L 152 Forslag til lov om internationale sikkerhedsrettigheder i flymateriel.

Af: Justitsminister Mette Frederiksen (S)
Udvalg: Retsudvalget
Samling: 2014-15 (1. samling)
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 25-02-2015

Fremsættelse: 25-02-2015

Skriftlig fremsættelse (25. februar 2015)

20141_l152_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (25. februar 2015)

Justitsministeren (Mette Frederiksen):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om internationale sikkerhedsrettigheder i flymateriel

(Lovforslag nr. L 152)

Formålet med lovforslaget er at gennemføre UNIDROIT-konventionen af 16. november 2001 om internationale sikkerhedsrettigheder i mobilt udstyr (Cape Town-konvention?en) og den til konventionen knyttede protokol af samme dato om specifikke forhold for flyudstyr (flymaterielprotokollen). Konventionen og protokollen etablerer en international ordning for registrering mv. af sikkerhedsrettigheder i luftfartøjer og andet flyudstyr med henblik på at lette finansieringen af flymateriel.

Finansiering af fly sker som oftest gennem forskellige former for kreditsalg, og investorer stiller i stigende omfang som betingelse ved finansieringen, at flyet registreres i en stat, der har tiltrådt Cape Town-konventionen og flymaterielprotokollen. En dansk tiltrædelse af konventionen og protokollen vil i lyset heraf være af væsentlig betydning for, at luftfartsbranchen forsat på rimelige vilkår kan nyanskaffe luftfartøjer til registrering i Danmark.

Der lægges på denne baggrund med lovforslaget op til at tilvejebringe det lovgivningsmæssige grundlag for, at Danmark kan tiltræde Cape Town-konventionen og flymaterielprotokollen.

Lovforslaget indebærer nærmere, at sikkerhedsrettigheder i flygenstande, som er omfattet af konventionens og protokollens anvendelsesområde (dvs. flyskrog, helikoptere og flymotorer med en vis minimumskapacitet), og hvor debitor enten befinder sig i Danmark på aftaletidspunktet, eller hvor flyskroget eller helikopteren er nationalitetsregistreret i Danmark, vil kunne blive registreret i det internationale register og som følge heraf nyde (international) beskyttelse foran enhver senere registreret sikkerhedsrettighed og enhver uregistreret rettighed. En international sikkerhedsrettighed i en flygenstand vil endvidere skulle anerkendes i Danmark og hermed kunne danne grundlag for tvangsfuldbyrdelse her i landet i overensstemmelse med konventionens og protokollens regler.

Med vedtagelsen af lovforslaget giver Folketinget i medfør af grundlovens § 19 sit samtykke til, at regeringen på Danmarks vegne ratificerer Cape Town-konventionen og flymaterielprotokollen, og at regeringen i denne forbindelse afgiver erklæringer til en række af konventionens og protokollens bestemmelser som nærmere angivet i lovforslagets bemærkninger.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.