Tillægsbetænkning afgivet af
By- og Boligudvalget den 24. februar 2015
1. Udvalgsarbejdet
Lovforslaget blev fremsat den 14. januar
2015 og var til 1. behandling den 22. januar 2015. Lovforslaget
blev efter 1. behandling henvist til behandling i By- og
Boligudvalget. Udvalget afgav betænkning den 17. februar
2015. Lovforslaget var til 2. behandling den 24. februar 2015,
hvorefter det blev henvist til fornyet behandling i By- og
Boligudvalget.
Møder
Udvalget har, efter lovforslaget blev
henvist til fornyet udvalgsbehandling, behandlet lovforslaget i 1
møde.
2. Indstillinger og politiske
bemærkninger
Et flertal i
udvalget (S, DF, RV, SF, EL og KF) indstiller lovforslaget til
vedtagelse, i den affattelse, hvori det
foreligger efter 2. behandling.
Dansk Folkepartis medlemmer af udvalget
finder, at der fortsat er behov for en indsats for at forbedre de
udsatte almene boligområder fysisk, socialt og
økonomisk. Det er målsætningen, at antallet af
særlig udsatte områder (ghettoområderne) skal
reduceres, og de udsatte områder skal gøres til
attraktive boligområder, der er integrerede dele af den
omkringliggende by.
DF finder, at tryghed og trivsel skal
være centrale og gennemgående temaer i den samlede
indsats i de udsatte boligområder, hvor der er problemer med
bl.a. uroskabende adfærd blandt nogle unge. DF har
ønsket, at der skulle sættes ind med en
målrettet, fokuseret og effektivt indsats mod den uroskabende
adfærd, vold og kriminalitet, herunder ved mulighed for brug
af forældre- og ungepålæg samt zoneforbud over
for kriminelle og uroskabende adfærd. DF har stillet
spørgsmål om anvendelse af zoneforbud, bl.a. i
Bispehaven ved Aarhus, og i en udtalelse fra Rigspolitiet oplyses
det, at Østjyllands Politi har oplyst, at der ikke er
meddelt opholds- eller zoneforbud i Bispehaven i perioden
2012-2014. Det får DF styrket med denne aftale.
DF finder, at forældre har et stort
ansvar for deres børn, og de unge mennesker har et ansvar
for at opføre sig ordentligt. Vi husker alle sammen
hundelufteren fra Vollsmose, som brutalt blev overfaldet, banket og
røvet, mens han var ude og gå tur med naboens hund. Vi
husker også alle sammen, da Odense Universitetshospital blev
stormet på grund af skyderier i Vollsmose. DF har
påpeget, at dette vil vi som samfund ikke finde os i. Derfor
er det vigtigt, at vi som samfund siger fra.
I aftalen afsættes der midler af til
den boligsociale indsats, heriblandt huslejenedsættelser,
infrastruktur og støtte til nedrivning. DF vil kæmpe
imod parallelsamfund. DF kan se sig selv i flere elementer i
aftalen, og DF støtter forslaget.
Et mindretal i
udvalget (V og LA) indstiller lovforslaget til forkastelse.
Inuit Ataqatigiit, Siumut,
Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin var på tidspunktet
for tillægsbetænkningens afgivelse ikke
repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke
adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i
tillægsbetænkningen.
En oversigt over Folketingets
sammensætning er optrykt i
tillægsbetænkningen.
Bjarne Laustsen (S) Jan Johansen
(S) Jens Joel (S) Mette Reissmann (S) fmd. Simon Kollerup (S) Orla Hav (S)
Thomas Jensen (S) Liv Holm Andersen (RV) Nadeem Farooq (RV) Ida
Auken (RV) Eigil Andersen (SF) Lisbeth Bech Poulsen (SF) Özlem
Sara Cekic (SF) Lars Dohn (EL) Rosa Lund (EL) Louise Schack Elholm
(V) Martin Geertsen (V) Jane Heitmann (V) Preben Bang Henriksen (V)
Michael Aastrup Jensen (V) Karen Jespersen (V) nfmd. Karsten Lauritzen (V) Fatma
Øktem (V) Karina Adsbøl (DF) Alex Ahrendtsen (DF) Ib
Poulsen (DF) Anita Christensen (DF) Ole Birk Olesen (LA) Charlotte
Dyremose (KF)
Inuit Ataqatigiit, Siumut,
Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i
udvalget.
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V) | 47 |
Socialdemokratiet (S) | 47 |
Dansk Folkeparti (DF) | 22 |
Radikale Venstre (RV) | 17 |
Socialistisk Folkeparti (SF) | 12 |
Enhedslisten (EL) | 12 |
Liberal Alliance (LA) | 9 |
Det Konservative Folkeparti (KF) | 8 |
Inuit Ataqatigiit (IA) | 1 |
Siumut (SIU) | 1 |
Sambandsflokkurin (SP) | 1 |
Javnaðarflokkurin (JF) | 1 |
Uden for folketingsgrupperne (UFG) | 1 |
Bilag
Oversigt over bilag
vedrørende L 109
Bilagsnr. | Titel | 6 | 2. udkast til betænkning | 7 | Betænkning afgivet den 17. februar
2015 | 8 | Udkast til
tillægsbetænkning |
|