Skriftlig fremsættelse (8. oktober
2014)
Økonomi- og
indenrigsministeren (Morten Østergaard):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
frikommuner m.v. (Forlængelse af perioden for
frikommuneforsøg)
(Lovforslag nr. L 12)
Med lovforslaget ønsker regeringen
at skabe mulighed for, at de forsøg, som de ni frikommuner
har haft mulighed for at igangsætte under
frikommuneforsøget, kan videreføres frem til den 30.
juni 2017.
Lovforslaget er en del af
udmøntningen af regeringens og KLs aftale af 3. juni 2014 om
kommunernes økonomi for 2015.
Det fremgår bl.a. af aftalen, at
regeringen vil søge tilslutning til, at igangværende
frikommuneforsøg kan videreføres indtil medio 2017.
Efter den gældende lov om frikommuner m.v. udløber
frikommuneforsøget den 31. december 2015. Med en
forlængelse kan forsøgene fortsætte, mens
frikommunerne i foråret 2016 evaluerer forsøgene, og
regeringen og Folketinget efterfølgende beslutter, hvilke
forsøg der skal føre til lovændringer, som kan
komme alle 98 kommuner til gavn.
En forlængelse med 18 måneder
forventes at give de nødvendige tidsmæssige rammer for
frikommunernes evalueringer af de enkelte forsøg, den
tværgående opsamling herpå, den politiske
opfølgning og endelig den eventuelle
lovgivningsmæssige udmøntning.
Forlængelsen vil give mulighed for,
at frikommunerne ikke skal afvikle forsøg, der er politisk
ønske om skal føre til lovændringer til
glæde for alle landets kommuner. Det vil bidrage til en mere
smidig og ubureaukratisk overgang ved forsøg, der
måtte give anledning til ændret regulering for alle 98
kommuner.
Lovforslaget foreslås at træde
i kraft den 1. januar 2015.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.