Fremsat den 4. december 2014 af Karsten
Lauritzen (V), Peter Skaarup (DF), Simon Emil Ammitzbøll
(LA) og Tom ?Behnke ?(KF)
Forslag til folketingsbeslutning
om, at personfarlig kriminalitet begået af
prøveløsladte altid skal udløse
reststraffen
Folketinget pålægger regeringen at
fremsætte et lovforslag og foretage de fornødne
administrative ændringer inden den 1. juni 2015,
således at al personfarlig kriminalitet, der begås af
prøveløsladte, altid udløser reststraffen.
Desuden pålægges regeringen at fremsætte forslag
til ændring af retsplejeloven, således at det
præciseres, at en eventuel reststraf skal indgå i
bedømmelsen af »forholdets grovhed« ved
vurderingen af, om der er grundlag for
varetægtsfængsling.
Bemærkninger til forslaget
Beslutningsforslaget er en
genfremsættelse af beslutningsforslag nr. B 112,
folketingsåret 2013-14. Der henvises til Folketingstidende
2013-14, A, B 112 som fremsat, side 1 ff, B, betænkning over
B 112 og F, møde 96, side 61 ff og møde 99, side 26
ff.
Prøveløsladelse er et
privilegium for de indsatte i de danske fængsler, og derfor
har de indsatte, der bliver prøve?løsladt, en
særlig forpligtelse til at udvise vilje til at leve en
kriminalitetsfri tilværelse i
prøveløsladelsesperioden. For at understrege den
særlige forpligtelse og i højere grad gøre det
klart, at samfundet ikke tolererer misbrug af
prøveløsladelsesordningen, bør der
indføres mere gennemsigtighed og tydelighed i konsekvenserne
af overtrædelse af vilkårene for
prøveløsladelse. Dette gælder særlig ved
den værste form for forbrydelser - personfarlig kriminalitet
som vold, voldtægt, røveri m.v.
I 2010 blev 367 personer, der var
løsladt på prøve, idømt en ny dom inden
for 2 år fra løsladelsen som følge af
personfarlig kriminalitet. Det svarer til, at omkring 12 pct. af
det samlede antal prøveløsladte i 2010 under
prøveløsladelsen begik ny personfarlig kriminalitet,
jf. REU alm. del - svar på spørgsmål 1103
(2012-13).
Konsekvenserne ved overtrædelse af
vilkåret om nye strafbare forhold i prøveperioden er i
dag ugennemsigtige og skønsprægede. Det skaber en
usikker situation for såvel den prøveløsladte
som for samfundet som helhed, der har krav på at vide, at ny
kriminalitet i prøveløsladelsesperioden naturligvis
indebærer, at man skal afsone den resterende straf ud over
den straf, som måtte blive fastsat af domstolene for den nye
kriminalitet. Det er afgørende, hvis vi som samfund fortsat
skal bevare tilliden til prøveløsladelsesordningen,
at en løsladelse på prøve netop er en
prøve af, om den prøvel???øsladte har evne og
vilje til at leve en kriminalitetsfri tilværelse.
Ligesom personfarlig kriminalitet altid
bør kunne udløse en eventuel reststraf, bør
spørgsmålet også have en mere fremtrædende
rolle i forbindelse med vurderingen af, om der bør ske
varetægtsfængsling. Forslagsstillerne ønsker
således, at en eventuel reststraf altid skal indgå i
bedømmelsen af »forholdets grovhed« ved
vurderingen af, om der er grundlag for
varetægtsfængsling. Det er ikke rimeligt, at en person,
der er blevet prøveløsladt fra afsoning af en dom for
meget alvorlig kriminalitet, kan begå ny personfarlig
kriminalitet, uden at det faktum, at han er
prøveløsladt, får virkning med det samme -
også i relation til vurderingen af, om der skal ske
varetægtsfængsling.
Forslagsstillerne har flere gange medvirket
til at hæve strafniveauet i sager om personfarlig
kriminalitet, der udgør den værste form for
forbrydelse på grund af dens ødelæggende
konsekvenser for ofrene. Det højere strafniveau er i et vist
omfang slået igennem, når domstolene dømmer, men
de højere straffes betydning som et utvetydigt signal om
samfundets absolutte afstandtagen fra personfarlig kriminalitet
bliver undermineret, hvis personfarlig kriminalitet ikke alle
steder i straffesystemet mødes med den samme alvor og
konsekvens.
Skriftlig fremsættelse
Karsten Lauritzen
(V)::
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om, at
personfarlig kriminalitet begået af
prøveløsladte altid skal udløse
retstraffen.
(Beslutningsforslag nr. B 41)
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.