Skriftlig fremsættelse (25. februar
2015)
Økonomi- og
indenrigsministeren (Morten Østergaard):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
valg til Folketinget, lov om valg af danske medlemmer til
Europa-Parlamentet og lov om kommunale og regionale valg
(Juniortilforordnede).
(Lovforslag nr. L 147)
Formålet med lovforslaget er at give
kommunalbestyrelserne mulighed for at rekruttere unge 16- og
17-årige, der endnu ikke har valgret, til at yde praktisk
hjælp som »juniortilforordnede« på
afstemningsstederne ved folketingsvalg, Europa-Parlamentsvalg,
kommunale og regionale valg og grundlovsumiddelbare
folkeafstemninger.
Lovforslaget
er udmøntningen af en politisk aftale indgået mellem
regeringen og Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Liberal
Alliance.
Med lovforslaget gives
kommunalbestyrelserne mulighed for at vælge unge, der
på valgdagen er fyldt 16 år, men endnu ikke er fyldt 18
år, til at bistå valgstyrere og tilforordnede
vælgere med opgaver af praktisk karakter på valgdagen
og at aflønne dem efter samme regler, som gælder for
valgstyrere og tilforordnede vælgere. Tiltaget skal bidrage
til den demokratiske dannelse af unge på 16 og 17 år,
der snart vil skulle deltage i deres første valg.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.