L 162 Forslag til jernbanelov.

Af: Transportminister Magnus Heunicke (S)
Udvalg: Transportudvalget
Samling: 2014-15 (1. samling)
Status: Stadfæstet

Betænkning

Afgivet: 05-05-2015

Afgivet: 05-05-2015

Betænkning afgivet af Transportudvalget den 5. maj 2015

20141_l162_betaenkning.pdf
Html-version

Betænkning afgivet af Transportudvalget den 5. maj 2015

1. Ændringsforslag

Der er stillet 17 ændringsforslag til lovforslaget. Transportministeren har stillet ændringsforslag nr. 1-4, 9, 11, 12 og 15-17. Enhedslistens medlemmer af udvalget har stillet ændringsforslag nr. 5-8, 10, 13 og 14.

2. Udvalgsarbejdet

Lovforslaget blev fremsat den 11. marts 2015 og var til 1. behandling den 26. marts 2015. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Transportudvalget.

Møder

Udvalget har behandlet lovforslaget i 4 møder.

Høring

Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen været sendt i høring, og transportministeren sendte den 22. december 2014 dette udkast til udvalget, jf. TRU alm. del - bilag 103. Den 18. marts 2015 sendte transportministeren de indkomne høringssvar og et notat herom til udvalget.

Skriftlige henvendelser

Udvalget har i forbindelse med udvalgsarbejdet modtaget skriftlige henvendelser fra:

KL,

Thomas Albøg Olsen og

Carl Dixen Pedersen, Greve.

Transportministeren har over for udvalget kommenteret de skriftlige henvendelser til udvalget.

Deputationer

Endvidere har KL og Carl Dixen Pedersen, Greve, mundtligt over for udvalget redegjort for deres holdning til lovforslaget.

Samråd

Udvalget har stillet 4 spørgsmål til transportministeren til mundtlig besvarelse, som denne besvaret i et samråd med udvalget den 5. maj 2015.

Transportministeren har efterfølgende sendt udvalget det talepapir, der dannede grundlag for ministerens besvarelse af spørgsmålene, og et supplerende notat med en beskrivelse af bl.a. Havarikommissionens rolle og et sikkerhedsforum i regi af Trafikstyrelsen, jf. L 162 - bilag 13 og 14.

Spørgsmål

Udvalget har stillet 13 spørgsmål til transportministeren til skriftlig besvarelse, hvoraf denne har besvaret 11 spørgsmål, mens de resterende spørgsmål forventes besvaret inden 2. behandlingen af lovforslaget.

3. Indstillinger og politiske bemærkninger

Et flertal i udvalget (udvalget med undtagelse af EL) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de af transportministeren stillede ændringsforslag. Flertallet vil stemme imod de af Enhedslisten stillede ændringsforslag.

Et mindretal i udvalget (EL) stemmer hverken for eller imod lovforslaget ved 3. behandling. Mindretallet vil stemme for de af transportministeren stillede ændringsforslag nr. 3, 9 og 11 og de af mindretallet stillede ændringsforslag.

Enhedslistens medlemmer af udvalget bemærker, at idet et flertal i udvalget vil stemme imod de af Enhedslisten stillede ændringsforslag, kan EL hverken stemme for eller imod det samlede lovforslag. På trods af gode tiltag og intentioner i lovforslaget er EL af den overbevisning, at lovforslaget - uden EL's foreslåede ændringer - kan komme til at kompromittere jernbanesikkerheden på lidt længere sigt. Havarikommissionen skal ikke længere undersøge mindre uheld og hændelser, men vi anerkender, at det kan Havarikommissionen gøre, hvis den finder det hensigtsmæssigt. Det bliver imidlertid hurtigt et spørgsmål om ressourcer, og da centraladministrationen er udsat for løbende besparelser og nedskæringer, tror EL ikke på, at Havarikommissionen på lidt længere sigt kan opretholde muligheden for også at undersøge uheld, hændelser og uhensigtsmæssigheder, og således vil Havarikommissionen ikke fungere som det nødvendige opsamlingssted for viden og erfaring i forhold til de begivenheder, som udfordrer jernbanesikkerheden.

Alternativet, Inuit Ataqatigiit, Siumut, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.

4. Ændringsforslag med bemærkninger

Ændringsforslag

Til § 49

Af transportministeren, tiltrådt af et flertal (udvalget med undtagelse af EL):

1) I stk. 1 indsættes efter »skaden«: »eller dødsfaldet«.

[Sproglig præcisering]

Til § 69

2) Overskriften før paragraffen affattes således:

»Alkohol og andre bevidsthedspåvirkende stoffer m.v.«

[Ensartet sprogbrug i forhold til § 69, stk. 1, nr. 3 og 4]

Til § 72

Af transportministeren, tiltrådt af udvalget:

3) Efter »sikkerhedsgodkendelsen« indsættes: »eller en godkendelse, jf. § 60, stk. 2«.

[Udvidelse af mulighed for at udstede påbud for manglende overholdelse af godkendelse]

Til § 78

Af transportministeren, tiltrådt af et flertal (udvalget med undtagelse af EL):

4) I stk. 2 og 3 indsættes efter »uregelmæssigheder«: »på jernbaneområdet«.

[Ensartet sprogbrug i forhold til § 78, stk. 1]

Til § 81

Af et mindretal (EL):

5) I stk. 1 ændres »alvorlige« til: »hændelser og«.

[Havarikommissionen skal undersøge både hændelser og ulykker]

6) Stk. 2 udgår.

Stk. 3 bliver herefter stk. 2.

[Konsekvens af ændringsforslag nr. 5]

Til § 103

7) I stk. 2, 2. pkt., indsættes efter »organisering«: », fysiske placering«.

[Fysisk adskillelse af Jernbanenævnet og andre parter]

8) I stk. 2, 3. pkt., indsættes efter »uafhængigt af«: »og placeret fysisk adskilt fra«.

[Fysisk adskillelse af Jernbanenævnet og andre parter]

Af transportministeren, tiltrådt af udvalget:

9) Efter stk. 4 indsættes som nyt stykke:

»Stk. 5. Formanden for Jernbanenævnet skal være dommer. Formanden udpeges af vedkommende retspræsident.«

Stk. 5 og 6 bliver herefter stk. 6 og 7.

[Kompetencekrav til formanden]

Af et mindretal (EL):

10) Efter stk. 5 indsættes som nyt stykke:

»Stk. 01. Jernbanenævnet betjenes af sit eget, selvstændige sekretariat.«

[Jernbanenævnet betjenes af eget sekretariat]

Af transportministeren, tiltrådt af udvalget:

11) I stk. 5, der bliver stk. 6, ændres »medlemmer« til: »øvrige medlemmer, jf. stk. 5,«.

[Konsekvensrettelse som følge af det foreslåede nye stk. 5]

Til § 109

Af transportministeren, tiltrådt af et flertal (udvalget med undtagelse af EL):

12) I stk. 4, 2. pkt., indsættes efter »samt«: »en årlig aktivitetsafgift på«.

[Ensartet sprogbrug i forhold til § 109, stk. 4, 1. pkt.]

Til § 113

Af et mindretal (EL):

13) I stk. 4 indsættes efter »og at Jernbanenævnets afgørelser ikke kan påklages til anden administrativ myndighed«: », jf. dog stk. 01.«.

[Opretholdelse af klageadgang til Jernbanenævnet]

14) Efter stk. 4 indsættes som nyt stykke:

»Stk. 01. Sikkerhedsafgørelser inden for jernbaneområdet truffet af Trafikstyrelsen eller tilsvarende myndighed kan påklages til Jernbanenævnet.«

[Opretholdelse af klageadgang til Jernbanenævnet]

Til § 115

Af transportministeren, tiltrådt af et flertal (udvalget med undtagelse af EL):

15) I stk. 1, 1. pkt., indsættes efter »indbringes«: »for domstolene«.

[Sproglig præcisering]

Til § 116

16) I stk. 1, nr. 3, ændres »Havarikommissionen« til: »Havarikommissionen for Civil Luftfart og Jernbane«.

[Sproglig præcisering]

Til § 126

17) Efter nr. 3 indsættes som nyt nummer:

»01. I § 4, stk. 5, der bliver stk. 4, ændres to steder »stk. 4« til: »stk. 3«.«

[Rettelse af henvisningsfejl]

Bemærkninger

Til nr. 1, 2, 4, 12, 15 og 16

Der er tale om sproglige præciseringer, som gør bestemmelserne mere letlæselige eller sikrer ensartet sprogbrug i forhold til andre bestemmelser i lovforslaget. Der er med disse ændringer ikke påtænkt ændringer i retstilstanden.

Til nr. 3

Der foreslås, at § 72 i det fremsatte lovforslag præciseres, således at det klart fremgår af bestemmelsen, at Trafikstyrelsen ligeledes kan udstede påbud, såfremt en indehaver af et sikkerhedscertifikat, jf. § 58, eller en indehaver af en sikkerhedsgodkendelse, jf. § 59, ikke opfylder vilkår fastsat i en godkendelse omfattet af § 60, stk. 2. Trafikstyrelsen får derved mulighed for at udstede påbud om, at indehavere af sikkerhedscertifikat eller sikkerhedsgodkendelse skal foretage de nødvendige foranstaltninger for at opfylde et vilkår fastsat i en godkendelse straks eller inden for en nærmere angivet tidsfrist.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets bemærkninger til § 72 og de almindelige bemærkninger, punkt 2.6.2.2.

Til nr. 5

Med ændringsforslaget skal Havarikommissionen undersøge både hændelser, mindre ulykker og alvorlige ulykker. Lovforslaget som fremsat lægger ellers op til, at Havarikommissionen kun involveres i alvorlige ulykker i form af togsammenstød eller -afsporinger, som resulterer i mindst én dræbt eller mindst fem alvorligt tilskadekomne eller skade på rullende materiel, infrastruktur eller miljø for mindst 2 mio. euro. Hændelser og ulykker under denne »bagatelgrænse« vil - med det fremsatte lovforslag - skulle undersøges af jernbanevirksomhederne og infrastrukturforvalterne selv.

Ændringsforslaget vil sikre, at der ikke opstår en interessekonflikt, hvor eventuelle parter i en ulykke - jernbanevirksomheder og/eller infrastrukturforvaltere - skal undersøge sig selv, og samtidig sikres, at den erfaring og læring, som myndighederne kan drage af mindre hændelser og ulykker, vil indgå i det løbende sikkerhedsarbejde på jernbanen, så også de mere alvorlige ulykker kan forebygges og forhåbentlig undgås.

Til nr. 6

Dette er en konsekvens af, at Havarikommissionen undersøger både hændelser og ulykker - ikke kun alvorlige ulykker - jf. ændringsforslag nr. 5.

Til nr. 7, 8 og 10

Ændringsforslagene sikrer Jernbanenævnets uafhængighed fra andre myndigheder og eventuelle parter i sager, både i forhold til fysisk placering og sekretariatsbetjening.

Til nr. 9

Det foreslås, at formanden for Jernbanenævnet skal være dommer, og at formanden til forskel fra nævnets øvrige medlemmer udpeges af vedkommende retspræsident. Det vil sige, at udpegning af formanden sker ved en dertil tilforordnet retspræsident i overensstemmelse med retsplejelovens § 47 a. Det følger heraf, at en dommer kan varetage hvervet, hvis det er bestemt ved lov. Den foreslåede bestemmelse tilvejebringer denne hjemmel.

Det bemærkes endvidere, at udpegningen af en dommer som formand understøtter opfyldelse af kravet i omarbejdningen af 1. jernbanepakke, jf. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/34/EU af 21. november 2012 om oprettelse af et fælles europæisk jernbaneområde, om, at Jernbanenævnet skal være uafhængigt. Endvidere sikrer den foreslåede udpegning af en dommer, at formanden har de fornødne juridiske kvalifikationer til at varetage hvervet.

Til nr. 11

Den foreslåede ændring i stk. 5, der bliver stk. 6, skyldes, at det efter det fremsatte lovforslag var hensigten, at erhvervs- og vækstministeren efter høring af transportministeren skulle udpege alle Jernbanenævnets medlemmer, herunder også formanden. Som konsekvens af lovforslaget til et nyt stk. 5, hvorefter formanden for nævnet udpeges af vedkommende retspræsident, fastslås det, at erhvervs- og vækstministeren alene skal udpege - og i den forbindelse høre transportministeren over - Jernbanenævnets øvrige medlemmer. Der henvises til det fremsatte lovforslags bemærkninger herom.

Til nr. 13 og 14

Ændringsforslagene opretholder muligheden for at påklage sikkerhedsafgørelser til Jernbanenævnet, så eventuelle klagere ikke tvinges til en potentielt dyr og langsommelig proces ved domstolene. Ændringsforslagene forudsætter, at Jernbanenævnet har eller tilføres de nødvendige kompetencer til at løfte denne opgave. Såfremt ændringsforslaget vedtages ved 2. behandling, fremsætter spørgeren om nødvendigt ændringsforslag med konsekvensændringer til lovforslaget.

Til nr. 17

Der er tale om at rette to henvisningsfejl, som følge af at stykkerne rykkes med de foreslåede ændringer i § 4 i lov om Sund og Bælt Holding A/S.

Jens Joel (S) Karin Gaardsted (S) Rasmus Horn Langhoff (S) fmd. Mette Reissmann (S) Orla Hav (S) Rasmus Prehn (S) Anne Sina (S) Andreas Steenberg (RV) Ida Auken (RV) Lone Loklindt (RV) Anne Baastrup (SF) Jonas Dahl (SF) Henning Hyllested (EL) Per Clausen (EL) Lars Dohn (EL) Thomas Danielsen (V) Martin Geertsen (V) Flemming Damgaard Larsen (V) nfmd. Lars Christian Lilleholt (V) Kristian Pihl Lorentzen (V) Karsten Nonbo (V) Hans Christian Schmidt (V) Kim Christiansen (DF) Morten Marinus (DF) Mette Hjermind Dencker (DF) Leif Mikkelsen (LA) Villum Christensen (LA) Mike Legarth (KF) Tom Behnke (KF)

Alternativet, Inuit Ataqatigiit, Siumut, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.

Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)47
Socialdemokratiet (S)47
Dansk Folkeparti (DF)22
Radikale Venstre (RV)17
Socialistisk Folkeparti (SF)12
Enhedslisten (EL)12
Liberal Alliance (LA)9
Det Konservative Folkeparti (KF)8
Alternativet (ALT)1
Inuit Ataqatigiit (IA)1
Siumut (SIU)1
Sambandsflokkurin (SP)1
Javnaðarflokkurin (JF)1

Bilag 1

Oversigt over bilag vedrørende L 162

Bilagsnr.
Titel
1
Høringssvar og høringsnotat, fra transportministeren
2
Tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget
3
Henvendelse fra Carl Dixen Pedersen, Greve, og KL
4
Ændringsforslag fra transportministeren
5
Henvendelse af 23/4-15 fra Carl Dixen Pedersen, Greve
6
Henvendelse af 27/4-15 fra Carl Dixen Pedersen, Greve
7
Henvendelse af 28/4-15 fra Carl Dixen Pedersen, Greve
8
1. udkast til betænkning
9
Henvendelse af 29/4-15 fra Carl Dixen Pedersen, Greve
10
Henvendelse af 29/4-15 fra Thomas Albøg Olsen
11
2. udkast til betænkning
12
Henvendelse af 4/5-15 fra Carl Dixen Pedersen, Greve
13
Talepapir fra samrådet den 5/5-15 om Havarikommissionens rolle, jf. L 162 - samrådsspm. A, B, C og D, fra transportministeren
14
Notat om Havarikommissionens undersøgelsesforpligtelse, fra transportministeren


Oversigt over spørgsmål og svar vedrørende L 162

Spm.nr.
Titel
1
Spm., om ministeren vil redegøre for og vurdere, om det er lovligt, i overensstemmelse med EU-reglerne og ikke mindst hensigtsmæssigt at lade Jernbanenævnet sekretariatsbetjene af Trafikstyrelsen, til transportministeren, og ministerens svar herpå
2
Spm. om kommentar til henvendelse fra Carl Dixen Pedersen, Greve, og KL, til transportministeren, og ministerens svar herpå
3
Spm. om indskrænkelse af Havarikommissionens ansvarsområde, til transportministeren, og ministerens svar herpå
4
Spm. om, hvordan Europa-Kommissionen stiller sig i forhold til den ordning, som foreslås med lovforslaget i forhold til Jernbanenævnets sekretariatsbetjening, til transportministeren, og ministerens svar herpå
5
Spm., om ministeren vil fremlægge den skriftlige korrespondance, som ministeriet har haft med Europa-Kommissionen, til transportministeren, og ministerens svar herpå
6
Spm. om at opremse to løsningsmodeller på problemstillingen vedrørende Jernbanenævnets sekretariatsbetjening, til transportministeren, og ministerens svar herpå
7
Spm. om kommentar til henvendelse af 23/4-15 fra Carl Dixen Pedersen, Greve, til transportministeren, og ministerens svar herpå
8
Spm. om kommentar til henvendelse af 27/4-15 fra Carl Dixen Pedersen, Greve, til transportministeren, og ministerens svar herpå
9
Spm. om kommentar til henvendelse af 28/4-15 fra Carl Dixen Pedersen, Greve, til transportministeren, og ministerens svar herpå
10
Spm. om kommentar til henvendelse af 29/4-15 fra Carl Dixen Pedersen, Greve, til transportministeren, og ministerens svar herpå
11
Spm., om svarskrivelsen fra transportministeren til transportkommissæren forventes at ville udløse en reaktion fra denne i form af nye skrivelser/henvendelser, evt. i form af nye møder - herunder om den oprindelige henvendelse fra Europa-Kommissionen har potentiale til at udløse en pilotskrivelse derfra, til transportministeren, og ministerens svar herpå
12
Spm. tilbagetaget
13
Spm. tilbagetaget
14
Spm. om kommentar til henvendelsen af 4/4-15 fra Carl Dixen Pedersen, Greve, såfremt denne giver anledning til yderligere kommentarer, til transportministeren
15
Spm. om at kommentere ændringsforslag 5, til transportministeren


Oversigt over samrådsspørgsmål vedrørende L 162

Samråds-
spm.nr.
Titel
A
Samrådsspm. om, hvad årsagerne er til, at der med lovforslaget lægges op til, at Havarikommissionen kun skal undersøge alvorlige ulykker, mens andre hændelser undersøges af jernbanevirksomhederne og infrastrukturforvalterne, til transportministeren
B
Samrådsspm. om en redegørelse for de sikkerhedsmæssige aspekter ved ændringen, hvor Havarikommissionen kun skal undersøge alvorlige ulykker, til transportministeren
C
Samrådsspm., om der er tale om et ressourcespørgsmål, når der lægges op til, at Havarikommissionen fremover kun skal undersøge alvorlige ulykker på baneområdet og ikke mindre hændelser, til transportministeren
D
Samrådsspm. om en redegørelse for de sikkerhedsmæssige konsekvenser, såfremt 4. jernbanepakke medfører øget udbud af banedriften, når jernbanevirksomhederne, som L 162 lægger op til, selv skal undersøge hændelser på banen, til transportministeren