Fremsat den 18. februar 2015 af Pernille
Skipper (EL), Johanne Schmidt-Nielsen (EL), Stine Brix (EL), Frank
Aaen (EL) og Finn Sørensen (EL)
Forslag til folketingsbeslutning
om
varig nedsættelse af ministervederlag
Folketinget pålægger regeringen
inden den 1. maj 2015 at fremsætte lovforslag, der fra den 1.
januar 2016 indfører en varig reduktion af ministervederlag
på 5 pct.
Bemærkninger til forslaget
Med genopretningspakken fra 2010 blev der
indført en nedsættelse af vederlaget til ministre
på 5 pct., som skulle vare i 2010 og 2011. Denne reduktion
blev forlænget med lov nr. 480 af 30. maj 2012 til også
at gælde årene 2012-2015.
Baggrunden for reduktionen var, at den
daværende VK-regering skulle bruge et figenblad for at
retfærdiggøre den asociale forringelse af
dagpengesystemet, hvor dagpengeperioden halveredes og
genoptjeningskravet fordobledes. Derfor foreslog de - modsat den
permanente forringelse af dagpengeperioden - en midlertidig
nedsættelse af vederlaget til ministre på 5 pct. i
årene 2010-2011.
Den nuværende regering
gennemførte med støtte fra Enhedslisten en
forlængelse af reduktionen på 5 pct. til årene
2012-2015. Ordningen er dog stadig blot midlertidig, mens de
titusindvis af dagpengemodtagere, der ryger ud i fattigdom, ikke
kan se frem til hverken længere dagpengeperiode eller lavere
genoptjeningskrav. Derimod kan ministrene i de ansvarlige
regeringer, som passivt ser til, vende tilbage til deres
privilegier som før genopretningspakken.
Da den asociale dagpengeforringelse er
permanent, kan det efter Enhedslistens mening heller ikke forsvares
at rulle nedsættelsen af ministervederlaget tilbage, hvilket
ifølge nuværende lovgivning sker fra den 1. januar
2016. I stedet foreslår Enhedslisten at gøre
nedsættelsen af vederlaget til ministrene med 5 pct.
permanent.
I forvejen er vederlaget til ministre
højt, ligesom embedet ledsages af en række
privilegier. Derfor er der ingen grund til at belønne de
ministre, hvis regeringer er ansvarlige for at gøre
arbejdsløse fattigere.
Skriftlig fremsættelse
Pernille Skipper
(EL):
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om varig
nedsættelse af ministervederlag
(Beslutningsforslag nr. B 75)
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.