Skriftlig fremsættelse (26. marts
2015)
Ministeren for sundhed og
forebyggelse (Nick Hækkerup):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af
sundhedsloven og lov om socialtilsyn (Øget kvalitet i
alkoholbehandlingen)
(Lovforslag nr. L 179)
Forslaget til lov om ændring af
sundhedsloven og lov om socialtilsyn (Øget kvalitet i
alkoholbehandlingen) udmønter satspuljepartiernes beslutning
om, som led i satspuljeaftalen for 2015-2018, at afsætte
midler til en øget kvalitet i alkoholbehandlingen.
Lovforslaget indebærer, at der
etableres en godkendelses- og tilsynsordning med
alkoholbehandlingssteder, hvor de eksisterende fem socialtilsyn
fremadrettet skal godkende og føre driftsorienteret tilsyn
med alkoholbehandlingssteder, der yder behandling med offentlige
midler.
Lovforslaget skal sikre, at der fra
centralt hold stilles langt højere krav til den faglige
kvalitet på de alkoholbehandlingssteder, som behandler
borgere med alkoholproblemer - hvad enten der er tale om offentlige
eller private behandlingssteder.
Størrelsen på de fem
socialtilsyn giver mulighed for at sikre en høj faglighed og
stor professionalisme i forhold til godkendelse af og
driftsorienteret tilsyn med alkoholbehandlingssteder.
Godkendelse og driftsorienteret tilsyn
foretages på baggrund af centralt fastlagte retningslinjer om
bl.a. kvalitet, økonomi og organisation. Tilsynet skal
på tilsynsbesøg mindst én gang årligt.
Socialtilsynet skal træffe afgørelse om at
underlægge et tilbud skærpet tilsyn, hvis der er behov
for det.
Alkoholbehandlingssteder omfattes af den
kvalitetsmodel, som er en del af lov om socialtilsyn - dog i en
tilpasset version. Desuden vil vejledninger og retningslinjer
udarbejdet af Sundhedsstyrelsen blive benyttet af socialtilsynene
som redskaber til godkendelse af og driftsorienteret tilsyn med
alkoholbehandlingsstederne.
Finansieringen af socialtilsynets opgave
med at godkende og føre driftsorienteret tilsyn med
alkoholbehandlingssteder vil blive takstfinansieret. Taksten
opkræves hos de omfattede behandlingssteder, som kan indregne
omkostningerne til tilsynet i den takst, som behandlingsstederne
opkræver hos kommunerne.
Med lovforslaget ændres der ikke ved
Sundhedsstyrelsens tilsyn med sundhedsfaglig virksomhed, der
udføres af autoriserede sundhedspersoner og personer, der
handler på disses ansvar samt Sundhedsstyrelsens tilsyn med
private sygehuse, klinikker og praksis. Sundhedsstyrelsens tilsyn
supplerer således det driftsorienterede tilsyn, som
fremadrettet udføres af de fem socialtilsyn.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.