B 90 Forslag til folketingsbeslutning om Danmarks ratifikation af Dohaændringen til Kyotoprotokollen.

Af: Klima-, energi- og bygningsminister Rasmus Helveg Petersen (RV)
Udvalg: Klima-, Energi- og Bygningsudvalget
Samling: 2014-15 (1. samling)
Status: Vedtaget

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 11-03-2015

Fremsættelse: 11-03-2015

Skriftlig fremsættelse (11. marts 2015)

20141_b90_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (11. marts 2015)

Klima-, energi- og bygningsministeren (Rasmus Helveg Petersen):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om Danmarks ratifikation af Dohaændringen til Kyotoprotokollen

(Beslutningsforslag nr. B 90)

Beslutningsforslagets formål er at indhente Folketingets samtykke til, at regeringen på Danmarks vegne ratificerer Dohaændringen til Kyotoprotokollen under De Forenede Nationers rammekonvention om klimaændringer.

Baggrunden for at indhente samtykke fra Folketinget er, at der er tale om en selvstændig folkeretlig forpligtelse for Danmark ved ratifikation af Dohaændringen.

Dohaændringen indebærer først og fremmest, at parterne til Dohaændringen påtager sig at reducere udledningen af drivhusgas for perioden 2013-2020. EU forpligter sig til ikke at udlede mere end 80 pct. af udledningsniveauet i 1990. Desuden foretages der med Dohaændringen en række mindre ændringer af Kyotoprotokollen.

EU vil i fællesskab opfylde reduktionsforpligtelsen i medfør af Dohaændringen. EU's Ministerråd (Landbrug og Fiskeri) har godkendt en afgørelse, som beskriver og fastlægger vilkårene for EU's indgåelse af Dohaændringen og den fælles opfyldelse af reduktionsforpligtelsen.

Ratifikationen har umiddelbart ikke konsekvenser for Danmark, idet både den konkrete implementering og størrelsen på reduktionsforpligtelsen ligger inden for de i forvejen gældende rammer under EU's klima- og energipakke for 2013-2020.

Det miljømæssige beskyttelsesniveau vurderes derfor uændret. Ratifikationen vurderes heller ikke umiddelbart at have nogen selvstændige økonomiske eller administrative konsekvenser for hverken det offentlige, erhvervslivet eller borgerne.

Der tages territorialt forbehold for Grønland i forbindelse med Danmarks ratifikation af Dohaændringen. Dohaændringen er ikke relevant for Færøerne, da Færøerne ikke er part i Kyotoprotokollen.

Idet jeg i øvrigt henviser til beslutningsforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale beslutningsforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.