Skriftlig fremsættelse (25. marts
2015)
Klima-, energi- og
bygningsministeren (Rasmus Helveg Petersen):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
varmeforsyning og byggeloven (Kommuners adgang til varetagelse af
varmeforsyningsvirksomhed samt bygningsopvarmning baseret på
vedvarende energi m.v.)
(Lovforslag nr. L 177)
Lovforslaget indeholder ændringer af
lov om varmeforsyning og byggeloven.
Lovforslagets formål er at
lovfæste reglerne om kommuners hjemmel til varetagelse af
kollektiv varmeforsyning, herunder reglerne om garantistillelse.
Disse regler følger i dag af almindelige kommunalretlige
grundsætninger om kommuners opgavevaretagelse, de
såkaldte kommunalfuldmagtsregler. En regulering i
varmeforsyningsloven kan skabe større klarhed over
såvel muligheder som begrænsninger for kommunernes
opgavevaretagelse på området.
Forslaget har desuden til formål at
udvide muligheden for anvendelse af biomassebaseret varmeproduktion
i områder forsynet med decentral naturgasbaseret kraftvarme,
hvilket vil kunne nedbringe varmepriserne i de
pågældende områder. Ordningen omfatter i dag 35
udvalgte fjernvarmenet og foreslås at blive udvidet med
yderligere 50 til i alt 85 fjernvarmenet.
Herudover vil de foreslåede
ændringer i varmeforsyningsloven forbedre rammerne for
anvendelse af kollektiv varmeforsyning til procesformål og
muliggøre prisdifferentiering mellem rumvarme- og
proceskunder. Forslaget giver endvidere klima-, energi- og
bygningsministeren hjemmel til at fastsætte regler til at
sikre forbrugerrettigheder i forbindelse med leveringsaftaler.
Endeligt skal lovforslaget præcisere
den eksisterende hjemmel i byggeloven til at fastsætte regler
om bygningers opvarmningsform. Formålet hermed er at give
bygningsejere frihed til at vælge den opvarmningsform, der
passer det pågældende byggeri bedst, forudsat at
opvarmningsformen er baseret på vedvarende energi.
Det forventes, at lovforslagets regler om
kommunal garantistillelse vil kunne medføre et øget
ressourcebehov i Energitilsynet, som bliver gebyrfinansieret.
Øvrige merudgifter for staten vil blive afholdt inden for de
eksisterende rammer. Forslaget ventes ikke at have
økonomiske konsekvenser for regioner og kommuner.
Lovforslaget vil give erhvervslivet
større sikkerhed om de økonomiske rammer for
kollektiv varmeforsyning, som kan fremme investeringer og
gennemførelse af projekter. Forslaget udvider mulighederne
for kommunal garantistillelse til private kraftvarmeanlæg
omfattet af elforsyningsloven. De foreslåede regler vil kunne
medføre en begrænset forhøjelse af
varmepriserne, fordi merudgifterne for Energitilsynet vil blive
gebyrfinansieret og dette gebyr vil kunne indregnes i
varmepriserne.
Garantistillelse kan indebære
støtte og er i så fald omfattet af EU-reglerne om
statsstøtte. Kommunerne har ansvar for at sikre, at den
garanti, de vil stille, er forenelig med de nationale regler og med
statsstøttereglerne.
Den foreslåede udvidelse af
muligheden for biomasseforsyning af udvalgte fjernvarmenet vil
kunne reducere varmeprisen i de pågældende
områder med 3.000 - 4.000 kr. årligt for en husstand og
forventes at have en positiv miljøeffekt.
Idet der i øvrigt henvises til
lovforslaget med bemærkninger, anbefales forslaget til
Folketingets velvillige behandling.