Jeg kommer fra Esbjerg, så jeg glæder mig rigtig meget, til vi når dertil.
I forhold til lovforslaget vil jeg sige, at det som udgangspunkt er lidt af en rodebutik.
Der må jeg give de tidligere talere ret i forhold til, at det er en sammenblanding af mange forskellige ting, der ikke har så meget med hinanden at gøre.
Men lige præcis med hensyn til letbaner er vi jo i Enhedslisten meget begejstret for, at man får indført dem rundtomkring.
Derfor er det selvfølgelig også nødvendigt, at vi forholder os til, hvordan trafikken skal afvikles, når der introduceres en ny trafikant.
Men her stopper begejstringen så også sådan rimelig hurtigt.
Vi stiller os uforstående over for, at man vælger at lægge op til, at en letbane er at sidestille med en lille bus på skinner, for det er ingenlunde tilfældet bl.a.
på grund af vægten.
Vi hæfter os ved, at man fra ministeriets side ikke vil slå helt tydeligt fast, at letbanekøretøjer selvfølgelig skal have forkørselsret i trafikken, idet de jo bl.a.
har en køreplan at overholde, samt at hvis et letbanekøretøj på lige fod med busser og øvrige trafikanter skal stoppe op og holde tilbage, vil det ikke være den gevinst for den kollektive trafik, som vi i hvert fald ønsker os.
Det forudsættes, at føreren af et letbanekøretøj som minimum skal have et almindeligt kørekort, et B-kørekort, men at de nærmere krav fastsættes i en kommende ændring af jernbaneloven.
Dette ser vi meget frem til, idet vi mener, at det som udgangspunkt skal være uddannede lokoførere eller lokoaspiranter, der varetager kørslen med letbanekøretøjer fyldt med passagerer.
Så når vi til det med de der motorredskaber.
Bare fordi en mejetærsker kan køre 45 km/t., nogle af de nye store smarte, så behøver den jo altså ikke at gøre det.
Langt de fleste biler i dag kan, selv om de også er 10 år gamle, sagtens køre hurtigere end 130 km/t.
Det må de ikke, og det skal de heller ikke.
Det er ikke et spørgsmål om, at reglerne skal rettes ind efter virkeligheden, men det er et spørgsmål om sikkerhed.
Bremselængden forøges ganske betragteligt, hvis man hæver farten fra 30 til 40 km/t., ikke mindst fordi de her motorredskaber er voldsomt tunge.
Der går altså pænt lang tid, inden de står stille, selv om bremsen er helt i bund.
Samtidig er disse maskiner som oftest også meget brede.
Føreren har ikke altid det bedste udsyn, ikke på grund af maskinen, men på grund af det omliggende terræn, og så kører de i øvrigt ofte på smalle snørklede veje ude på landet og i de mindre bysamfund.
Ved at tillade en øget hastighed bliver det sværere for den øvrige trafik at overhale, og der kan opstå meget farlige situationer.
Det gør der i øvrigt allerede.
Med hensyn til det tredje EU-kørekortdirektiv er vi meget betænkelige ved at give udenlandske myndigheder adgang til at søge i det danske kørekortregister, uanset om der er tale om, at man bare har fået en bøde for at køre uden sele.
Vi er meget betænkelige ved, at der lægges op til, at de øvrige EU- og EØS-lande kan søge ubegrænset i vores kørekortregister uden at skulle begrunde deres søgen.
Det er et brud med retssikkerheden i forhold til persondataloven og risikerer at skabe præcedens, en præcedens, som Enhedslisten er absolut modstander af.
Så hvis ikke det er fremgået helt klart og tydeligt, så er Enhedslisten imod indstillingen i lovforslaget.
Vi stiller os samlet set yderst negativt til det.
Tak.