L 11 Forslag til lov om ændring af lov om CO2-kvoter og lov om kuldioxidafgift af visse energiprodukter.

(Tilpasning af reglerne om udledninger fra luftfart efter Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 421/2014 af 16. april 2014 m.v.).

Af: Klima-, energi- og bygningsminister Rasmus Helveg Petersen (RV)
Udvalg: Klima-, Energi- og Bygningsudvalget
Samling: 2014-15 (1. samling)
Status: Stadfæstet

Lovforslag som optrykt efter 2. behandling

Optrykt: 16-12-2014

Optrykt: 16-12-2014

Efter afstemningen i Folketinget ved 2. behandling den 16. december 2014

20141_l11_efter_2behandling.pdf
Html-version

Efter afstemningen i Folketinget ved 2. behandling den 16. december 2014

Forslag

til

Lov om ændring af lov om CO2-kvoter og lov om kuldioxidafgift af visse energiprodukter

(Tilpasning af reglerne om udledninger fra luftfart efter Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 421/2014 af 16. april 2014 m.v.)

§ 1

I lov nr. 1095 af 28. november 2012 om CO2-kvoter foretages følgende ændringer:

1. Fodnoten til lovens titel affattes således:

»1) Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/87/EF af 13. oktober 2003 om en ordning for handel med kvoter for drivhusgasemissioner i Fællesskabet og om ændring af Rådets direktiv 96/61/EF, EU-Tidende 2003, nr. L 275, side 32, som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/101/EF af 27. oktober 2004, EU-Tidende 2004, nr. L 338, side 18, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/101/EF af 19. november 2008, EU-Tidende 2009, nr. L 8, side 3, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/29/EF af 23. april 2009, EU-Tidende 2009, nr. L 140, side 63, Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 1359/2013/EU af 17. december 2013, EU-Tidende 2013, nr. L 343, side 1, Kroatiens tiltrædelsestraktat (2012), EU-Tidende 2012, nr. L 112, side 7, og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 421/2014 af 16. april 2014, EU-Tidende 2014, nr. L 129, side 1, og bestemmelser, der gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/28/EF af 23. april 2009 om fremme af anvendelsen af energi fra vedvarende energikilder, EU-Tidende 2009, nr. L 140, side 16. I loven er medtaget visse bestemmelser fra Kommissionens forordning (EU) nr. 1031/2010 af 12. november 2010 om det tidsmæssige og administrative forløb af auktioner over kvoter for drivhusgasemissioner og andre aspekter i forbindelse med sådanne auktioner i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/87/EF om en ordning for handel med kvoter for drivhusgasemissioner i Fællesskabet, EU-Tidende 2010, nr. L 302, side 1, Kommissionens forordning (EU) nr. 1193/2011 af 18. november 2011 om oprettelse af et EU-register for handelsperioden, der starter den 1. januar 2013, og efterfølgende handelsperioder for EU's emissionshandelsordning i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/87/EF og Europa-Parlamentets og Rådets beslutning nr. 280/2004/EF, EU-Tidende 2011, nr. L 315, side 1, Kommissionens forordning (EU) nr. 601/2012 af 21. juni 2012 om overvågning og rapportering af drivhusgasemissioner i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/87/EF, EU-Tidende 2012, nr. L 181, side 30, og Kommissionens forordning (EU) nr. 600/2012 af 21. juni 2012 om verifikation af rapporter om drivhusgasemissioner og rapporter om tonkilometer og akkreditering af verifikatorer i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/87/EF, EU-Tidende 2012, nr. L 181, side 1. Ifølge artikel 288 i EUF-Traktaten gælder en forordning umiddelbart i hver medlemsstat. Gengivelsen af disse bestemmelser i loven er således udelukkende begrundet i praktiske hensyn og berører ikke forordningernes umiddelbare gyldighed i Danmark.«

2. § 2 affattes således:

»§ 2. I denne lov forstås ved følgende:

1) Driftsleder: Den juridiske eller fysiske person, der ejer en produktionsenhed eller driver produktionsenheden for egen regning.

2) Drivhusgasser: Kuldioxid (CO2), metan (CH4), lattergas (N2O), hydrofluorkarboner (HFC), perfluorkarboner (PFC), svovlhexafluorid (SF6) og andre gasformige bestanddele af atmosfæren, både natur- og menneskeskabte, som optager og genudsender infrarød stråling.

3) Kvote: Bevis for retten til at udlede 1 t CO2-ækvivalent i en nærmere angivet periode.

4) Luftfartskvoter: Kvoter, der kun kan anvendes til dækning af udledninger fra luftfarten.

5) Luftfartsoperatør: Den fysiske eller juridiske person, der driver et luftfartøj på det tidspunkt, hvor det udfører en af de luftfartsaktiviteter, der er omfattet af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/87/EF af 13. oktober 2003, som senest er ændret med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 421/2014 af 16. april 2014, eller ejeren af luftfartøjet, hvis førstnævnte person er ukendt eller ikke er identificeret af ejeren, herunder en operatør, der mod vederlag stiller rute- eller charterflyvninger til rådighed for offentligheden med henblik på personbefordring, godstransport eller transport af postforsendelser.

6) Produktionsenhed: En stationær teknisk enhed, der består af et eller flere anlæg beliggende på samme lokalitet, hvorfra der udføres de aktiviteter, der er omfattet af loven og regler udstedt i medfør af loven, tillige med eventuelle andre direkte tilknyttede aktiviteter, der har en teknisk forbindelse med aktiviteterne på stedet, og som kan have indvirkning på udledninger og forurening.«

3. § 3, stk. 1, affattes således:

»Klima-, energi- og bygningsministeren kan fastsætte regler eller træffe bestemmelser, der er nødvendige for at gennemføre, anvende eller håndhæve retsakter vedtaget af Den Europæiske Unions institutioner om forhold, der er omfattet af denne lov, vedrørende en ordning for handel med kvoter for drivhusgasemissioner i Fællesskabet, jf. dog stk. 2. Klima-, energi- og bygningsministeren kan herunder fastsætte regler om meddelelse af påbud og forbud og om oplysningspligter.«

4. § 4 affattes således:

»§ 4. Loven finder anvendelse på emissioner fra aktiviteter og drivhusgasser, der er omfattet af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/87/EF af 13. oktober 2003 om en ordning for handel med kvoter for drivhusgasemissioner i Fællesskabet og om ændring af Rådets direktiv 96/61/EF med tilhørende EU-retsakter.

Stk. 2. Klima-, energi- og bygningsministeren kan fastsætte regler om, at loven skal gælde for nærmere angivne fysiske og juridiske personer omfattet af de til enhver tid gældende EU-retsakter nævnt i stk. 1.«

5. I § 5, stk. 1, ændres »og offentliggør en liste over de produktionsenheder, der er omfattet af loven« til: »regler udstedt i medfør af loven eller EU-retsakter om forhold omfattet af loven«.

6. I § 5, stk. 2, indsættes efter »som driver et anlæg«: », eller enhver anden, der er omfattet af EU-regler om krav til handel med kvoter for drivhusgasemissioner«, og efter »anlæggets forhold og indretning«: »samt alt andet, der er omfattet af EU-regler om krav til handel med kvoter for drivhusgasemissioner«.

7. I § 5 indsættes som stk. 3 og 4:

»Stk. 3. Klima-, energi- og bygningsministeren kan fastsætte nærmere regler

1) om afgørelser, som træffes efter denne lov, regler udstedt i medfør af loven eller EU-retsakter om forhold omfattet af loven, herunder i hvilke tilfælde der skal søges om godkendelse, tilladelse m.v., og ændring af disse,

2) om indholdet og formen af ansøgning efter nr. 1,

3) om, at ministerens omkostninger i forbindelse med ministerens arbejde vedrørende fastsættelse af drivhusgasudledningen, herunder omkostninger til ministerens indledende arbejde og eventuel sagkyndig bistand, påhviler driftslederen, luftfartsoperatøren eller enhver anden, der er omfattet af EU-regler om krav til handel med kvoter for drivhusgasemissioner, i tilfælde af at den rapportering af verificerede udledninger af drivhusgasser for det foregående år, som driftslederen, luftfartsoperatøren eller enhver anden, der er omfattet af EU-regler om krav til handel med kvoter for drivhusgasemissioner, er ansvarlig for, ikke er foretaget i overensstemmelse med denne lov, bestemmelser fastsat i henhold til loven eller EU-retsakter om forhold omfattet af loven, og

4) om anvendelse af kreditter fra de projekter, der reducerer drivhusgasudledninger med henblik på at generere kreditter uden for Danmark i overensstemmelse med FN's klimakonvention og Kyotoprotokollen, og om fastsættelse af kreditlofter.

Stk. 4. Klima-, energi- og bygningsministeren kan fastsætte vilkår i forbindelse med afgørelse som nævnt i stk. 3, nr. 1, herunder at driftslederen eller enhver anden, der er omfattet af EU-regler om krav til handel med kvoter for drivhusgasemissioner, overholder nærmere angivne krav, som er begrundet i virksomhedens særlige forhold.«

8. §§ 6-11 ophæves.

9. § 12, stk. 1, affattes således:

»En driftsleder eller enhver anden, der er omfattet af EU-regler om krav til handel med kvoter for drivhusgasemissioner, må kun udlede drivhusgasser, hvis klima-, energi- og bygningsministeren har meddelt tilladelse hertil.«

10. § 12, stk. 2-4, og §§ 13 og 14 ophæves.

11. § 16, stk. 1, affattes således:

»En afgørelse i henhold til loven, regler udstedt i medfør af loven eller EU-retsakter om forhold omfattet af loven, der er truffet af klima-, energi- og bygningsministeren, herunder om tilladelse til udledning af drivhusgasser, kan tilbagekaldes, hvis

1) driftslederen eller luftfartsoperatøren eller enhver anden, der er omfattet af EU-regler om krav til handel med kvoter for drivhusgasemissioner, har gjort sig skyldig i grov eller gentagen overtrædelse af denne lov, af bestemmelser fastsat i henhold til loven, af EU-retsakter om forhold omfattet af loven eller af vilkår for afgørelsen, herunder tilladelsen,

2) driftslederen eller luftfartsoperatøren eller enhver anden, der er omfattet af EU-regler om krav til handel med kvoter for drivhusgasemissioner, ikke er i stand til at antageliggøre at kunne varetage sine forpligtelser i henhold til denne lov, bestemmelser fastsat i henhold til loven, EU-retsakter om forhold omfattet af loven eller vilkår for afgørelsen, herunder tilladelsen, på forsvarlig måde eller

3) driftslederen eller luftfartsoperatøren eller enhver anden, der er omfattet af EU-regler om krav til handel med kvoter for drivhusgasemissioner, har forfalden gæld til det offentlige, herunder afgiftsbetaling efter § 28, på mere end 100.000 kr.«

12. I § 16, stk. 3 og 5, ændres »driftslederen« til: »driftslederen, luftfartsoperatøren eller enhver anden, der er omfattet af EU-regler om krav til handel med kvoter for drivhusgasemissioner,«.

13. I § 16, stk. 4, ændres »driftslederen.« til: »driftslederen, luftfartsoperatøren eller enhver anden, der er omfattet af EU-regler om krav til handel med kvoter for drivhusgasemissioner.«

14. § 17 ophæves.

15. I § 18, stk. 1, udgår » efter §§ 19 og 20«.

16. § 19 affattes således:

»§ 19. Klima-, energi- og bygningsministeren tildeler kvoter til driftsledere eller luftfartsoperatører eller alle andre, der er omfattet af EU-regler om krav til handel med kvoter for drivhusgasemissioner, baseret på benchmarks fastsat i henhold til EU-retsakter om forhold omfattet af denne lov.

Stk. 2. Klima-, energi- og bygningsministeren kan beslutte, at en driftsleder eller luftfartsoperatør eller enhver anden, der er omfattet af EU-regler om krav til handel med kvoter for drivhusgasemissioner, og som er tildelt kvoter efter stk. 1, skal tilbagelevere kvoter svarende til de uretmæssigt modtagne, hvis tildelingen er sket på baggrund af urigtige data eller oplysninger, eller uden at betingelserne i denne lov, bestemmelser fastsat i henhold til loven eller EU-retsakter om forhold omfattet af loven herfor i øvrigt er opfyldt.

Stk. 3. Klima-, energi- og bygningsministeren kan fastsætte nærmere regler om tildeling og tilbagelevering af kvoter, herunder tildelinger til nytilkomne produktionsenheder og aktiviteter.«

17. § 20 ophæves.

18. § 23, stk. 2 og 3, ophæves.

Stk. 4 bliver herefter stk. 2.

19. § 24 affattes således:

»§ 24. Klima-, energi- og bygningsministeren kan fastsætte nærmere regler om overvågning af udledningen af kuldioxid (CO2) og andre drivhusgasser omfattet af loven, regler udstedt i medfør af loven eller EU-retsakter om forhold omfattet af loven.«

20. § 25 affattes således:

»§ 25. Klima-, energi- og bygningsministeren kan fastsætte nærmere regler om verifikation af udledningen af kuldioxid (CO2) og andre drivhusgasser omfattet af loven, regler udstedt i medfør af loven eller EU-retsakter om forhold omfattet af loven.«

21. § 26 affattes således:

»§ 26. Klima-, energi- og bygningsministeren kan fastsætte nærmere regler om rapportering af udledningen af kuldioxid (CO2) og andre drivhusgasser omfattet af loven, regler udstedt i medfør af loven eller EU-retsakter om forhold omfattet af loven.

Stk. 2. Klima-, energi- og bygningsministeren kan fastsætte regler om biobrændstoffers og flydende biobrændslers bæredygtighed, herunder om dokumentation af biobrændstoffers og flydende biobrændslers bæredygtighed.«

22. § 27 affattes således:

»§ 27. Driftsledere eller luftfartsoperatører eller alle andre, der er omfattet af EU-regler om krav til handel med kvoter for drivhusgasemissioner, skal i EU-registeret hvert år senest den 30. april returnere et antal kvoter svarende til deres udledninger i overensstemmelse med EU-retsakter om forhold omfattet af loven.

Stk. 2. Klima-, energi- og bygningsministeren kan fastsætte nærmere regler om returnering af kvoter efter stk. 1.«

23. § 28, stk. 1, affattes således:

»Hvis en driftsleder eller luftfartsoperatør eller enhver anden, der er omfattet af EU-regler om krav til handel med kvoter for drivhusgasemissioner, ikke har overholdt sin forpligtelse efter § 27 og regler udstedt i medfør heraf, pålægger klima-, energi- og bygningsministeren vedkommende at betale en afgift til statskassen. Afgiften pålægges årligt og udgør et beløb svarende til 100 euro for hvert udledt ton CO2-ækvivalent, der ikke er blevet returneret, jf. § 27 og regler udstedt i medfør heraf.«

24. I § 28, stk. 2, ændres »driftslederes og luftfartsoperatørers betaling« til: »pålæg«.

25. I § 28, stk. 3, ændres »pr. 1. maj« til: »på baggrund af returnerede kvoter dagen efter fristen for returnering af kvoter«.

26. I § 28, stk. 5, ændres »driftslederen eller luftfartsoperatøren,« til: »driftslederen, luftfartsoperatøren eller enhver anden, der er omfattet af EU-regler om krav til handel med kvoter for drivhusgasemissioner.«, og i stk. 6 ændres »driftslederen eller luftfartsoperatøren« til: »driftslederen, luftfartsoperatøren eller enhver anden, der er omfattet af EU-regler om krav til handel med kvoter for drivhusgasemissioner,«.

27. I § 28 indsættes efter stk. 6 som nyt stykke:

»Stk. 7. Klima-, energi- og bygningsministeren pålægger driftslederen eller luftfartsoperatøren eller enhver anden, der er omfattet af EU-regler om krav til handel med kvoter for drivhusgasemissioner, at betale afgift efter stk. 1 for hvert udledt ton CO2-ækvivalent, hvis der ikke det følgende år er returneret kvoter svarende til en eventuel manko for tidligere år, jf. stk. 6. Afgiftsbetalingen fritager ikke driftslederen eller luftfartsoperatøren eller enhver anden, der er omfattet af EU-regler om krav til handel med kvoter for drivhusgasemissioner, for forpligtelsen til at returnere kvoter i EU-registeret svarende til de kvoteoverskridende udledninger, når vedkommende returnerer kvoter for det følgende kalenderår.«

Stk. 7 bliver herefter stk. 8.

28. I § 28, stk. 7, der bliver stk. 8, ændres i 1. pkt. »driftslederen eller luft­farts­operatøren.« til: »driftslederen, luftfartsoperatøren eller enhver anden, der er omfattet af EU-regler om krav til handel med kvoter for drivhusgasemissioner.«, og i 2. pkt. og to gange i 3. pkt. ændres »driftslederen eller luftfartsoperatøren« til: »driftslederen, luftfartsoperatøren eller enhver anden, der er omfattet af EU-regler om krav til handel med kvoter for drivhusgasemissioner,«.

29. § 29, stk. 1, affattes således:

»Klima-, energi- og bygningsministeren fører tilsyn med, om driftslederne, luftfartsoperatørerne og andre, der er omfattet af EU-regler om krav til handel med kvoter for drivhusgasemissioner, overholder loven, regler udstedt i medfør af loven og EU-retsakter om forhold omfattet af loven samt vilkår og afgørelser truffer i medfør heraf, jf. dog stk. 2.«

30. I § 29, stk. 3, ændres »Driftsledere og luftfartsoperatører, som udfører aktiviteter omfattet af denne lov« til: »Driftsledere, luftfartsoperatører eller andre, der er omfattet af EU-regler om krav til handel med kvoter for drivhusgasemissioner, og som udfører aktiviteter omfattet af denne lov eller af regler, der udstedes i medfør af denne lov«.

31. § 30, stk. 1 og 2, ophæves, og i stedet indsættes:

»Driftslederen og luftfartsoperatøren eller enhver anden, der er omfattet af EU-regler om krav til handel med kvoter for drivhusgasemissioner, betaler klima-, energi- og bygningsministerens udgifter ved ministerens opgaver efter denne lov, bestemmelser fastsat i henhold til loven eller EU-retsakter om forhold omfattet af loven, herunder udgifter til sagsbehandling, meddelelse af tilladelser, tildeling af kvoter, behandling og afgørelse af sager vedrørende overvågning, verifikation og rapportering, afgørelse om afgiftsbetaling efter § 28 og tilsyn efter § 29, stk. 1.«

Stk. 3-5 bliver herefter stk. 2-4.

32. § 30, stk. 3, der bliver stk. 2, affattes således:

»Stk. 2. Klima-, energi- og bygningsministeren kan fastsætte regler om betaling af de udgifter, der efter stk. 1 skal betales af driftslederen, luftfartsoperatøren eller enhver anden, der er omfattet af EU-regler om krav til handel med kvoter for drivhusgasemissioner.«

33. I § 30, stk. 5, der bliver stk. 4, ændres »stk. 4.« til: »stk. 3.«

34. I § 31, stk. 3, nr. 1, ændres »§ 16« til: »og § 16«, og », og § 17, stk. 1« udgår.

35. I § 31, stk. 3, nr. 2, udgår », 3 og 4, og § 20, stk. 1 og 7«.

36. I § 31, stk. 3, nr. 3, ændres »efter § 26, stk. 5« til: »om fastsættelse af drivhusgasudledning«.

37. I § 31, stk. 4, ændres »retlige« til: »forvaltningsretlige«.

38. § 32, stk. 1, affattes således:

»Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes med bøde den, der

1) undlader at give oplysninger eller afgiver urigtige eller vildledende oplysninger påkrævet efter § 5, stk. 2, herunder på tro og love,

2) overtræder forpligtelsen til at tilbagelevere kvoter i henhold til beslutning efter § 19, stk. 2,

3) undlader at give oplysninger efter § 29, stk. 3,

4) ikke efterkommer påbud efter § 29, stk. 4, eller

5) fortier oplysninger eller afgiver urigtige eller vildledende oplysninger, der har betydning for myndighedernes sagsbehandling efter loven, bestemmelser fastsat i henhold til loven eller EU-retsakter om forhold omfattet af loven, eller som har indflydelse på myndighedernes afgørelser efter loven, bestemmelser fastsat i henhold til loven eller EU-retsakter om forhold omfattet af loven eller har betydning for afgiftskontrollen.«

39. I § 33, stk. 1, 1. pkt., og stk. 2, 1. pkt., indsættes efter »i denne lov«: », bestemmelser fastsat i henhold til loven«.

40. I § 33, stk. 2, 2. pkt., udgår », jf. kapitel 3, 4, 6 og 7«.

41. § 34, stk. 2, ophæves.

42. § 35, stk. 1, affattes således:

»Klima-, energi- og bygningsministeren kan fastsætte regler om, at kommunikation om forhold, som er omfattet af denne lov, bestemmelser fastsat i henhold til loven eller EU-retsakter om forhold omfattet af loven, herunder kommunikation i forbindelse med ansøgning om udledningstilladelse, fremsendelse af oplysninger om forhold af betydning for udledningstilladelsen, ansøgning om gratistildeling, forelæggelse af ajourførte overvågningsplaner, rapportering af verificerede udledninger og andre oplysninger, som ministeren modtager efter denne lov, regler udstedt i medfør af denne lov eller EU-retsakter om forhold omfattet af denne lov, skal foregå digitalt. Efter forhandling med den pågældende minister kan tilsvarende regler fastsættes for andre offentlige myndigheder, som har opgaver efter denne lov, bestemmelser fastsat i henhold til loven eller EU-retsakter om forhold omfattet af loven.«

43. I § 36, stk. 1, indsættes som 2. pkt.:

»Efter forhandling med den pågældende minister kan tilsvarende regler fastsættes for andre offentlige myndigheder, som har opgaver efter denne lov, bestemmelser fastsat i henhold til loven eller EU-retsakter om forhold omfattet af loven.«

44. Bilag 1 ophæves.

§ 2

I lov om kuldioxidafgift af visse energiprodukter, jf. lovbekendtgørelse nr. 321 af 4. april 2011, som ændret bl.a. ved § 5 i lov nr. 722 af 25. juni 2010, § 42 i lov nr. 1095 af 28. november 2012 og § 2 i lov nr. 903 af 4. juli 2013 og senest ved § 2 i lov nr. 1174 af 5. november 2014, foretages følgende ændring:

1. I § 9 a, stk. 1, indsættes som 5. pkt.:

»Ved §§ 8-10 i lov om CO2-kvoter, som er nævnt i 1. pkt., forstås §§ 8-10 i lov nr. 1095 af 28. november 2012 om CO2-kvoter.«

§ 3

Loven træder i kraft den 1. januar 2015.

§ 4

Stk. 1. Afgørelser, herunder tilladelser og godkendelser, der er omfattet af denne lov, bestemmelser fastsat i henhold til loven eller EU-retsakter om forhold omfattet af loven, og som er meddelt før lovens ikrafttræden i henhold til lov nr. 1095 af 28. november 2012 om CO2-kvoter, bevarer deres gyldighed, indtil de skal fornys, bortfalder eller udløber. Der­efter skal fornyede afgørelser, herunder tilladelser og godkendelser, gives i henhold til denne lov, bestemmelser fastsat i henhold til loven eller EU-retsakter om forhold omfattet af loven.

Stk. 2. Regler, der er udstedt i medfør af lov nr. 1095 af 28. november 2012 om CO2-kvoter, forbliver i kraft, indtil de ophæves eller erstattes af regler udstedt i medfør af denne lov.