L 112 Forslag til lov om ændring af lov om jordbrugets anvendelse af gødning og om plantedække.

(Justering af reglerne om plantedække m.v.).

Af: Fødevareminister Dan Jørgensen
Udvalg: Udvalget for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri
Samling: 2014-15 (1. samling)
Status: Stadfæstet

Betænkning

Afgivet: 15-04-2015

Afgivet: 15-04-2015

Betænkning afgivet af Udvalget for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri den 15. april 2015

20141_l112_betaenkning.pdf
Html-version

Betænkning afgivet af Udvalget for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri den 15. april 2015

1. Ændringsforslag

Fødevareministeren har stillet 3 ændringsforslag til lovforslaget.

2. Udvalgsarbejdet

Lovforslaget blev fremsat den 15. januar 2015 og var til 1. behandling den 27. januar 2015. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Udvalget for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri.

Møder

Udvalget har behandlet lovforslaget i 5 møder.

Høring

Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen været sendt i høring, og fødevareministeren sendte den 27. februar 2015 dette udkast til udvalget, jf. L 112 - bilag 7. Den 14. januar 2015 sendte fødevareministeren de indkomne høringssvar og et notat herom til udvalget.

Spørgsmål

Udvalget har stillet 1 spørgsmål til fødevareministeren til skriftlig besvarelse, som denne har besvaret.

3. Tilkendegivelse fra fødevareministeren

Fødevareministeren har tilkendegivet følgende over for udvalget:

»I forbindelse med høringen over og 1. behandlingen af lovforslaget er der givet udtryk for, at ministerens mulighed for at fastsætte krav om udlægning af efterafgrøder i tillæg til de maksimalt 300.000 ha årligt på landsplan ikke er i overensstemmelse med aftalen af 2. april 2014 om Vækstplan for Fødevarer.

Sigtet med denne bemyndigelse var at muliggøre flere alternativer til efterafgrødekravet. Når nye alternativer indføres, skal der kompenseres for den negative kvælstofeffekt, der opstår i forhold til vandindsatsen. Den foreslåede metode ville gøre det muligt at fastsætte regler om mere attraktive alternativer, der var tilgængelige for flere bedrifter.

Efter ønske fra udvalget og som tilkendegivet i forbindelse med 1. behandlingen af lovforslaget stiller jeg imidlertid hermed et ændringsforslag til lovens § 18.

Bemyndigelsen til at fastsætte krav om etablering af plantedække er dermed direkte begrænset i bestemmelsen i § 18, stk. 2, hvoraf det fremgår, at der maksimalt kan fastsættes et samlet krav på op til 300.000 ha efterafgrøder årligt på landsplan.

Hvis der fremover iværksættes ordninger om virkemidler, der indgår i grundlaget for vandindsatsen, vil der som hidtil om muligt blive taget højde for den negative kvælstofeffekt i forbindelse med fastsættelsen af reglerne for ordningen, f.eks. omregningsfaktoren, jf. det i lovforslaget indeholdte forslag til § 19, stk. 3.

Endelig er der i det fremsendte ændringsforslag medtaget to korrektioner af lovteknisk karakter.«

4. Indstillinger

Et flertal i udvalget (udvalget med undtagelse af SF og EL) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de stillede ændringsforslag.

Et mindretal i udvalget (SF og EL) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling. Mindretallet vil stemme for ændringsforslag nr. 1 og 3.

Alternativet, Inuit Ataqatigiit, Siumut, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.

5. Ændringsforslag med bemærkninger

Ændringsforslag

Til § 1

Af fødevareministeren, tiltrådt af udvalget:

1) Før nr. 1 indsættes som nyt nummer:

»01. I § 7, stk. 1, ændres »§ 18,« til: »§§ 18 og 19,««.

[Lovteknisk korrektion]

Af fødevareministeren, tiltrådt af udvalget (med undtagelse af SF og EL):

2) I den under nr. 1 foreslåede § 18 indsættes som stk. 2:

»Stk. 2. De regler, der fastsættes i medfør af stk. 1, kan dog kun medføre et samlet krav om etablering af plantedække på op til 300.000 ha årligt på landsplan.«

[Begrænsning af det samlede efterafgrødeareal på landsplan]

Af fødevareministeren, tiltrådt af udvalget:

3) I den under nr. 1 foreslåede § 20 ændres »kapitel 3« til: »reglerne i dette kapitel«.

[Lovteknisk korrektion]

Bemærkninger

Til nr. 1

Der er alene tale om en lovteknisk korrektion, idet bestemmelserne i den gældende lovs § 18 foreslås delt op i § 18 og § 19 i lovforslaget. Henvisningen i lovens § 7 skulle have været tilpasset, således at der henvises til efterafgrødekrav fastsat i medfør af § 18 og alternative virkemidler til opfyldelse af efterafgrødekravet fastsat i medfør af § 19.

Til nr. 2

Med forslaget til indsættelse af et stk. 2 i § 18 begrænses ministerens bemyndigelse til at fastsætte krav om etablering af plantedække, således at der maksimalt kan fastsættes et samlet krav på op til 300.000 ha årligt på landsplan.

Hermed videreføres det gældende generelle efterafgrødekrav på op til 240.000 ha efterafgrøder på landsplan som bidrag til opfyldelse af målsætningerne i Rådets direktiv 1991/676/EØF af 12. december 1991 om beskyttelse af vand mod forurening forårsaget af nitrater, der stammer fra landbruget (nitratdirektivet), og det bliver muligt at gennemføre den forhøjelse af det generelle efterafgrødekrav til virksomhederne med 60.000 ha på landsplan, der fremgår af aftalen om Vækstplan for Fødevarer af 2. april 2014 som bidrag til opfyldelse af målsætninger i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/60/EF af 23. oktober 2000 om fastlæggelse af en ramme for Fællesskabets vandpolitiske foranstaltninger (vandrammedirektivet).

Til nr. 3

Der er alene tale om en lovteknisk korrektion. I den foreslåede bestemmelse i § 20 henvises til kapitel 3. Idet bestemmelsen fremgår af »kapitel 3«, vil den korrekte henvisning være til »reglerne i dette kapitel«.

Jesper Petersen (S) Bjarne Laustsen (S) Karin Gaardsted (S) Orla Hav (S) Pernille Rosenkrantz-Theil (S) Mette Reissmann (S) Simon Kollerup (S) Helle Løvgreen Mølvig (RV) Lone Loklindt (RV) Ida Auken (RV) Lisbeth Bech Poulsen (SF) Trine Mach (SF) Per Clausen (EL) nfmd. Henning Hyllested (EL) Lars Dohn (EL) Erling Bonnesen (V) Thomas Danielsen (V) Henrik Høegh (V) Jacob Jensen (V) Hans Christian Schmidt (V) Jan E. Jørgensen (V) Esben Lunde Larsen (V) Tina Nedergaard (V) René Christensen (DF) fmd. Susanne Eilersen (DF) Mette Hjermind Dencker (DF) Dennis Flydtkjær (DF) Mette Bock (LA) Daniel Rugholm (KF)

Alternativet, Inuit Ataqatigiit, Siumut, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.

Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)47
Socialdemokratiet (S)47
Dansk Folkeparti (DF)22
Radikale Venstre (RV)17
Socialistisk Folkeparti (SF)12
Enhedslisten (EL)12
Liberal Alliance (LA)9
Det Konservative Folkeparti (KF)8
Alternativet (ALT)1
Inuit Ataqatigiit (IA)1
Siumut (SIU)1
Sambandsflokkurin (SP)1
Javnaðarflokkurin (JF)1

Bilag 1

Oversigt over bilag vedrørende L 112

Bilagsnr.
Titel
1
Høringsnotat og høringsvar, fra fødevareministeren
2
Udkast til tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget.
3
Tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget.
4
Bilag tilbagetaget, erstattet af L 112 - bilag 5
5
Reviderede bidrag til betænkning samt ændringsforslag til L 112, hvori de nævnte ændringer er indarbejdet, fra fødevareministeren
6
1. udkast til betænkning
7
Udkast til lovforslag af 10. oktober 2014
8
2. udkast til betænkning
9
Udkast til revideret tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget
10
Revideret tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget
11
Revideret ændringsforslag og betænkningsbidrag, fra fødevareministeren
12
3. udkast til betænkning


Oversigt over spørgsmål og svar vedrørende L 112

Spm.nr.
Titel
1
Spm. om initiativ til møde om større fleksibilitet med flere alternativer til efterafgrøder, til fødevareministeren, og ministerens svar herpå