L 134 Forslag til lov om ændring af dyreværnsloven og lov om dyrlæger.

(Forbud mod seksuel omgang eller seksuelle handlinger med dyr, forbud mod salg af hunde på markeder, avl af familie- og hobbydyr, ændret rådsstruktur m.v.).

Af: Fødevareminister Dan Jørgensen
Udvalg: Udvalget for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri
Samling: 2014-15 (1. samling)
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 05-02-2015

Fremsættelse: 05-02-2015

Skriftlig fremsættelse (5. februar 2015)

20141_l134_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (5. februar 2015)

Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri (Dan Jørgensen):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af dyreværnsloven og lov om dyrlæger (Forbud mod seksuel omgang eller seksuelle handlinger med dyr, forbud mod salg af hunde på markeder, avl af familie- og hobbydyr, ændret rådsstruktur m.v.)

(Lovforslag nr. L 134)

Lovforslaget har til formål at sikre dyrs velfærd bedst muligt. En del af dette formål varetages ved at foreslå, at der indføres et forbud mod seksuel omgang eller seksuelle handlinger med dyr. Bestemmelsen omfatter alle personer og dermed ikke kun dyrets ejer. Undtaget fra bestemmelsen er dog handlinger, som har veterinærmedicinsk eller zooteknisk årsag. Det samme gælder handlinger, der udføres af lignende berettigede grunde.

Lovforslaget fremsættes desuden med henblik på at gennemføre nogle af de tiltag, som indgår i initiativet "Et bedre hundeliv", der blev lanceret i foråret 2014. Initiativet har til formål at forbedre hundes velfærd ved at ruste kommende hundeejere til at træffe beslutning om at anskaffe hund på et oplyst grundlag. Med det ene tiltag forslås der derfor indført et forbud mod salg af hunde på markeder. Forbuddet skal være med til at hindre impulskøb af hunde, hvor hunde overdrages til købere, der ikke kan løfte den opgave, det er at have en hund, hvilket kan medføre dyrevelfærdsmæssige problemer, og dermed forebygge, at hunde bliver aflivet som følge af fejlkøb og adfærdsproblemer.

Som endnu et tiltag foreslås det at indføre en bemyndigelse til fødevareministeren til at fastsætte regler om avl af hunde, katte og andre familie- og hobbydyr. Formålet med regler, der fastsættes i medfør af bemyndigelsen, er at sikre, at familie- og hobbydyr avles på en måde, så dyrene ikke får velfærds- og sundhedsmæssige problemer. Regler om avl skal bl.a. forebygge avl af hunde og katte, som på grund af modetrends avles med fokus på visse karakteristika, f.eks. lange ører eller meget flad snude, hvilket kan give velfærdsproblemer for dyrene.

Herudover foreslås der ændringer i rådsstrukturen på dyrevelfærds- og veterinærområdet. Det foreslås i den forbindelse, at Dyreværnsrådet (også kaldet Det særlige råd vedrørende dyreværnsspørgsmål) og Rådet vedrørende hold af særlige dyr nedlægges. Som en del af strukturændringen foreslås samtidig en række ændringer i opgaveporteføljen for Det Dyreetiske Råd og Det Veterinære Sundhedsråd.

Rådet vedrørende hold af særlige dyr varetager i dag opgaver vedrørende zoologiske anlæg, cirkus og dyrehandlere m.v. De opgaver, som Rådet vedrørende hold af særlige dyr har varetaget, foreslås overdraget til Det Veterinære Sundhedsråd, bortset fra opgaven med at rådgive Fødevarestyrelsen i forbindelse med godkendelse af zoologiske anlæg. I forlængelse af de nye opgaver foreslås Det Veterinære Sundhedsråd udvidet med yderligere et medlem. Det foreslås desuden, at Det Veterinære Sundhedsråd ikke længere skal besvare spørgsmål i civile retssager eller komme med generelle udtalelser af egen drift.

Det foreslås, at Dyreværnrådets opgaver fremover varetages af Det Dyreetiske Råd, som samtidig vil blive tilført ressourcer til øgede debat- og formidlingsaktiviteter.

Endelig foreslås der på grund af ressortomlægningen fra Justitsministeriet til Fødevareministeriet en lovteknisk ændring, der præciserer, at der ikke er adgang til at påklage politiets afgørelser til fødevareministeren.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.