L 20 Forslag til lov om offentlige veje m.v.

Af: Transportminister Magnus Heunicke (S)
Udvalg: Transportudvalget
Samling: 2014-15 (1. samling)
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 08-10-2014

Fremsættelse: 08-10-2014

Skriftlig fremsættelse (8. oktober 2014)

20141_l20_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (8. oktober 2014)

Transportministeren (Magnus Heunicke):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om offentlige veje mv.

(Lovforslag nr. L 20)

Lovforslaget er et led i moderniseringen af lovgivningen på vejområdet. Vejlovgivningen består i dag af 4 love: privatvejsloven, vejbidragsloven, renholdelsesloven og altså vejloven, som netop revideres med dette lovforslag. Med dette lovforslag reduceres antallet af love på området fra de nuværende 4 love til 2 hovedlove: vejloven og privatvejsloven. De to andre love vil med dette lovforslag blive ophævet, idet bestemmelserne er indarbejdet i de resterende hovedlove. Derudover indebærer lovforslaget en tiltrængt forenkling og modernisering af vejloven. Den gældende vejlov stammer i sin grundform fra 1972, og selvom der løbende er foretaget justeringer, er loven på en række områder ikke længere tidssvarende.

Lovforslaget indeholder også en række helt nye tiltag, der især relaterer sig til bekæmpelse af trængsel på vejene. Fremkommeligheden er bl.a. udfordret af mange gravearbejder på vejnettet, og derfor lægger lovforslaget op til at sætte fokus på bedre styring og koordinering af gravearbejder, ligesom der foreslås bemyndigelse til at fastsætte regler om vilkår om bod, når gravearbejder forsinkes.

Desuden indeholder lovforslaget initiativer til at sikre en mere smidig trafikafvikling på tværs af kommunegrænser.

Endelig har lovforslaget til hensigt at tilgodese og fremme grøn trafik, ved at kommunerne får hjemmel til at differentiere betaling for parkering til fordel for miljøvenlige køretøjer. Kommunerne kan med andre ord vælge fx at gøre parkering for elbiler og andre typer af grønne køretøjer billigere eller helt gratis.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget med tilhørende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale forslaget til det Høje Tings velvillige behandling.