L 130 Forslag til lov om kommunale internationale grundskoler.

Af: Undervisningsminister Christine Antorini (S)
Udvalg: Børne- og Undervisningsudvalget
Samling: 2014-15 (1. samling)
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 29-01-2015

Skriftlig fremsættelse (29. januar 2015)

20141_l130_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (29. januar 2015)

Undervisningsministeren (Christine Antorini):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om kommunale internationale grundskoler

(Lovforslag nr. L 130)

Med lovforslaget får kommunerne mulighed for at oprette internationale grundskoletilbud i kommunalt regi. Derved forbedres kommunernes mulighed for lokalt at styrke indsatsen for at rekruttere højt kvalificeret udenlandsk arbejdskraft og for at tiltrække udenlandske virksomheder.

Lovforslaget er en udmøntning af den del af aftalen om kommunernes økonomi for 2013, hvoraf det fremgår, at regeringen og KL er enige om, at der skal skabes muligheder for at etablere internationale grundskoletilbud i kommunalt regi.

Efter lovforslaget oprettes kommunale internationale grundskoler som fritstående skoler uden for rammerne af folkeskolen. Bestemmelserne i folkeskoleloven finder derfor ikke anvendelse for kommunale internationale grundskoler, medmindre det fremgår af loven.

Med lovforslaget får kommunalbestyrelsen stor frihed til at udforme det grundskoletilbud, der bedst stemmer overens med lokale ønsker og behov.

Undervisningen, der efter lovforslaget skal gives inden for børnehaveklassen og 1.-9. klassetrin, skal stå mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen. Undervisningssproget i en kommunal international grundskole er efter kommunalbestyrelsens bestemmelse enten engelsk, tysk eller fransk. I faget dansk er undervisningssproget dansk.

Kommunale internationale grundskoler optager undervisningspligtige børn af udlændinge, der har midlertidigt ophold her i landet på grundlag af beskæftigelse, og hvis forældre ønsker dem optaget i skolen. Hvis det ikke er muligt at imødekomme alle ønsker om optagelse i skolen, sker optagelse efter objektive kriterier, fx afstands- og søskendekriterier, der er fastsat af kommunalbestyrelsen.

Hvis der er ledig kapacitet på en kommunal international grundskole, kan der også optages danske børn og andre udenlandske børn, der bor eller opholder sig her i landet, og hvis forældre ønsker dem optaget i skolen. Hvis det ikke er muligt at imødekomme alle ønsker om optagelse i skolen, sker optagelse efter objektive kriterier, der er fastsat af kommunalbestyrelsen.

Efter forslaget påhviler alle udgifter ved kommunale internationale grundskoler kommunalbestyrelsen. Som følge heraf kan kommunalbestyrelsen ikke opkræve forældrebetaling for undervisningen på en kommunal international grundskole. Der skal dog opkræves betaling af forældre til børn, der er optaget i skolens skolefritidsordning.

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. maj 2015. Loven finder anvendelse fra skoleåret 2015/16 og senere skoleår.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.