Fremsat den 17. december 2014 af
beskæftigelsesministeren (Henrik Dam Kristensen)
Forslag
til
Lov om ændring af lov om udstationering af
lønmodtagere m.v.
(Forhøjelse af straffen for
overtrædelser af grovere karakter af anmeldelsespligten til
Register for Udenlandske Tjenesteydere)
§ 1
I lov om udstationering af lønmodtagere
m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 342 af 3. april 2014,
foretages følgende ændring:
1. § 10 a,
stk. 3, affattes således:
»Stk. 3. Ved
straffens udmåling efter stk. 1 betragtes det som en
skærpende omstændighed, hvis overtrædelsen er
begået forsætligt eller ved grov uagtsomhed, eller hvis
der ved overtrædelsen er opnået eller tilsigtet
opnået en økonomisk fordel for den
pågældende selv eller andre, eller hvis
overtrædelsen i øvrigt er af grovere
karakter.«
§ 2
Loven træder i kraft den 1. marts 2015.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
1.
Indledning
Udenlandske virksomheder, som leverer
tjenesteydelser i Danmark, og som udstationerer medarbejdere i den
forbindelse, har siden den 1. maj 2008 haft pligt til at anmelde en
række oplysninger til Registret for Udenlandske Tjenesteydere
(herefter RUT). I 2010 og 2013 blev anmeldelsespligten til RUT
skærpet på en række punkter.
RUT har til formål at give myndighederne
og arbejdsmarkedets parter mulighed for at sikre
håndhævelsen af de regler og vilkår, der
gælder for udenlandske tjenesteydere og arbejdstagere, der
udfører arbejde i Danmark. Oplysningerne i RUT er et vigtigt
redskab for både myndighederne og arbejdsmarkedets parter for
at sikre, at udenlandske tjenesteydere overholder danske regler og
vilkår, når de midlertidigt udfører arbejde i
Danmark. Det er derfor af stor betydning, at udenlandske
tjenesteydere overholder anmeldelsespligten til RUT og at manglende
overholdelse af anmeldelsespligten sanktioneres effektivt.
I forbindelse med finanslovsaftalen for 2015
mellem regeringen (Socialdemokraterne og Radikale Venstre),
Enhedslisten og Socialistisk Folkeparti om en styrket indsats mod
social dumping blev det aftalt, at bøden ved
overtrædelse af anmeldelsespligten til RUT skal skærpes
ved gentagne overtrædelser, og at bøden skal
hæves med 100 pct. anden gang reglerne overtrædes. Det
er forudsat i aftalen, at Arbejdstilsynet får mulighed for at
udstede administrative bødeforelæg med fordobling af
bøden i sager om gentagen overtrædelse af
anmeldelsespligten. Baggrunden for aftalen om skærpelsen af
bødeniveauet i gentagelsestilfælde er, at en
række udenlandske tjenesteydere gentagne gange ikke
overholder anmeldelsespligten til RUT, og at der derfor er et behov
for at skærpe straffen i gentagelsessituationer.
Formålet med forslaget er at bidrage til en mere effektiv
efterlevelse af reglerne om anmeldelsespligt til RUT.
Lovforslaget er således en
udmøntning af en del af finanslovsaftalen mellem regeringen,
Enhedslisten og Socialistisk Folkeparti, som forudsætter en
ændring af lov om udstationering af lønmodtagere
m.v.
2.
Lovforslagets indhold
2.1.
Gældende ret
2.1.1.
Udstationeringsloven
Udenlandske tjenesteydere, som
overtræder anmeldelsespligten til RUT enten i form af
manglende anmeldelse til RUT, eller afgivelse af urigtige eller
mangelfulde oplysninger efter udstationeringslovens § 7 a
straffes med bøde, jf. lovens § 10 a, stk. 1-3.
Efter lovens § 10 a, stk. 3, anses det
som en skærpende omstændighed ved straffens
udmåling, hvis overtrædelsen er begået
forsætligt eller ved grov uagtsomhed, eller hvis der ved
overtrædelsen er opnået eller er tilsigtet opnået
en økonomisk fordel for den pågældende selv
eller andre.
Det er forudsat i forarbejderne til
§ 10 a, i udstationeringsloven, jf. Folketingstidende
2009-2010 tillæg A, L 157 som fremsat, side 14-15, at
bødeniveauet for udenlandske virksomheders manglende
overholdelse af anmeldelsespligten til RUT er 10.000 kr. i
normaltilfælde. Det er endvidere forudsat i forarbejderne til
loven, at tidligere overtrædelser af loven skal anses for en
skærpende omstændighed, men der er ikke forudsat et
særligt bødeniveau for gentagelsestilfælde i
bemærkningerne til loven. Der foreligger begrænset
viden om bødestørrelser i gentagelsestilfælde
efter loven i dag. I en række sager er der vedtaget
bøder og idømt udeblivelsesdomme på 15.000 kr.
2. gang anmeldelsespligten til RUT er overtrådt. Der er
desuden i enkelte sager vedtaget og idømt bøder
på 20.000 kr. 3. gang reglerne er overtrådt.
Med hjemmel i udstationeringslovens § 10
d, stk. 1, har Arbejdstilsynet mulighed for at udstede
administrative bødeforelæg for visse
overtrædelser af anmeldelsespligten til RUT. De nærmere
regler om Arbejdstilsynets adgang til at udstede administrative
bødeforelæg er fastsat i
Beskæftigelsesministeriets bekendtgørelse nr. 800 af
20. juni 2013 om udstedelse af administrative
bødeforelæg for visse overtrædelser af
anmeldelsespligten til Registret for Udenlandske Tjenesteydere.
Hjemlen til at udstede administrative bødeforelæg
gælder i alle tilfælde, hvor der er tale om en
ukompliceret overtrædelse af udstationeringslovens § 7
a, stk. 1 og 2 samt § 7 d, stk. 1, hvor der ikke er
bevismæssige tvivlsspørgsmål, og hvor
sanktionsniveauet ligger fast.
2.1.2.
Straffeloven
Straffelovens § 81, nr. 1, fastslår
blandt andet, at det ved straffens fastsættelse i
almindelighed skal indgå som en skærpende
omstændighed, at gerningsmanden tidligere er straffet af
betydning for sagen.
Straffelovens § 84, stk. 1,
fastslår, at det er en betingelse for anvendelsen af
bestemmelser om forhøjet straf eller andre retsfølger
i gentagelsestilfælde, at gerningsmanden, inden den
pågældende på ny overtræder loven, er
fundet skyldig i en begået strafbar handling, som loven
tillægger gentagelsesvirkning på den nu begåede
overtrædelse.
Straffelovens § 84, stk. 3,
fastslår bl.a., at gentagelsesvirkningen ophører,
når der, førend den nye strafbare handling blev
begået, er forløbet 10 år, efter at den
tidligere straf er udstået, endeligt eftergivet eller
bortfaldet. Er den tidligere straf en bødestraf, regnes den
nævnte frist fra datoen for den endelige dom eller
bødens vedtagelse.
2.2.
Beskæftigelsesministeriets overvejelser
I de situationer, hvor udenlandske
virksomheder og tjenesteydere groft tilsidesætter
anmeldelsespligten til RUT f.eks. ved gentagne overtrædelser
af anmeldelsespligten til RUT eller ved meget omfattende
fejlinformation i RUT, er der behov for at skærpe
bødeniveauet. Det skal kunne mærkes, hvis en
virksomhed groft tilsidesætter anmeldelsespligten til RUT.
Med henblik på at sikre højere regelefterlevelse
bør det derfor fremgå af bemærkningerne til
loven, hvilken konsekvens overtrædelser af grov karakter skal
have for bødens udmåling.
2.3. Den
foreslåede ordning
Det foreslås, at § 10 a, stk. 3,
ændres, således at det udtrykkeligt fremgår af
udstationeringsloven, at straffen også skærpes i sager
af grovere karakter. Ved sager af grovere karakter forstås i
denne sammenhæng f.eks. tilbagevendende eller gentagen
overtrædelse af lovens § 7 a, stk. 1 og 2, samt § 7
d, stk. 1, eller at der er tale om meget omfattende fejlinformation
i RUT. Det er forudsat i forarbejderne til udstationeringslovens
§ 10 a, at bødeniveauet for manglende overholdelse af
anmeldelsespligten til RUT er 10.000 kr. i normaltilfælde,
jf. Folketingstidende 2009-2010 tillæg A, L 157 som fremsat,
side 14-15. Det forudsættes, at normalbøden som
udgangspunkt forhøjes med 100 pct. i sager af grovere
karakter, herunder ved gentagne overtrædelser.
Fastsættelsen af straffen vil fortsat bero på
domstolenes konkrete vurdering i det enkelte tilfælde og
samtlige omstændigheder i sagen, og det angivne strafniveau
vil kunne fraviges i op eller nedad gående retning, hvis der
i den konkrete sag foreligger skærpende eller formildende
omstændigheder, jf. herved de almindelige regler om
straffastsættelse i straffelovens kapitel 10.
3.
Økonomiske og administrative konsekvenser for det
offentlige
Forslaget forventes ikke at have
økonomiske og administrative konsekvenser for det
offentlige.
4.
Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet
m.v.
Forslaget forventes ikke at have
økonomiske og administrative konsekvenser for
erhvervslivet.
5.
Administrative konsekvenser for borgerne
Forslaget har ingen administrative
konsekvenser for borgerne.
6.
Miljømæssige konsekvenser
Forslaget har ingen miljømæssige
konsekvenser.
7. Forholdet
til EU-retten
Anmeldelsespligten til RUT for udenlandske
virksomheder er i overensstemmelse med de EU-retlige regler for fri
bevægelighed. Muligheden for at kræve anmeldelsespligt
til et offentligt register er konsolideret med direktiv 2014/67/EU
om håndhævelse af udstationeringsdirektivet, hvori det
også er forudsat, at overtrædelse af nationale regler
skal sanktioneres. Der indføres ikke nye pligter for
udenlandske tjenesteydere i forbindelse med lovforslaget. Der er
alene tale om en skærpelse af sanktionen ved
overtrædelser af grovere karakter af allerede gældende
regler med henblik på en mere effektiv
håndhævelse af reglerne. En fordobling af
bødeniveauet ved overtrædelser af grovere karakter af
anmeldelsespligten til RUT vurderes at stå i rimeligt forhold
til den pågældende lovovertrædelse.
8.
Hørte myndigheder og organisationer m.v.
Et udkast til lovforslag har i perioden fra
den 3. december 2014 til den 5. december 2014 været sendt i
høring hos følgende myndigheder og organisationer
m.v.:
Advokatrådet, Akademikernes, Business
Denmark, Centralorganisationernes
Fællesudvalg, Dansk Arbejdsgiverforening, Danske Advokater,
Danske Regioner, Datatilsynet, Den Danske Dommerforening, Det
Faglige Hus, Finanssektorens Arbejdsgiverforening, Foreningen af
Politimestre i Danmark, Frie Funktionærer,
Funktionærernes og Tjenestemændenes
Fællesråd, Håndværksrådet, Kommunale
Tjenestemænd og Overenskomstansatte, Kommunernes
Landsforening, Kristelig Arbejdsgiverforening, Kristelig
Fagbevægelse, Landsorganisationen i Danmark, Lederne, og
Rigsadvokaten.
| | | 9. Sammenfattende skema | | Positive konsekvenser/mindreudgifter | Negative konsekvenser/merudgifter | Økonomiske konsekvenser for det
offentlige | Ingen | Ingen | Administrative konsekvenser for det
offentlige | Ingen | Ingen | Økonomiske konsekvenser for
erhvervslivet | Ingen | Ingen | Administrative konsekvenser for
erhvervslivet | Ingen | Ingen | Miljømæssige
konsekvenser | Ingen | Ingen | Administrative konsekvenser for
borgerne | Ingen | Ingen | Forholdet til EU-retten | Forslaget har ingen EU-retlige
konsekvenser. |
|
Bemærkninger til lovforslagets
enkelte bestemmelser
§ 1
Til nr.
1
Med forslaget ændres § 10 a, stk.
3, således, at det forhold, at der er tale om en
overtrædelse af grovere karakter, anses som en
skærpende omstændighed ved straffens udmåling.
Ved grovere karakter forstås f.eks., at der er tale om en
gentagen eller tilbagevendende overtrædelse af
udstationeringslovens § 7 a, stk. 1 og 2, samt § 7 d,
stk. 1, eller at der er tale om en meget omfattende fejlinformation
i RUT.
Forslaget medfører, at det ved
straffens udmåling betragtes som en skærpende
omstændighed, at den anmeldelsespligtige udenlandske
virksomhed eller tjenesteyders forseelse er af grovere karakter.
Det vil f.eks. være tilfældet, hvis virksomheden eller
tjenesteyderen tidligere er straffet for overtrædelse af
reglerne om anmeldelsespligt til RUT, herunder også reglerne
om at give dokumentation til hvervgiver eller ved omfattende
fejlinformation til RUT. Det forudsættes, at bøden
hæves med 100 pct. ved overtrædelser af grovere
karakter. Dette gælder såvel ved den første
gentagne overtrædelse, som ved efterfølgende
overtrædelser. De almindelige strafferetlige principper om
ligeartede lovovertrædelser gælder ved vurderingen af,
om der er tale om, at det nye forhold er af samme art, som det
tidligere pådømte forhold.
Det bemærkes, at det i øvrigt
tilkommer domstolene ud fra en samlet vurdering af sagens
omstændigheder at fastsætte bøden i den enkelte
sag, og at bøden kan fastsættes til et større
eller mindre beløb end bødeniveauet i
normaltilfælde afhængig af sagens konkrete
omstændigheder, således som det også
fremgår af forarbejderne til lovens § 10 a, jf.
Folketingstidende 2009-2010 tillæg A, L 157 som fremsat, side
14-15.
Der lægges med lovforslaget ikke op til
en ændring af § 10 a, stk. 3 i øvrigt.
Således forudsættes det fortsat at være en
skærpende omstændighed, hvis overtrædelsen er
begået forsætligt eller groft uagtsomt, eller hvis der
ved overtrædelsen er opnået eller tilsigtet
opnået økonomisk fordel for den pågældende
selv eller andre, men der forudsættes ikke en fordobling af
bødestraffen i disse situationer.
Reglerne om indbyrdes gentagelsesvirkning
følger de almindelige strafferetlige principper,
således at der ved vurderingen af, om forholdet skal have
gentagelsesvirkning, skal ske en konkret vurdering af såvel
den foreliggende som den tidligere overtrædelse. Både
tidligere domme og bødevedtagelser, såvel udenretlige
som administrative, tillægges gentagelsesvirkning i
overensstemmelse med straffelovens § 84, stk. 3, og
retsplejelovens § 899, stk. 3 og § 832, stk. 3. Fristen
regnes fra datoen for den endelige dom eller bødens
vedtagelse.
Det er en betingelse for skærpelse af
straffen i gentagelsestilfælde, at den nye strafbare handling
er begået inden udløbet af 10 år, efter at den
tidligere straf er udstået, jf. straffelovens § 84,
stk.1 og 3.
Dansk rets almindelige regler om kumulation af
straf ved pådømmelse af flere forhold finder
anvendelse.
Med den angivne forudsætning om, at
bøden fordobles ved grove overtrædelser af
anmeldelsespligten til RUT, vil Arbejdstilsynet i forbindelse med
udstedelse af administrative bødeforelæg overfor
udenlandske virksomheder, der tidligere er straffet for f.eks.
manglende overholdelse af anmeldelsespligten til RUT, kunne anvende
det forhøjede bødeniveau.
§ 2
Det foreslås, at lovforslaget
træder i kraft den 1. marts 2015. Det skærpede
bødeniveau får virkning for en gentagen
overtrædelse, der finder sted efter lovens
ikrafttræden, dvs. hvor anmeldelsespligten og dermed levering
af tjenesteydelsen finder sted efter den 1. marts 2015.
Bilag
Lovforslaget sammenholdt
med gældende ret
| | | Gældende
formulering | | Lovforslag | | | | | | § 1 | | | | | | I lov om udstationering af
lønmodtagere, jf. lovbekendtgørelse nr. 342 af 3.
april 2014, foretages følgende ændring: | | | | § 10 a. Med
bøde straffes den, der på følgende måder
overtræder lovens bestemmelser: 1. Undlader rettidigt at anmelde oplysninger
eller afgiver urigtige eller mangelfulde oplysninger efter § 7
a, stk. 1. 2. Undlader rettidigt at anmelde oplysninger
eller afgiver urigtige eller mangelfulde oplysninger efter § 7
a, stk. 2. 3. Undlader at give dokumentation til
hvervgiver i henhold til § 7 d, stk. 1. 4. Undlader at rette henvendelse til
Arbejdstilsynet i henhold til § 7 d, stk. 2. Stk. 2.
Overtrædelser efter stk. 1, nr. 3 og 4, straffes dog ikke,
såfremt der er sket korrekt anmeldelse efter § 7
a. | | | Stk. 3. Ved
straffens udmåling efter stk. 1 betragtes det som en
skærpende omstændighed, hvis overtrædelsen er
begået forsætligt eller ved grov uagtsomhed, eller hvis
der ved overtrædelsen er opnået eller tilsigtet
opnået en økonomisk fordel for den
pågældende selv eller andre. | | 1. § 10 a, stk. 3, affattes
således: Stk. 3. Ved
straffens udmåling efter stk. 1 betragtes det som en
skærpende omstændighed, hvis overtrædelsen er
begået forsætligt eller ved grov uagtsomhed, eller hvis
der ved overtrædelsen er opnået eller tilsigtet
opnået en økonomisk fordel for den
pågældende selv eller andre, eller hvis
overtrædelsen i øvrigt er af grovere karakter. | | | | | | § 2 | | | | | | Loven træder i kraft den 1. marts
2015. |
|