Skriftlig fremsættelse (4. februar
2015)
Ministeren for
børn, ligestilling, integration og sociale forhold
(Manu Sareen):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
social service og lov om socialtilsyn. (Tilbud om anonym, ambulant
behandling af stofmisbrugere m.v.)
(Lovforslag nr. L 132).
Formålet med lovforslaget er at
forpligte kommunerne til at iværksætte tilbud om
anonym, ambulant behandling til personer, der har et stofmisbrug,
men ikke andre sociale problemer, og som ellers ikke kan forventes
at ville have opsøgt behandlingssystemet. Formålet er
således også at forebygge, at denne gruppe af borgere
på sigt udvikler sociale problemstillinger ud over
stofmisbruget. Desuden indeholder lovforslaget en præcisering
af lov om socialtilsyn.
Lovforslaget indeholder således to
dele:
1. Anonym, ambulant stofmisbrugsbehandling. Med
lovforslaget foreslås det, at kommunalbestyrelsen forpligtes
til at indgå aftale med to eller flere leverandører af
tilbud om anonym, ambulant behandling af stofmisbrug, hvoraf mindst
ét tilbud skal være beliggende uden for kommunen.
Borgeren henvender sig via hjemmeside eller telefonisk og oplyses
om mulighederne for at modtage anonym, ambulant
stofmisbrugsbehandling, herunder om mulighederne for at forblive
anonym igennem et behandlingsforløb. Kommunalbestyrelsen
eller det tilbud, som kommunalbestyrelsen har delegeret
beslutningskompetence til, træffer afgørelse om
behandling på baggrund af en afklarende samtale med borgeren,
hvorefter borgeren henvises til de tilbud, der er indgået
aftale med. Forpligtelsen omfatter ikke lægelig
stofmisbrugsbehandling efter sundhedslovens § 142.
2. Lov om socialtilsyn. Lovforslaget indeholder
enkelte præciseringer og sproglige forenklinger af lov om
socialtilsyn.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.