Skriftlig fremsættelse (15. april
2015)
Ministeren for
børn, ligestilling, integration og sociale forhold
(Manu Sareen):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af
adoptionsloven. (Et nyt adoptionssystem m.v.)
(Lovforslag nr. L 187).
Der er gennemført en helhedsanalyse
af det danske adoptionssystem med særligt fokus på
internationale fremmedadoptioner. På baggrund af analysen har
regeringen (Socialdemokraterne og Det Radikale Venstre), Venstre,
Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Liberal Alliance og Det
Konservative Folkeparti den 2. oktober 2014 indgået en
politisk aftale om et nyt adoptionssystem. Lovforslaget
udmønter de dele af aftalen, der kræver
lovændringer.
Det overordnede formål med
lovforslaget er at fremtidssikre den internationale
adoptionsformidling til Danmark og understøtte den
nødvendige stabilitet i adoptionssystemet, samtidig med at
sikkerheden i forhold til de adoptioner, der gennemføres,
øges.
Forslaget skal dermed også være
med til at understøtte gode vilkår for de børn,
der kommer til Danmark. Forslaget indebærer en
nytænkning af systemet med fokus på at udnytte de
kompetencer, der allerede findes på området for
international adoption, bedst muligt og sådan, at placeringen
af opgaver hos henholdsvis centralmyndighed og adoptionsformidlende
organisation afspejler den ekspertise, der findes de respektive
steder. Derved styrkes varetagelsen af det enkelte
adoptionsforløb og af området som sådan.
For at indfri disse formål skal der
ske en tilpasning af organiseringen af adoptionsformidlingen med
skærpede krav til adoptionsformidlende organisationer.
Lovforslaget skal endvidere muliggøre en højere grad
af styring af formidlingen fra myndighedernes side og et
skærpet tilsyn med organisationerne, samtidig med at det
økonomiske tilsyn øges. Tilsynet med
adoptionsformidlingen samles hos én myndighed -
Ankestyrelsen - og kompetencen til at tillade, at et
adoptionsforløb fortsætter (godkendelse af
matchningsforslag), flyttes fra de adoptionsformidlende
organisationer til Ankestyrelsen.
Endelig skal lovforslaget sikre
adoptivfamilierne den nødvendige støtte i forhold til
adoptionen med henblik på at understøtte gode
adoptionsforløb for børnene. Dette foreslås at
ske ved at gøre adoptionsrådgivning umiddelbart
før og efter, at et adoptivbarn tager ophold hos adoptanten
i Danmark i forbindelse med en international eller national
adoption, obligatorisk, og ved at fastsætte adgang til
rådgivning, udover den obligatoriske rådgivning, i
adoptionsloven.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.