Skriftlig fremsættelse (14. januar
2015)
Ministeren for by, bolig og landdistrikter
(Carsten Hansen):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om
ændring af lov om almene boliger m.v. (Støtte til
nedrivning af hele afdelinger).
(Lovforslag nr. L 108).
I Vækstpakke 2014 indgår, at
regeringen, Venstre, Det Konservative Folkeparti, Socialistisk
Folkeparti, Dansk Folkeparti og Enhedslisten er enige om
følgende initiativ:
»En række almene
boligafdelinger i landets yderområder oplever en vigende
efterspørgsel, som gør, at afdelingerne ikke kan
videreføres eller oplever betydelige lejetab. Det kan bl.a.
betyde, at en række gode og energieffektive almene boliger
står tomme, idet balancelejen ikke er konkurrencedygtig
på det lokale boligmarked. Det aftales, at problemet tages op
i efterårets forhandlinger om den fremtidige anvendelse af
Landsbyggefondens midler med henblik på at muliggøre
yderligere nedrivninger.«
På den baggrund er der den 2.
december 2014 indgået aftale mellem ovennævnte parter
om at afsætte en del af den samlede nedrivningsramme i
Landsbyggefonden til nedrivning af hele almene boligafdelinger.
Lovforslaget indeholder ændringer af
almenboligloven således, at Landsbyggefonden får
mulighed for at støtte nedrivningen af hele almene
afdelinger, som har en høj vedvarende boligledighed, som er
opført for mindst 25 år siden og som efter
Landsbyggefondens vurdering ikke kan videreføres. Det
foreslås samtidig, at Landsbyggefonden kan anvende indtil 200
mio. kr. af nedrivningsrammen hertil. Da hele afdelingen nedrives,
og der derfor ikke er lån, der kan videreføres, ydes
støtten som tilskud.
I forlængelse heraf foreslås,
at boligorganisationer og kommuner får mulighed for at
støtte nedrivning af hele afdelinger, idet dette ikke er
muligt efter de gældende regler.
Forslaget vil ikke medføre
økonomiske eller administrative konsekvenser for det
offentlige.
Forslaget medfører ikke
økonomiske eller administrative konsekvenser for
erhvervslivet og der er ingen miljømæssige
konsekvenser.
Forslaget vurderes at være i
overensstemmelse med Kommissionens afgørelse af 20. december
2011 om kompensation til virksomheder, der har fået
overdraget at udføre tjenesteydelser af almindelig
økonomisk interesse og indeholder ikke EU-retlige aspekter
herudover.
Forslaget foreslås at træde i
kraft i den 1. marts 2015.
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager lovforslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.