer fastsættes af Fjordforbindelsen Frederikssunds
bestyrelse. Bestyrelsen kan fastsætte rabatordninger, dog
således at den forudsatte tilbagebetalingstid på 40
år ikke forlænges.
Stk. 3.
De i stk. 2 nævnte takster og administrative gebyrer
offentliggøres på Fjordforbindelsen Frederikssunds
hjemmeside.
§ 18. Betalingspligten påhviler
den, i hvis navn køretøjet er registreret. Hvis
køretøjet er registreret for såvel en bruger
som en ejer, påhviler betalingspligten dem begge. For danske
køretøjer finder § 10, stk. 2-6, i lov om
vægtafgift af motorkøretøjer m.v.
anvendelse.
§ 19. Betaling for passage sker
automatisk ved hjælp af køretøjsudstyr til
elektronisk betalingsopkrævning.
Stk. 2.
Har køretøjet ikke monteret
køretøjsudstyr til elektronisk betaling, jf. stk. 1,
eller hvis dette ikke er i funktion på betalingstidspunktet,
registreres køretøjet ved hjælp af
kameraoptagelse af køretøjets nummerplade.
Stk. 3.
Ved registrering via kameraoptagelse, jf. stk. 2,
pålægges et administrationsgebyr svarende til de ekstra
omkostninger, der er forbundet med denne registreringsmetode.
Administrationsgebyr pålægges dog ikke, når
registrering via kameraoptagelse skyldes svigt i det tekniske
udstyr, den betalingspligtige efter § 18 ikke kan gøres
ansvarlig for.
§ 20. Fritaget for betaling for passage
efter § 17, stk. 1, er
1) køretøjer, der
tilhører forsvaret og redningsberedskabet,
2) køretøjer, der
specielt er indrettet til brandsluknings- og redningsopgaver og
udelukkende anvendes ved udrykning hertil, og
køretøjer, som tilhører og udelukkende
anvendes af beredskabskommissioner og ikke anvendes
erhvervsmæssigt i konkurrence med private
erhvervsdrivende,
3) køretøjer, der
tilhører politiet, og
4) køretøjer, der
tilhører Vejdirektoratet og anvendes i forbindelse med
vejbestyrelsesopgaver på broen og det omkringliggende
hovedlandevejsnet.
Stk. 2. En forudsætning for
betalingsfritagelse i henhold til stk. 1 er, at
køretrøjerne er forsynet med
køretøjsudstyr til elektronisk
betalingsopkrævning, jf. § 19, stk. 1.
Stk. 3.
Transportministeren kan bestemme, at andre nærmere
afgrænsede trafikantgrupper kan fritages for betaling for
passage.
Kapitel 7
Indhentning og behandling af
oplysninger, behandling af trafikdata m.v.
§ 21. Med henblik på
opkrævning af betaling og administrationsgebyr, når et
betalingspligtigt køretøj har passeret en
betalingsportal uden køretøjsudstyr til elektronisk
betaling i funktion på registreringstidspunktet, jf. §
19, stk. 2, kan operatøren på vegne af
Fjordforbindelsen Frederikssund indhente nødvendige
oplysninger i Køretøjsregisteret.
Stk. 2.
Operatøren kan på vegne af Fjordforbindelsen
Frederikssund foretage kameraoptagelse fra betalingsportaler og
nærliggende arealer til brug for registrering af
køretøjer, der passerer fjordforbindelsen.
Kameraoptagelsen kan opbevares, indtil der enten er sket endelig
betaling, truffet endelig afgørelse i en klage over
opkrævningen, eller efter endt behandling ved domstolene.
Stk. 3.
Operatøren kan på vegne af Fjordforbindelsen
Frederikssund om nødvendigt videregive de i stk. 1 og 2
nævnte oplysninger og kameraoptagelser til brug for
klagesagsbehandling og sagsbehandling i forbindelse med inddrivelse
af fordringer og sagsbehandling ved domstolene.
§ 22. Transportministeren kan
fastsætte regler for Fjordforbindelsen Frederikssund om
videregivelse af oplysninger om trafiksammensætningen og
trafikafviklingen til brug for indsamling, formidling og drift af
intelligente transportsystemer og indsamling af data til brug for
trafikanalyser, forskning m.v.
Stk. 2.
Transportministeren kan bemyndige Fjordforbindelsen Frederikssund
til at fastsætte aftalevilkår om, at statistiske
oplysninger som nævnt i stk. 1 skal videregives fra udbydere
af køretøjsudstyr til elektronisk betaling til
Fjordforbindelsen Frederikssund.
Kapitel 8
Tilsyn med Fjordforbindelsen
Frederikssund
§ 23. Transportministeren fører
tilsyn med, at Fjordforbindelsen Frederikssund efterlever
bestemmelserne i denne lov.
Stk. 2.
Fjordforbindelsen Frederikssund skal efter anmodning stille enhver
oplysning om sin virksomhed til rådighed for
transportministeren.
Kapitel 9
Offentlighed i Fjordforbindelsen
Frederikssund
§ 24. Lov om offentlighed i
forvaltningen med undtagelse af lovens §§ 11, 12 og 15-17
finder anvendelse på al virksomhed, der udøves af
Fjordforbindelsen Frederikssund.
Kapitel 10
Fjordforbindelsen Frederikssunds
ophør
§ 25. Transportministeren bemyndiges
til at opløse Fjordforbindelsen Frederikssund, når
Fjordforbindelsen Frederikssunds gæld til finansiering af den
nye fjordforbindelse ved Frederikssund og tilkørselsveje,
jf. § 1, stk. 1, og til betalingsanlæg m.v., jf. §
9, stk. 1, er tilbagebetalt og eventuelle øvrige
forpligtelser er opfyldt. Opløsningen sker i henhold til de
almindelige regler for selskabers opløsning i medfør
af selskabsloven. Opløsning kan tillige ske uden likvidation
ved overdragelse af aktiver og forpligtelser som helhed til
staten.
Stk. 2.
Opkrævningen af betaling for passage af fjordforbindelsen,
jf. § 17, stk. 1, ophører i forbindelse med
opløsning af Fjordforbindelsen Frederikssund. Staten
overtager eventuelle forpligtelser, som Fjordforbindelsen
Frederikssund måtte have.
Kapitel 11
Klage- og strafbestemmelser
§ 26. Transportministerens
afgørelser efter § 3, stk. 3, kan ikke indbringes for
anden administrativ myndighed.
Stk. 2.
I regler, der udstedes efter § 3, stk. 1, kan der
fastsættes straf i form af bøde for overtrædelse
af bestemmelserne i reglerne.
Stk. 3.
Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer)
strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
Kapitel 12
Ikrafttræden
§ 27. Loven træder i kraft dagen
efter bekendtgørelsen i Lovtidende.
Bilag 1
Ny forbindelse over Roskilde Fjord ved
Frederikssund