Skriftlig fremsættelse (29. april
2015)
Justitsministeren
(Mette Frederiksen):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om
ændring af udlændingeloven (Kompetenceændring i
relation til sager om humanitær opholdstilladelse
m.v.)
(Lovforslag nr. L 194)
Med
regeringsgrundlaget »Et Danmark, der står sammen«
fra oktober 2011 satte regeringen sig som mål, at reglerne om
humanitær opholdstilladelse underlægges en gennemgang,
idet særligt meget syge mennesker, som loven er
tiltænkt, kan have svært ved at få
humanitær opholdstilladelse.
Justitsministeriet har på den baggrund udarbejdet en
redegørelse, som gennemgår området for
humanitær opholdstilladelse. Redegørelsen blev
oversendt til Folketinget den 24. marts 2015 og viser, at praksis
for meddelelse af humanitær opholdstilladelse i
overensstemmelse med lovforarbejderne er meget restriktiv.
Det er
regeringens opfattelse, at praksis for meddelelse af
humanitær opholdstilladelse fortsat skal være meget
restriktiv, og at det skal have undtagelsens karakter, at der gives
humanitær opholdstilladelse. Regeringen finder dog på
baggrund af redegørelsen anledning til at foreslå
visse justeringer af ordningen med humanitær
opholdstilladelse.
Lovforslaget
indebærer, at kompetencen til at træffe
afgørelse i sager om humanitær opholdstilladelse
overføres fra Justitsministeriet til
Udlændingestyrelsen med klageadgang til
Flygtningenævnet. Herved vil der i lighed med den almindelige
ordning på udlændingeområdet blive indført
et to-instans-princip i denne kategori af sager. Dette vil
også styrke ansøgernes retssikkerhed.
Det
foreslås dog, at Udlændingestyrelsen i visse typer af
sager, hvor en ansøgning om humanitær
opholdstilladelse må anses for åbenbart
grundløs, får mulighed for at afskære
klageadgang til Flygtningenævnet.
Lovforslaget
indebærer endvidere, at betingelserne for at få
såkaldt helbredsbetinget opholdstilladelse udtrykkeligt
kommer til at fremgå af bestemmelsen i udlændingelovens
§ 9 b. Det bemærkes i den forbindelse, at
helbredsbetinget opholdstilladelse i dag udgør
kerneområdet for meddelelse af humanitær
opholdstilladelse.
Regeringen
finder desuden, at der på baggrund af redegørelsen er
anledning til at justere praksis for meddelelse af humanitær
opholdstilladelse til særligt sårbare
børnefamilier, hvor forældrene som følge af
deres helbredstilstand kun meget vanskeligt kan tage vare på
børnene.
Det
forudsættes således med lovforslaget, at praksis
ændres således, at det fremover efter
omstændighederne også vil være muligt at give
humanitær opholdstilladelse til særligt sårbare
børnefamilier, hvor forældrene er syge og kun har
meget begrænsede forældremæssige ressourcer, uden
at dette nødvendigvis er en direkte følge af
helbredstilstanden.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.