Tak.
Jeg vil gerne takke for indlæggene fra ordførerne her ved førstebehandlingen, og jeg skal indledningsvis understrege, at Kulturministeriets kunstneriske uddannelser har en særegen værdi, fordi de i hele deres væsen bidrager til målrettet at tilføre det danske samfund både ånd, dannelse og kreativ styrke.
Derfor er jeg også glad for, at det lovforslag, vi taler om i dag, skaber en solid grund for, at uddannelserne kan udvikle sig til gavn for kunsten og kulturen og samfundet.
Lovforslaget slår fast, at uddannelsesinstitutionerne spiller en væsentlig rolle som kunst- og kulturinstitutioner.
Lovforslaget indeholder en række bestemmelser, som er med til at sikre gode og bæredygtige rammer for uddannelserne.
De bestemmelser omfatter bl.a.
uddannelsernes vidensgrundlag, det internationale uddannelsessamarbejde og kvalitetssikring.
Med dette lovforslag gennemføres der som noget meget væsentligt en ny organisering af uddannelserne på scenekunstområdet, og det har alle ordførere jo også berørt.
Det betyder, at uddannelserne i løbet af nogle år går fra at være 3-årige til 4-årige uddannelser til at blive bachelor- og kandidatuddannelser.
Og det betyder, at der etableres en ny landsdækkende uddannelsesinstitution for scenekunst, som samler de nuværende videregående scenekunstuddannelser.
De tiltag bygger på den hovedanbefaling, der er i rapporten »Udredning om de videregående uddannelser på scenekunstområdet«, som kom sidste år i september måned.
Udvalget bag rapporten bestod af repræsentanter for ledelserne på de nuværende institutioner og repræsentanter for scenekunstmiljøet.
Jeg mener, at det er vigtigt, at vi lytter til de kunstneriske miljøer.
Derfor er der lagt rigtig stærk vægt på, at forslagene til en ny organisering af scenekunstuddannelserne er kommet fra institutionerne selv og fra scenekunstmiljøet.
Det er det, vi normalt kalder:
inddragelse af dem, sagen vedrører.
Jeg mener også, at det er vigtigt, at vi giver de kunstneriske miljøer mulighed for at tage medansvar for deres egen udvikling, og det er lige præcis det, vi gør ved at følge op på rapportens anbefalinger.
Der er fra enkelte sider udtrykt en opfattelse af, at indførelsen af en bachelor- og kandidatstruktur vil føre til en akademisering af scenekunstuddannelserne.
Denne bekymring deler jeg ikke, og der er gjort rigtig meget for at slå, jeg var lige ved at sige et syvtommersøm igennem, at det ikke vil ske.
Jeg vil godt nævne nogle synspunkter på, hvorfor det ikke vil det.
For det første har vi stadig væk en optagelsesprøve som indgang, og der er ikke noget krav nogle steder om nogen som helst andre forudsætninger end det, der leveres ved den optagelsesprøve.
Så optagelsen sker på ens egen personlige udvikling og kunnen.
Det er den ene vigtige ting.
Den anden vigtige ting er, at selv om det bliver en kandidatuddannelse, så er den altså ikke forskningsbaseret, som alle andre kandidatuddannelser er; den er udviklingsbaseret.
Og det vil sige, at den målestok, man måler med, når man iagttager og vurderer de institutioner, der ligger inde under den her scenekunstuddannelse, angiver, hvad det er for et udviklingspotentiale, de leverer.
Det er fysisk, berøringsmuligt, seende; altså vi kan se, hvad der sker, fordi det er scenekunst, det drejer sig om.
Det synes jeg er meget vigtigt.
Derfor vil jeg også understrege, at det er en mesterlæreuddannelse.
Man kan ikke læse sig til at blive scenekunstner, det kan ikke lade sig gøre.
Man er nødt til at øve sig og øve sig på det, og lære af andre og gøre sine erfaringer sammen med andre, når man udøver scenekunst.
Så derfor må jeg sige, at vi har en fælles interesse i at sikre, at scenekunstuddannelserne bliver ved med at være af den karakter, som er grundlæggende i dag – det er ikke den karakter, der ændres ved.
Vi giver bare nogle andre muligheder, end der er i dag, ved at indrette strukturen i uddannelserne med en bachelorgrad og en kandidatgrad.
Fordelen ved det er jo, at man kan gå ud af bacheloruddannelsen, gå ud i verden og gøre sig erfaringer, prøve forskellige ting af, og at man kan vælge at komme tilbage og gå i gang med en kandidatgrad.
Man kan også lade være med det.
Og i øvrigt kræves der jo ikke, at man har bestået en eller anden scenekunstuddannelse for at blive engageret på et teater og udøve scenekunst.
Det er et frit marked, om man så må sige.
Baggrunden for, at vi tager det her op, er jo, at uddannelserne gerne vil kunne akkrediteres, så de kan sammenlignes internationalt.
Der er situationen bare, at man akkrediterer efter den lovgivning, der er, altså ud fra institutionen som uddannelsessted.
Og der er det for lidt, siger akkrediteringsfolkene, hvis der kun er otte studerende pr.
årgang.
Så det er ikke rigtig nemt at lave en akkreditering.
Det er jo en af årsagerne til beslutningen om at slå sig sammen og udgøre én institution, der så akkrediteres af Akkrediteringsnævnet.
Jeg synes bestemt, at vi skal holde øje med det, som vi gør med alle de institutioner, vi er ansvarlige for, og som vi etablerer i samfundet.
Vi skal som politikere selvfølgelig også følge dem og se, at tingene går den vej, som vi gerne vil have det.
Så skal jeg til det spørgsmål, som flere har rejst, nemlig om der sker en centralisering, sige, at det er jeg er fuldstændig enig i der altid er en risiko for.
Og jeg er også enig i, at der kan være en risiko for bureaukratisering, når man gør det på den her måde.
Vi kan jo hjælpes ad med at følge det, gribe ind og diskutere det, når vi ser tendenser i den retning, for det er jo ikke det, der er meningen.
Jeg vil bare pege på, at man andre steder i samfundet og i uddannelsesvæsenet har overskredet nogle grænser ved at gå ind og lave f.eks.
administrative fællesskaber.
Det gør man nu i højskoleverdenen, for det har man fået mulighed for, det har man ønsket.
I den højskolelov, Folketinget vedtog i forrige samling, er der givet mulighed for, at det kan man gøre.
Gymnasierne har allerede gjort det.
De var meget, meget tøvende i starten; nu bruger de det som en besparelsesmulighed, så de får flere midler ud af det, som de kan bruge til noget andet end administration.
Så jeg synes også, man skal være åben over for, at den teknologi, der udvikler sig på det her område, også kan bruges til at forenkle nogle processer på den enkelte uddannelsesinstitution.
Så har der været rejst spørgsmål om, hvordan man vil tilgodese ansættelsen af en rektor.
Hvad sker der egentlig, når Kulturministeriet skal udpege en rektor.
Der har vi erfaring for at nedsætte et ansættelsesudvalg.
Det gør vi faktisk, når institutionerne skal have en rektor.
Statens Museum for Kunst har lige fået en ny direktør, og det skete ved et ansættelsesudvalg, hvor vi havde international hjælp, kan man sige, for der kom en fra det internationale kunstmiljø; der kom en fra selve institutionen; der var en repræsentant for Kulturministeriet, for det skal der være i den slags situationer, sådan som lovgivningen er indrettet; og så var der nogle faglige personer med.
Det er jo en måde at lave ansættelsesudvalg på, som er velkendt i andre sammenhænge.
Det kan vi også diskutere hvordan vi gør i praksis, og hvordan det kan komme til at virke hensigtsmæssigt.
Jeg er også enig i det, som SF's ordfører var inde på, nemlig at man følger aftagerpanelets funktion, altså hvordan det fungerer.
Jeg også fuldstændig enig i, at det bliver interessant at se, hvordan det kan komme til at virke.
Så alt i alt:
Det særlige i det fælles er jo den enkelte nuværende institution, som kommer ind i fællesskabet, men som har sit særpræg.
Det er jo derfor, den er særlig.
Derfor kunne man godt have det særlige i det fælles som overskrift for eller stående over dørkarmen som det, der er sloganet for den her manøvre.
Jeg tror, den vil komme scenekunstuddannelserne og dermed også det danske samfund – os alle sammen – til rigtig stor gavn,
Men vi kan hjælpes ad ved at holde øje med, at de ting, som vi sætter stor pris på, kan udvikles på den gode, konstruktive måde, og diskutere, hvad vi så gør, når vi ser faresignalerne på det, som vi ikke bryder os om.
Så den åbenhed skal der være.
Jeg vil levere al den arbejdskraft, det er muligt, til Kulturudvalget, når de behandler det her lovforslag, så vi kan få det bedst mulige grundlag at træffe de endelige beslutninger på.