Fremsat den 25. februar 2015 af Pernille
Skipper (EL), Jørgen Arbo-Bæhr (EL), Stine Brix (EL),
Per Clausen (EL), Lars Dohn (EL), Henning Hyllested (EL), Christian
Juhl (EL), Rosa Lund (EL), Johanne Schmidt-Nielsen (EL), Finn
Sørensen (EL), Nikolaj Villumsen (EL) og Frank Aaen (EL)
Forslag til folketingsbeslutning
om et mere rimeligt loft for
politikerpensioner
Regeringen pålægges i samarbejde
med Folketingets Præsidium at fremsætte lovforslag, der
sikrer,
1. at der
indføres et nyt loft for politikerpensioner, så ingen
politiker kan modtage mere end samlet 500.000 kr. i pension fra
politiske hverv og poster, som denne har opnået som
folkevalgt,
2. at politikere,
som kan modtage pension fra bl.a. Europa-Parlamentet,
Europa-Kommissionen og andre internationale organisationer, fra
Folketinget, ministerposter, regionsråd eller kommuner eller
tjenestemandsansættelser i staten, maksimalt kan modtage
500.000 kr. i politikerpension samlet årligt.
Ministre og folketingspolitikere, som har
optjent ret til politikerpension i denne valgperiode, omfattes af
disse ændringer.
Bemærkninger til forslaget
Der findes i dag ingen rimelig modregning i
forbindelse med folketings- eller ministerpension eller et loft
for, hvor meget politikere kan modtage i pension. Reglerne er i dag
sådan skruet sammen, at politikere, som har haft mange
politiske hverv, kan modtage meget store summer i
politikerpension.
Politikere, som både har været
ministre og folketingspolitikere og besiddet internationale
politiske poster, kan modtage skatteyderbetalte pensioner på,
hvad der svarer til ministervederlag på over 1 mio. kr.
årligt.
Reglerne
Med de nuværende regler for folketings-
og ministerpension findes der to pensionslofter. Et loft for, hvor
meget af folketingspensionen man kan få udbetalt, og et loft
for, hvornår man bliver modregnet i sin ministerpension.
Loft for
folketingspension
Loft for folketingspension betyder, at
politikere ikke får en højere samlet politikerpension
(bestående af pension fra henholdsvis byråd, regioner,
Folketinget og Europa-Parlamentet og tid som ministre eller via
tjenestemandsansættelse i staten) end 619.822,54 kr. fra
efterlønsalderen og 577.465,33 kr. fra folkepensionsalderen
(svarende til den maksimale pension for en tjenestemand på
øverste skalatrin 55+).
Hvis den samlede politikerpension overstiger
loftet, modregnes der i folketingspensionen. Private pensioner og
pension fra internationale organisationer såsom
Europa-Kommissionen, NATO og FN indgår ikke i dette loft.
Loft for
ministerpension
Loft for ministerpension betyder, at man som
minister bliver modregnet i sin ministerpension, hvis man modtager
løn eller pension som tjenestemand eller løn,
vederlag eller pension fra region eller byråd,
Europa-Parlamentet eller Europa-Kommissionen. Modregningen sker,
hvis den samlede indtægt overstiger grundvederlaget som
minister, svarende til 925.850 kr. om året (stats-, finans-
og udenrigsministre og nr. to i
statsrådsrækkefølgen modtager dog højere
vederlag på henholdsvis 125 pct. og 110 pct. og har derfor
højere pensionsloft).
Grundvederlaget for ministre er i dag
1.171.317,96 kr. og reguleres på samme måde som
tjenestemandslønninger. I dag er grundvederlaget for
regeringens ministre:
Statsministeren | 1.464.147,96 kr. | Økonomi- og indenrigsministeren,
udenrigsminister og finansministeren | 1.288.449,96 kr. | Øvrige ministre | 1.171.317,96 kr. | | |
|
Kilde stm.dk
Hvis man som tidligere minister stadig er
aktivt folketingsmedlem, når man når
efterlønsalderen, vil man altså stadig få
udbetalt sin ministerpension. Som udgangspunkt hele beløbet
- medmindre både ministerpension og folketingsløn
overstiger grundvederlaget for ministre. Private pensioner
modregnes ikke.
Forslaget
De politikere, som har haft en lang politisk
karriere som både folketingsmedlem, minister og f.eks.
borgmester, kan tjene op til 619.822,54 kr. (fra
efterlønsalderen og frem til folkepensionsalderen) i
årlig politikerpension, før der modregnes. Og
politikerne får derudover udbetalt folkepension og private
pensioner.
Forslagsstillerne mener, at de nuværende
regler er alt for lukrative. Det kan ikke være rimeligt, at
politikere kan modtage mere end det dobbelte i skatteyderbetalt
politikerpension end, hvad mange almindelige lønmodtagere
modtager i løn ved et fuldtidsarbejde.
Derfor foreslår vi et loft, som sikrer,
at ingen politikere modtager mere end samlet 500.000 kr. i pension
fra politiske hverv.
Skriftlig fremsættelse
Pernille Skipper
(EL):
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om et
mere rimeligt loft for politikerpensioner.
(Beslutningsforslag nr. B 83)
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.