L 144 Forslag til lov om ændring af lov om afgift af elektricitet og momsloven.

(Tilpasninger til engrosmodellen m.v. og indførelse af omvendt betalingspligt på gas- og elmarkedet).

Af: Skatteminister Benny Engelbrecht (S)
Udvalg: Skatteudvalget
Samling: 2014-15 (1. samling)
Status: Stadfæstet

Betænkning

Afgivet: 15-04-2015

Afgivet: 15-04-2015

Betænkning afgivet af Skatteudvalget den 15. april 2015

20141_l144_betaenkning.pdf
Html-version

Betænkning afgivet af Skatteudvalget den 15. april 2015

1. Ændringsforslag

Skatteministeren har stillet 1 ændringsforslag til lovforslaget.

2. Udvalgsarbejdet

Lovforslaget blev fremsat den 25. februar 2015 og var til 1. behandling den 10. marts 2015. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Skatteudvalget.

Møder

Udvalget har behandlet lovforslaget i 2 møder.

Høring

Udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen været sendt i høring, og skatteministeren sendte den 5. december 2014 og den 15. januar 2015 disse udkast til udvalget, jf. SAU alm. del - bilag 57 og 75. Den 25. og 26. februar 2015 sendte skatteministeren de indkomne høringssvar og et notat herom til udvalget.

Sammenhæng med andre lovforslag

Lovforslaget skal ses i sammenhæng med lovforslag nr. L 151 om ændring af lov om elforsyning, som er fremsat af klima-, energi- og bygningsministeren, og som udvalgsbehandles i Klima-, Energi- og Bygningsudvalget.

Skriftlige henvendelser

Udvalget har i forbindelse med udvalgsarbejdet modtaget 1 skriftlig henvendelse fra Dansk Energi.

Skatteministeren har over for udvalget kommenteret den skriftlige henvendelse til udvalget.

Spørgsmål

Udvalget har stillet 12 spørgsmål til skatteministeren til skriftlig besvarelse, som denne har besvaret.

3. Indstillinger og politiske bemærkninger

Et flertal i udvalget (udvalget med undtagelse af LA) indstiller lovforslaget til vedtagelse med det stillede ændringsforslag.

Venstre, Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti kan tilslutte sig lovforslaget med det af skatteministeren stillede ændringsforslag, da der bakkes op om den overordnede retning for engrosmodellen, hvor formålet er at fremme konkurrencen på elmarkedet.

V, DF og KF beklager dog, at regeringens nøl i forhold til den konkrete udformning af engrosmodellen har kostet elforbrugerne dyrt, og finder det derfor vigtigt, at der ikke kommer yderligere forsinkelser af engrosmodellen til gene for forbrugere og aktører på elmarkedet. V, DF og KF noterer sig, at skatteministeren stiller et ændringsforslag, som skal mindske det administrative bøvl for virksomhederne, når det handler om elleverandørers mulighed for rettidig afregning i forhold til kunderne. V, DF og KF glæder sig over, at regeringen i udvalgsbehandlingen har lyttet til kritikken og rettet op på dette forhold. Endelig vil disse partier gerne understrege, at lovforslaget bør udmøntes på en måde, som giver mindst muligt administrativt bøvl for elmarkedets aktører og for kunderne.

Et mindretal i udvalget (LA) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling. Mindretallet vil stemme for det stillede ændringsforslag.

Alternativet, Inuit Ataqatigiit, Siumut, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.

4. Ændringsforslag med bemærkninger

Ændringsforslag

Til § 1

Af skatteministeren, tiltrådt af udvalget:

1) I den under nr. 6 foreslåede affattelse af § 7, stk. 3, ændres i 4. pkt. »for perioden« til: »for perioden, bortset fra afgiftsbeløb, som er oplyst i datahubben i måneden efter forbrugsperioden, når afgiftsbeløbet vil være omfattet af en faktura fra en registreret virksomhed senere på måneden«.

[Administrativ lempelse af værnsreglen mod forudfakturering af afgift til momsregistrerede virksomheder m.v.]

Bemærkninger

Til nr. 1

Bestemmelsen i den foreslåede affattelse af § 7, stk. 3, 4. pkt., i lovforslaget som fremsat indeholder en værnsregel mod elhandelsvirksomheders forudfakturering af afgift til deres erhvervskunder (momsregistrerede virksomheder m.v.) Værnsreglen indebærer, at elhandelsvirksomheden tidligst kan fakturere afgift til erhvervskunder, når elhandel?svirksomheden har modtaget en faktura med afgiften fra en registreret virksomhed.

Formålet med værnsreglen er at forhindre, at erhvervskunder på baggrund af elhandelsvirksomhedens forudfakturering får tilbagebetalt tilfakturerede afgifter fra SKAT, før den registrerede netvirksomhed har indbetalt afgifterne til SKAT.

Elhandelsvirksomhederne har omkring den sjette hverdag i måneden efter forbrugsmåneden adgang til oplysninger i datahubben om de enkelte erhvervskunders afgift, som vil være indeholdt i afgiftsbeløbet på den registrerede virksomheds faktura til elhandelsvirksomheden. Den registrerede virksomhed udsteder denne faktura senere i samme måned.

Det vil kunne lette administrationen for både elhan?del?svirksomhederne og deres erhvervskunder, hvis elhandel?svirksomheden får mulighed for at fakturere afgift til de enkelte erhvervskunder, allerede når oplysningerne om afgiften er tilgængelige i datahubben.

En indførelse af denne mulighed for fakturering vurderes ikke at medføre udhuling af formålet med værnsreglen. Elhandelsvirksomhederne får mulighed for at sende fakturaen på et tidligere tidspunkt, men afgiftsbeløbet vil være uændret. Der ændres ikke på tidspunktet for indbetaling af elafgifter i forhold til muligheden for tilbagebetaling af elafgifter.

På den baggrund foreslås bestemmelsen ændret, så elhandelsvirksomheden får mulighed for at fakturere afgift til de enkelte erhvervskunder, allerede når oplysningerne om afgiften er tilgængelige i datahubben.

Ane Halsboe-Jørgensen (S) Astrid Krag (S) Pernille Rosenkrantz-Theil (S) Jens Joel (S) Jesper Petersen (S) Simon Kollerup (S) Thomas Jensen (S) Nadeem Farooq (RV) Camilla Hersom (RV) Andreas Steenberg (RV) Lisbeth Bech Poulsen (SF) Trine Mach (SF) Frank Aaen (EL) Stine Brix (EL) Nikolaj Villumsen (EL) Hans Andersen (V) Jacob Jensen (V) Thomas Danielsen (V) Kristian Pihl Lorentzen (V) Jan E. Jørgensen (V) Torsten Schack Pedersen (V) Troels Lund Poulsen (V) Mads Rørvig (V) fmd. Dennis Flydtkjær (DF) Mikkel Dencker (DF) Hans Kristian Skibby (DF) Karina Adsbøl (DF) Ole Birk Olesen (LA) nfmd. Brian Mikkelsen (KF)

Alternativet, Inuit Ataqatigiit, Siumut, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.

Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)47
Socialdemokratiet (S)47
Dansk Folkeparti (DF)22
Radikale Venstre (RV)17
Socialistisk Folkeparti (SF)12
Enhedslisten (EL)12
Liberal Alliance (LA)9
Det Konservative Folkeparti (KF)8
Alternativet (ALT)1
Inuit Ataqatigiit (IA)1
Siumut (SIU)1
Sambandsflokkurin (SP)1
Javnaðarflokkurin (JF)1

Bilag 1

Oversigt over bilag vedrørende L 144

Bilagsnr.
Titel
1
Høringsskema og høringssvar, fra skatteministeren
2
Yderligere høringsskema og høringssvar, fra skatteministeren
3
Henvendelse af 13/3-15 fra Dansk Energi
4
Tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget
5
1. udkast til betænkning
6
Ændringsforslag, fra skatteministeren
7
2. udkast til betænkning


Oversigt over spørgsmål og svar vedrørende L 144

Spm.nr.
Titel
1
Spm. om kommentar til henvendelse af 13/3-15 fra Dansk Energi, til skatteministeren, og ministerens svar herpå
2
Spm., om det er samfundsøkonomisk fornuftigt, at lovforslaget kræver, at der for erhvervskunder skal være identitet mellem afgiftsbeløbet på elhandelsvirksomhedens faktura og det for kunden tilhørende afgiftsbeløb på netselskabets faktura, til skatteministeren, og ministerens svar herpå
3
Spm., om det er mest enkelt for en kunde at blive acontofaktureret ud fra andelstal, andelskvotienter og residualforbrug, som netselskabets faktura er baseret på, eller at blive acontofaktureret ud fra sidste års målte forbrug, til skatteministeren, og ministerens svar herpå
4
Spm., om ministeren vurderer, at det vil have mærkbar negativ betydning for afgiftsprovenuet, hvis der indføres en modifikation til elafgiftslovens § 7, stk. 3, 4. og 5. pkt., så der i perioder mellem måleraflæsninger kan acontofaktureres elafgifter ud fra kundens forventede årsforbrug, som netvirksomheden allerede er ansvarlig for at indberette til datahubben, til skatteministeren, og ministerens svar herpå
5
Spm. om, hvorfor netselskaberne skal tillægges en pligt til at undersøge og træffe beslutning om, at en elkunde er berettiget til at være registreret med et særligt elafgiftsforhold, til skatteministeren, og ministerens svar herpå
6
Spm., om ministeren enig i, at der er tale om dobbeltadministration, til skatteministeren, og ministerens svar herpå
7
Spm. om fordele ved en ændring, således at validering og håndtering af særlige afgiftsforhold kun foregår mellem elhandelsvirksomheden og Energinet.dk uden involvering af netselskaber, til skatteministeren, og ministerens svar herpå
8
Spm., om virksomheden BIRN får flere eller færre administrative byrder med den aktuelle udformning af skatteopkrævningen ved engrosmodellen, til skatteministeren, og ministerens svar herpå
9
Spm. om at sikre, at erhvervsvirksomheder ikke bliver forsinket i forhold til at kunne afslutte deres regnskaber endeligt omkring den 8.-10. hverdag i måneden, til skatteministeren, og ministerens svar herpå
10
Spm., om ministeren er enig i, at konsekvensen af den såkaldte
værnsregel er, at elhandelsvirksomhederne skal afvente netvirksomhedernes faktura for en forbrugsperiode, før en momsregistreret erhvervskunde kan faktureres for elafgifter, til skatteministeren, og ministerens svar herpå
11
Spm., om ministeren finder det proportionalt i forhold til de med kravet forbundne administrative byrder og omkostninger, at elhandelsvirksomhederne skal afvente og kontrollere 70 netvirksomheders fakturaer, før elhandelsvirksomhederne kan fakturere deres momsregistrerede erhvervskunder for elafgifter, til skatteministeren, og ministerens svar herpå
12
Spm., om det understøtter en vellykket implementering af engrosmodellen at fastsætte faktureringsregler, der betyder, at elhandelsvirksomhedernes kundehåndtering og fakturering bliver afhængige af den enkelte netvirksomhed på en måde, som står i klar kontrast til formålet med engrosmodellen om enkelhed for kunden og ligestilling for alle elleverandører uanset ejerforhold, til skatteministeren, og ministerens svar herpå