L 14 Forslag til lov om ændring af lov om ferie.

(Færre betingelser for optjening af sygeferiegodtgørelse og fællesopkrævning fra arbejdsgivere for betalingen til Feriepengeinfo m.v.).

Af: Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S)
Udvalg: Beskæftigelsesudvalget
Samling: 2014-15 (1. samling)
Status: Stadfæstet

Lovforslag som optrykt efter 2. behandling

Optrykt: 02-12-2014

Optrykt: 02-12-2014

Efter afstemningen i Folketinget ved 2. behandling den 2. december 2014

20141_l14_efter_2behandling.pdf
Html-version

Efter afstemningen i Folketinget ved 2. behandling den 2. december 2014

Forslag

til

Lov om ændring af lov om ferie

(Færre betingelser for optjening af sygeferiegodtgørelse og fællesopkrævning fra arbejdsgivere for betalingen til Feriepengeinfo m.v.)

§ 1

I lov om ferie, jf. lovbekendtgørelse nr. 202 af 22. februar 2013, som ændret ved § 3 i lov nr. 790 af 28. juni 2013, lov nr. 512 af 26. maj 2014 og § 7 i lov nr. 720 af 25. juni 2014, foretages følgende ændringer:

1. Overalt i loven ændres »Styrelsen for Fastholdelse og Rekruttering« til: »Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering«.

2. § 25 affattes således:

»§ 25. En lønmodtager, der ikke har ret til fuld løn under sygdom, og som har fravær på grund af sygdom, optjener sygeferiegodtgørelse fra anden sygefraværsdag under hver periode med sygefravær, jf. dog stk. 3.

Stk. 2. Sygeferiegodtgørelsen udgør 12,5 pct. af en løn, der beregnes på grundlag af lønmodtagerens sædvanlige løn i de sidste 4 uger før fraværet. For en lønmodtager, der har ret til delvis løn under sygdom, udgør sygeferiegodtgørelsen forskellen mellem sygeferiegodtgørelsen efter 1. pkt. og feriegodtgørelsen af den delvise løn.

Stk. 3. En lønmodtager, som har været ansat i hele optjeningsåret hos samme arbejdsgiver, har uanset stk. 1 ret til sygeferiegodtgørelse fra første sygefraværsdag, hvis lønmodtageren har haft mere end 52 perioder i optjeningsåret med sygefravær. Har lønmodtageren ikke været ansat i hele optjeningsåret hos samme arbejdsgiver, optjener lønmodtageren ret til ferie med sygeferiegodtgørelse fra første sygefraværsdag efter et forholdsmæssigt færre antal perioder med sygefravær.«

3. I § 27, stk. 2, indsættes efter »§ 25«: », stk. 2,«.

4. I § 34 b, stk. 3, 1. pkt., ændres »direktøren for Styrelsen for Fastholdelse og Rekrutterings« til: »direktøren for Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings«.

5. Efter § 43 d indsættes i kapitel 7:

»§ 43 e. Opkrævning af arbejdsgivernes betaling for Feriekontos administration efter regler fastsat i medfør af § 43 d, stk. 3, jf. § 43 d, stk. 1 og 2, kan indgå i en fælles opkrævning fra Arbejdsmarkedets Tillægspension. Betalingen opkræves sammen med de bidrag, som Arbejdsmarkedets Tillægspension i henhold til lov opkræver fra arbejdsgiverne. Restancer for betaling kan indgå i den fælles opkrævning.

Stk. 2. Opkrævning efter stk. 1 gælder alene for de arbejdsgivere, der indberetter oplysninger om feriegodtgørelse til indkomstregisteret, og som ikke indbetaler feriegodtgørelsen til Feriekonto.

Stk. 3. Fraviges § 27 a, jf. § 30 a, skal der ikke ske opkrævning efter stk. 1.

Stk. 4. Sker indbetaling ikke rettidigt, pålægges arbejdsgiveren at betale renter af kravet med 1,5 pct. for hver påbegyndt måned fra forfaldsdatoen.

Stk. 5. Arbejdsmarkedets Tillægspension har udpantningsret for betalingsrestancer til en fælles opkrævning, jf. stk. 1. Dette gælder også for renter og ekspeditionsgebyrer.

Stk. 6. Til brug for beregning, opkrævning og behandling af betalinger som led i en fælles opkrævning, jf. stk. 1, kan Feriekonto i nødvendigt omfang videregive oplysninger til Arbejdsmarkedets Tillægspension. Denne videregivelse kan ske i elektronisk form.

Stk. 7. Afgørelser, der er truffet af Arbejdsmarkedets Tillægspension om opkrævning og indbetaling af beløb m.v., der indgår i fællesopkrævningen efter stk. 1, kan inden for en frist på 4 uger fra den dag, hvor afgørelsen er meddelt, indbringes for det af Arbejdsmarkedets Tillægspensions nedsatte ankenævn i henhold til § 28 i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension.

Stk. 8. Beskæftigelsesministeren kan efter indstilling fra Arbejdsmarkedets Tillægspension fastsætte nærmere regler om opkrævning af betalingen efter stk. 1, herunder regler om, at Arbejdsmarkedets Tillægspension kan give henstand og eftergive betaling af renter heraf m.v.«

6. I § 45, stk. 1, 1. pkt., ændres »Direktøren for Styrelsen for Fastholdelse og Rekrutterings« til: »Direktøren for Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings«.

§ 2

Loven træder i kraft den 1. januar 2015.

§ 3

Stk. 1. Uanset § 14, stk. 2, nr. 4, i lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner indgår de kommunale merudgifter for kommunerne som arbejdsgivere, der følger af § 1, nr. 2, ikke i fastsættelsen af statens årlige tilskud til kommunerne.

Stk. 2. Uanset § 3, stk. 2, nr. 4, i lov om regionernes finansiering indgår de regionale merudgifter for regionerne som arbejdsgivere, der følger af § 1, nr. 2, ikke i fastsættelsen af statens årlige tilskud til regionerne.