Fremsat den 26. november 2014 af Uffe
Elbæk (UFG)
Forslag til folketingsbeslutning
om mulighed for borgerdrevne
beslutningsforslag
Folketinget pålægger regeringen at
fremsætte lovforslag om indførelse af Åbent Ministerium, som giver mulighed
for borgerdrevne beslutningsforslag til fremsættelse direkte
i Folketingssalen. Alle stemmeberettigede statsborgere i Danmark
vil med forslaget få mulighed for at fremsætte
beslutningsforslag i Åbent
Ministerium, hvorefter forslaget inden 2 måneder skal
have 50.000 individuelle underskrifter fra danske statsborgere
verificeret via NemID. Hvis 50.000 stemmeberettigede borgere eller
mere støtter forslaget via en digital underskrift,
fremsættes forslaget direkte i Folketingssalen som et
beslutningsforslag.
Bemærkninger til forslaget
I dag har borgere kun begrænset mulighed
for at ytre sig om lovforslag gennem høringsprocessen. For
at øge den demokratiske deltagelse og borgernes mulighed for
at blive hørt og opnå indflydelse, foreslås det
derfor at give alle borgere i Danmark mulighed for at
fremsætte beslutningsforslag i Åbent Ministerium, som
styres via en webbaseret infrastruktur (eksempelvis NemID). 50.000
stemmeberettigede borgere skal støtte forslaget, for at det
bliver behandlet som beslutningsforslag i Folketinget. De
borgerdrevne forslag, der opnår 50.000 stemmer eller mere,
kan så enten gå i udvalgsbehandling eller direkte til
afstemning i Folketingssalen.
Det forudsættes, at ordningen med hensyn
til selve fremsættelsen af beslutningsforslag for Folketinget
indrettes på en sådan måde, at grundlovens
bestemmelser om adgang til at fremsætte forslag for
Folketinget respekteres.
Forslaget er inspireret af et finsk initiativ,
Avoin ministeriö.
Skriftlig fremsættelse
Uffe Elbæk
(UFG):
Jeg tillader mig herved at
fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om
mulighed for borgerdrevne beslutningsforslag.
(Beslutningsforslag nr. B 36)
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.