Skriftlig fremsættelse (25. februar
2015)
Klima, energi- og
bygningsministeren (Rasmus Helveg Petersen)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om statstilskud til
el-intensive virksomheder
(Lovforslag nr. L 150)
Lovforslaget etablerer en ny
tilskudsordning til lempelser af betaling til PSO i el-intensive
virksomheder samt ophæver en eksisterende lempelse i
elforsyningsloven for virksomheder med et årligt elforbrug
over 100 GWh.
Lovforslaget gennemfører dele af den
aftale om tilbagerulning af forsyningssikkerhedsafgiften mv. og
lempelser af PSO, som regeringen sammen med Venstre, Dansk
Folkeparti, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten indgik den 14.
juli 2014.
Med lovforslaget etableres en tilskudspulje
på 185 mio. kr. per år i perioden 2015-2020, hvor
støtteberettigede virksomheder kan få delvis
dækning af virksomhedens betaling til PSO for elektricitet.
Tilskuddet er betinget af, at den el-intensive virksomhed
indgår en aftale med Energistyrelsen om at gennemføre
energieffektiviseringer. Tilskuddet vurderes at udgøre ca. 7
øre per kWh, afhængigt af antallet af ansøgere
og det tilskudsberettigede elforbrug. Da støtteordningen
først forventes at træde i kraft medio maj 2015, vil
der i 2015 om muligt blive givet et tilpasset tilskud svarende til,
at virksomheden havde fået et tilskud på ca. 7
øre per kWh hele året. Tilskuddet skal ifølge
statsstøtteretningslinjerne begrænses til højst
85 pct. af den del af PSO betalingen, der går til
støtte af elproduktion, der er baseret på vedvarende
energi. I 2014 udgjorde støtten til VE-elektricitet
gennemsnitligt 14,56 øre per kWh.
Tilskudsordningens hovedformål er
således dels at sikre, at el-intensive virksomheder ikke
belastes af betalinger til PSO i en sådan grad, at deres
konkurrenceevne svækkes mærkbart, dels at fremme
energieffektivisering i el-intensive virksomheder.
Tilskuddet er som nævnt betinget af,
at den el-intensive virksomhed indgår en aftale om
energieffektivisering med Energistyrelsen. Det vil sikre, at de
el-intensive virksomheder effektiviserer deres elforbrug, selvom
virksomhedernes omkostning til elektricitet bliver mindre.
El-intensive virksomheder er defineret i
bilag 3 i Europa-Kommissionens retningslinjer for
statsstøtte til miljøbeskyttelse og energi 2014-2020.
Europa-Kommissionen har i retningslinjerne således udpeget 68
brancher, der vurderes at være el-intensive og
konkurrenceudsatte i en sådan grad, at statsstøtte til
lempelser af PSO-betalingen kan være relevant. Det vurderes,
at der i Danmark er virksomheder i stort set alle disse
brancher.
Udover den nye tilskudsordning til
el-intensive virksomheder ophæver lovforslaget 100
GWh-ordningen, hvor virksomheder betaler en reduceret PSO-takst for
det elforbrug, der overstiger 100 GWh årligt. Ordningen
vurderes ikke at kunne videreføres under de nye
statsstøtteretningslinjer, der trådte i kraft den 1.
juli 2014, hvorfor den foreslås ophævet. De lempelser
af betaling af PSO for elektricitet, der er indført med den
generelle PSO-lempelse, som er gennemført med lov nr. 1498
af 23. december 2014 og det her fremsatte lovforslag om
statstilskud til el-intensive virksomheder, minimerer de
økonomiske konsekvenser for de ganske få virksomheder,
som hidtil har været omfattet af 100 GWh-ordningen.
Lovforslaget skal
statsstøttegodkendes af Europa-Kommissionen, før det
kan træde i kraft. Det foreslås derfor, at loven
træder i kraft snarest muligt efter, at Folketinget har
vedtaget lovgivningen, og ordningen er statsstøttegodkendt
af Europa-Kommissionen. Dette forventes at ske medio maj 2015. Da
ordningen således ikke er gældende for hele 2015,
foreslås det, som nævnt, at tilskuddet per kWh
øges i resten af 2015, således at der sikres
størst muligt afløb af puljen indenfor rammerne af
EU's statsstøtteregler.
De samlede økonomiske konsekvenser
for det offentlige i medfør af lovforslaget er 185 mio. kr.
i hvert af årene i perioden 2015-2020. Samlet er
omkostningerne på 1,1 mia. kr., som direkte bidrager til at
løfte danske virksomheders konkurrenceevne.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.