L 124 Forslag til lov om ændring af tonnageskatteloven og sømandsbeskatningsloven.

(Udvidelse af tonnageskatteordningen med en række specialskibe).

Af: Skatteminister Benny Engelbrecht (S)
Udvalg: Skatteudvalget
Samling: 2014-15 (1. samling)
Status: Bortfaldet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 28-01-2015

Fremsættelse: 28-01-2015

Skriftlig fremsættelse (28. januar 2015)

20141_l124_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (28. januar 2015)

Skatteministeren (Benny Engelbrecht):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af tonnageskatteloven og sømandsbeskatningsloven (Udvidelse af ton­nage­skat­te­ord­nin­gen med en række specialskibe)

(Lovforslag nr. L 124)

Regeringen (Socialdemokraterne og Radikale Venstre), Venstre, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Det Konservative Folkeparti har i juni 2014 indgået en aftale om en vækstpakke, der indeholder en række initiativer rettet mod bedre regulering, styrket virksomhedsservice, forskning og uddannelse samt bedre erhvervsbeskatning mv.

De enkelte initiativer i aftalen om vækstpakken er indgået med tilslutning fra forskellige partier. Dette lovforslag vedrører styrkede rammevilkår for Det Blå Danmark. Regeringen, Venstre, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti er enige om at gennemføre dette initiativ.

Aftaleparterne vil med forslaget fastholde og udvikle Det Blå Danmark. Det er derfor vigtigt at skabe gode og fremtidssikrede rammevilkår for den danske offshore-sektor. Derfor foreslås det at udvide tonnageskatteordningen, så en række aktiviteter, der typisk udføres af specialskibe (vindmølleskibe, ishåndteringsskibe, hotelskibe og vagtskibe), fremover kan vælges omfattet af den lempelige beskatning efter ordningen.

Beskatningen efter tonnageskatteloven indebærer, at den skattepligtige indkomst vedrørende de omfattede aktiviteter opgøres på grundlag af den nettotonnage, rederierne disponerer over. Den tonnageskattepligtige indkomst opgøres således ikke efter de almindelige regler som forskellen mellem skattepligtige indtægter og fradragsberettigede udgifter. Tonnageskatten opkræves derimod som en fast skat, der er uafhængig af rederiernes faktiske driftsresultat.

Udvidelsen skal tiltrække nye fartøjer til Danmark og sikre investeringer og arbejdspladser.

Forslaget indebærer ikke en samtidig udvidelse af sømandsbeskatningsordningen (DIS-ordningen). Med forslaget præciseres det derfor, at udvidelsen af tonnageskatteordningen ikke medfører nogen ændring i anvendelsesområdet for DIS-ordningen.

Forslaget skønnes at medføre et ikke nævneværdigt mindreprovenu.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.