L 19 Forslag til lov om dansk turisme.

Af: Erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen (S)
Udvalg: Erhvervs-, Vækst- og Eksportudvalget
Samling: 2014-15 (1. samling)
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 08-10-2014

Fremsættelse: 08-10-2014

Skriftlig fremsættelse (8. oktober 2014)

20141_l19_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (8. oktober 2014)

Erhvervs- og vækstministeren (Henrik Sass Larsen):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om dansk turisme

(Lovforslag nr. L 19)

Formålet med lovforslaget er at skabe en stærkere organisering og styring af den offentlige turismefremmeindsats. Lovforslaget følger op på den politiske aftale om vækstplan for dansk turisme fra juni 2014 mellem regeringen, Venstre, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Det Konservative Folkeparti.

Med lovforslaget etableres et nationalt turismeforum, som skal koordinere og styre den offentlige turismefremmeindsats i Danmark. Det nationale turismeforum skal udarbejde en national strategi for dansk turisme med centrale prioriteter og mål for fremme af dansk turisme, samt igangsætte analyser, herunder en større årlig analyse af udviklingen i dansk turisme. Forummet får endvidere til opgave årligt at udarbejde en rapport til erhvervs- og vækstministeren om status for udmøntningen af den nationale strategi.

I tilknytning til det nationale turismeforum etableres et rådgivende organ, Dansk Turismes Advisory Board, som består af organisationer og øvrige relevante ministerier. Advisory Boardet skal medvirke til, at der er sammenhæng mellem målene for den offentlige turismefremmeindsats og relevante sektorområder inden for turismen, samt erhvervets efterspørgsel og udviklingsmuligheder.

Udviklingsindsatsen samles under tre regionale udviklingsselskaber for turisme, der får ansvaret for udviklingen af dansk turisme inden for de tre forretningsområder kyst- og naturturismen, erhvervs- og mødeturismen samt storbyturismen. Selskaberne skal udarbejde udviklingsstrategier for hvert forretningsområde og afrapportere til det nationale turismeforum. Status for udmøntningen af strategierne vil indgå i den årlige rapport til erhvervs- og vækstministeren.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de bemærkninger, der ledsager det, skal jeg anbefale forslaget til Tingets velvillige behandling.