Skriftlig fremsættelse (25. februar
2015)
Klima-, energi- og
bygningsministeren (Rasmus Helveg Petersen)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
elforsyning (Justering og udskydelse af engrosmodellen og
udskydelse af leveringspligten)
(Lovforslag nr. L 151)
Lovforslaget har til formål at
justere den såkaldte engrosmodel for detailmarkedet for
elektricitet. Engrosmodellen indebærer, at forbrugerne kun
vil modtage elregninger fra deres elhandelsvirksomheder, og at en
større del af de forbrugerrelaterede opgaver varetages af
konkurrenceudsatte virksomheder. Indførelsen sker med
henblik på at fremme konkurrencen på elmarkedet.
Behovet for en justering skyldes, at der ved forberedelsen af
udmøntningen af engrosmodellen har vist sig praktiske
vanskeligheder med at gennemføre en forsikringsordning for
elhandelsvirksomhedernes indbetalinger af elafgifter til told- og
skatteforvaltningen. Med lovforslaget foreslås derfor, at
afgiftsindbetalingerne varetages af netvirksomhederne i stedet for
af elhandelsvirksomhederne.
Med lovforslaget foreslås endvidere
en udskydelse af idriftsættelsen af engrosmodellen og
leveringspligten til den 1. april 2016, således at de
nødvendige tilpasninger af it-systemer og administrative
procedurer kan gennemføres sikkert inden
idriftsættelsen.
Endelig foreslås en række
mindre tekniske ændringer af loven.
Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige
aspekter.
Lovforslaget vurderes ikke at have
administrative konsekvenser for det offentlige.
Lovforslaget indebærer, at told- og
skatteforvaltningen vil få sikkerhed for korrekt indbetaling
af elafgifterne, bortset fra en minimal risiko for tab ved en
netvirksomheds konkurs. Staten vil få et engangstab på
ca. 1 mia. kr. på elafgifterne fra ikkestorforbrugere som
følge af ændret opkrævningsmønster fra
hyppigt anvendt forudfakturering til
bagudfakturering.
Lovforslaget vurderes ikke samlet set at
medføre administrative konsekvenser for erhvervslivet, da
opgaven med at opkræve elafgifter blot flyttes fra
elhandelsvirksomhederne til netvirksomhederne.
Lovforslaget indebærer, at
elhandelsvirksomhederne vil opnå en besparelse på ca.
25 mio. kr. om året, da de ikke skal være omfattet af
en kollektiv garanti- eller forsikringsordning for elafgifterne.
Elhandelsvirksomheder, der sælger forudbetalte
elprodukter, vil have en likviditetsmæssig fordel heraf. Det
estimeres, at Energinet.dk vil have øgede omkostninger
på 10-15 mio kr. til udvikling af ny funktionalitet i
datahubben, som vil blive afholdt inden for Energinet.dk's ramme.
Endvidere vurderes udskydelsen til den 1. april 2016 at
medføre øgede omkostninger for Energinet.dk til
implementering på ca. 18 mio. kr., som vil blive dækket
over Energinet.dk's tariffer. Dansk Energi skønner under
betydelig usikkerhed, at ændringen og udskydelsen af
engrosmodellen til d. 1. april 2016 samlet set vil medføre
omkostninger på mindst 41 mio. kr. for netvirksomhederne og
mindst 30 mio. kr. for elhandelsvirksomhederne.
Lovforslaget har ikke konsekvenser for
miljøet.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.