Jeg vil gerne på vegne af Venstre, Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance anmode om, at L 174 kommer tilbage til fornyet udvalgsbehandling imellem anden og tredje behandling, og det vil jeg godt begrunde.
Det er jo således, at L 174 på lange strækninger er et ganske fornuftigt lovforslag, men ét element er ganske uspiseligt for Venstre og andre partier, og det drejer sig om, at man afskaffer den såkaldte udlånsordning, hvor en vognmand, der har overskud af chauffører, kan låne chauffører ud til en kollega, som har underskud af chauffører.
Det er noget, der gavner danske vognmænd, hvad enten det drejer sig om lastbilvognmænd eller busvognmænd, men det bliver altså afskaffet med dette lovforslag og erstattet af en såkaldt vikarordning, der er dyr og bøvlet.
Vi har noteret os fra betænkningen, at transportministeren tilkendegiver, at der er gang i en forhandling med branchen om at finde et lempeligt forslag til en vikarordning, og der synes vi jo at det er sådan lidt ligesom at købe katten i sækken.
Det er godt, at der er gang i en forhandling, men vi ønsker altså at få en nærmere drøftelse af, hvad det er, de forhandlinger drejer sig om, hvordan man kunne lande det her på en lempelig måde, og det håber jeg at vi kan, for så vil vi hjertens gerne stemme for L 174, men med den her knast, der stadig væk er, har vi problemer med at kunne stemme for, ja, faktisk kan vi ikke stemme for, som det ligger nu.
Derfor håber Venstre, at vi ved en fornyet udvalgsbehandling kan få ryddet den her knast af vejen og få klarhed over det her inden tredje behandling.