Fremsat den 21. april 2015 af Peter
Skaarup (DF), Kristian Thulesen Dahl (DF), Søren Espersen
(DF) og Pia Kjærsgaard (DF)
Forslag til folketingsbeslutning
om nedlæggelse af Irak- og
Afghanistankommissionen
Folketinget pålægger regeringen at
nedlægge den af justitsministeren den 7. november 2012
nedsatte Irak- og Afghanistankommission.
Bemærkninger til forslaget
Det fremgår af regeringsgrundlaget for
S-R-SF-regeringen, »Et Danmark, der står sammen«, oktober 2011, side 41, at:
»Regeringen vil nedsætte en
undersøgelseskommission til at belyse baggrunden for den
danske beslutning om deltagelsen i krigen i Irak og mulige
problemer med Danmarks overholdelse af internationale konventioner
i forbindelse med krigsførelsen i Irak og
Afghanistan.«
I foråret 2012 var der en del polemik
omkring udformning af kommissoriet, idet regeringen ikke inddrog
alle partier i Folketingets Udvalg for Forretningsordenen, hvilket
er den normale praksis ved nedsættelse af
undersøgelseskommissioner. Dermed var oppositionen
afskåret fra at få indflydelse på de
afgørende formuleringer i kommissoriet.
Onsdag den 7. november 2012 nedsatte
daværende justitsminister Morten Bødskov Irak- og
Afghanistankommissionen og udsendte følgende
pressemeddelelse:
»Undersøgelseskommissionen er
nedsat i henhold til lov om undersøgelseskommissioner og har
fået følgende sammensætning:
-
Vicepræsident Michael B. Elmer, Sø- og Handelsretten,
er efter fælles indstilling fra Østre og Vestre
Landsret udpeget som formand for
undersøgelseskommissionen.
- Advokat Jeppe
Skadhauge er efter indstilling fra Advokatsamfundet udpeget som
kommissionens advokatmedlem.
- Professor, dr.
jur. Jørgen Albæk Jensen, Aarhus Universitet, er som
universitetsjurist udpeget som medlem af kommissionen.
Desuden er advokat Jens Lund Mosbek udpeget som udspørger
for kommissionen.
Efter kommissoriet har
undersøgelseskommissionen til opgave dels at
undersøge og redegøre for baggrunden for den danske
beslutning om at deltage i krigen i Irak, dels at undersøge
og redegøre for, hvad danske myndigheder har foretaget sig i
forbindelse med tilbageholdelsen af personer under krigene i
henholdsvis Irak og Afghanistan.«
Kommissionen skal i følge kommissoriet
gøre sit arbejde færdig på 5 år.
Kommissionen fungerer ikke
I januar 2015 kom det frem, at arbejdet i
kommissionen ikke fungerer. I efteråret 2014 måtte en
planlagt møderække indstilles, og de to medlemmer af
kommissionen udtrykte deres mistillid til formanden over for
Justitsministeriet. Den 26. februar 2015 udsendte
Justitsministeriet en pressemeddelelse om, at formanden for Irak-
og Afghanistankommissionen havde valgt at træde tilbage. Af
pressemeddelelsen fremgik bl.a. følgende:
»Irak- og Afghanistankommissionen skal
have ny formand, da Michael B. Elmer nu har valgt at træde
tilbage som formand på grund af udfordringer ved det interne
samarbejde i kommissionen. Michael B. Elmer har i den forbindelse
oplyst, at han ikke anser det for realistisk, at han vil kunne
få genskabt det gode og konstruktive samarbejde, som er
nødvendigt for, at Kommissionen kan fuldføre sin
meget omfattende og vanskelige opgave.
Kommissionens øvrige medlemmer
fortsætter arbejdet, og justitsminister Mette Frederiksen har
bedt de to landsretspræsidenter om så snart som muligt
at komme med deres indstilling til, hvem der kan overtage pladsen
som formand for kommissionen.«
Det fremgår tillige af dagspressen, at
kommissionen pr. 3. marts 2015 endnu ikke har afhørt
ét eneste vidne i sagen.
Økonomi
Den 27. februar 2015 kunne justitsministeren i
besvarelsen af spørgsmål nr. 415 til Folketingets
Retsudvalg oplyse, at kommissionen pr. 31. december 2014 havde haft
udgifter for 13,3 mio. kr. Pengene var brugt på kontorhold,
advokater, lokaleudgifter, rejser, repræsentation m.m., men 0
kroner var brugt på vidnegodtgørelse, hvilket er
naturligt, da ingen vidner endnu var afhørt.
Kommissionen skal
nedlægges
Det er forslagsstillernes opfattelse, at Irak-
og Afghanistankommissionen skal nedlægges.
1.
Forslagsstillerne antager ikke, at kommissionen vil kunne komme
frem med noget væsentligt nyt om den danske beslutning om at
deltage i krigen i Irak eller om tilbageholdelsen af personer under
krigene i henholdsvis Irak og Afghanistan. Grundlaget for
deltagelsen i krigen i Irak er offentligt kendt og gennemdiskuteret
i medierne, og hvad der måtte være sket i forbindelse
med tilbageholdelsen af personer under krigene i henholdsvis Irak
og Afghanistan, er ligeledes kendt stof. Der kan næppe vendes
flere sten og fremkomme væsentligt nyt, der berettiger, at en
kommission skal arbejde med de spørgsmål i 5
år.
2. Arbejdet i
kommissionen fungerer tydeligvis ikke. Om det er kemien mellem
kommissionens medlemmer, uenigheder om arbejdets
tilrettelæggelse eller andet, der er årsagen, så
er det et faktum, at formanden er trådt tilbage. Det er
ligeledes fakta, at der endnu ikke er afhørt ét
eneste vidne i sagen, og at kommissionen har brugt halvdelen af den
tid, der er afsat til hele forløbet.
3. Kommissionen har
hidtil kostet mere end 13 mio. kr., arbejdet er langtfra kommet i
gang, og formanden er væk. Det lidt, der måtte
være udført af arbejde, er slet ikke 13 mio. kr.
værd. Kommissionens hidtidige arbejde kan bedst
karakteriseres som spild af penge og tid.
Skriftlig fremsættelse
Peter Skaarup
(DF):
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om
nedlæggelse af Irak- og Afghanistankommissionen.
(Beslutningsforslag nr. B 164)
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.