B 17 Forslag til folketingsbeslutning om en handleplan for en styrkelse af yderområderne.

Udvalg: Udvalget for Landdistrikter og Øer
Samling: 2014-15 (1. samling)
Status: Bortfaldet

Beslutningsforslag som fremsat

Fremsat: 31-10-2014

Fremsat: 31-10-2014

Fremsat den 31. oktober 2014 af Karina Lorentzen Dehnhardt (SF), Jonas Dahl (SF) og Karsten Hønge (SF)

20141_b17_som_fremsat.pdf
Html-version

Fremsat den 31. oktober 2014 af Karina Lorentzen Dehnhardt (SF), Jonas Dahl (SF) og Karsten Hønge (SF)

Forslag til folketingsbeslutning

om en handleplan for en styrkelse af yderområderne

Folketinget opfordrer regeringen til at udarbejde en handleplan med initiativer, som vil forbedre rammevilkårene for landets yderområder, landdistrikter og øer samt skabe en bedre balance mellem land og by.

Bemærkninger til forslaget

Vi skal i et lille land som Danmark sikre en rimelig balance mellem land og by. Derfor er det afgørende at arbejde for vækst og trivsel i alle dele af landet.

Der er behov for at få ændret en udvikling, hvor fraflytning og tab af arbejdspladser er hverdag i nogle steder af landet, mens der sker en kraftig vækst koncentreret i hovedstadsområdet og det østjyske bybånd.

I mange yderområder af landet er der mangel på arbejde, faldende boligpriser og for stor fraflytning af mennesker i den erhvervsaktive alder. Det indebærer lukning af skoler og andre offentlige institutioner, mens flere og flere huse står tomme. Den udvikling skal vendes ved at forbedre yderområdernes rammevilkår og fokusere på landets mange attraktive egne og lokalsamfund.

En handleplan vil falde fint i tråd med regeringsgrundlaget fra oktober 2011, hvori det angives som et mål at skabe udvikling, dynamik og vækst i hele Danmark, og der lægges op til en aktiv hjælp til yderområderne med henvisning til, at nogle af de yderste egne af Danmark er præget af stagnation og tilbagegang. Det fremgår af regeringsgrundlaget, at der skal skabes en positiv udvikling i yderområderne.

Derfor foreslår Socialistisk Folkeparti, at regeringen udarbejder en handleplan med initiativer, som vil forbedre rammevilkårene for landets yderområder, landdistrikter og øer og skabe en bedre balance mellem land og by.

Socialistisk Folkeparti foreslår, at der i arbejdet om en handleplan bl.a. skal kigges på, hvordan der i yderområderne kan sikres:

- Bedre infrastruktur i form af bedre kollektiv trafik, bredbånd m.v.

- Vækst og flere arbejdspladser, bl.a. bioøkonomi og grøn vækst i ydreområderne.

- Adgang til velfærdsydelser og en bedre kommunal udligning.

- Forbedrede finansieringsmuligheder ved køb og salg af ejendomme.



Handleplanen skal samtidig fokusere på yderområdernes styrker frem for svagheder og problemer. Fokus skal være på de attraktive sider af livet på landet i form af bæredygtighed, grøn vækst, gode råvarer, nærhed, tryghed, ro, sundhed, natur, ingen stress m.v. Derfor bør en handleplan også indeholde initiativer, som styrker de attraktive sider ved livet på landet:

- Lokale styrker, herunder turisme (f.eks. lokale specialiteter og aktiviteter).

- Eksperimentarium for bæredygtige løsninger.

- Opbygning af social kapital, socialøkonomiske virksomheder og landsbyfællesskaber.



Gennemførelse af handleplanen

Socialistisk Folkeparti foreslår - hvis der er flertal for beslutningsforslaget - at regeringen beder relevante ressortministerier om at indsamle relevant viden samt gennemføre de analyser, som er nødvendige for udarbejdelsen af handleplanen. Handleplanen bør sættes i gang inden for 6 måneder.

Socialistisk Folkeparti foreslår, at initiativer og erfaringer i andre lande, som vi normalt sammenligner os med, kommer til at indgå som en del af handleplanen.

Skriftlig fremsættelse

Karina Lorentzen Dehnhardt (SF):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om en handleplan for en styrkelse af yderområderne.

(Beslutningsforslag nr. B 17)

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.