Fremsat den 10. april 2015 af Jens Henrik
Thulesen Dahl (DF), Kristian Thulesen Dahl (DF), Mette Hjermind
Dencker (DF), Mikkel Dencker (DF), Søren Espersen (DF),
Dennis Flydtkjær (DF), Morten Marinus (DF) og Peter Skaarup
(DF)
Forslag til folketingsbeslutning
om én indgang til det offentlige via
kommunernes borgerservice
Folketinget pålægger regeringen at
tage initiativ til, at kommunernes borgerservice kommer til at
fungere som én sammenhængende indgang til det
offentlige med mulighed for personlig borgerbetjening ved
fremmøde. Alle borgere med henvendelser og
forespørgsler til det offentlige, hvad enten det
gælder problemer med at bruge NemID eller andre
spørgsmål, skal trygt kunne henvende sig til
kommunernes borgerservice og blive betjent og få deres
henvendelse behandlet.
Bemærkninger til forslaget
Det er Dansk Folkepartis opfattelse, at
kommunernes borgerservice skal kunne løfte alle de typer af
opgaver, som borgerne har behov for at henvende sig til kommunen og
det offentlige med. De fleste borgere er i dag i stand til at
betjene sig selv via internettet og NemID. Det er godt, og det
sikrer denne gruppe af borgere en hurtig og god service. Samtidig
er det med til at holde personaleforbruget i det offentlige
nede.
Der vil dog altid være en del borgere,
der ikke kan betjene sig digitalt, f.eks. med brug af NemID, og som
derfor har behov for at henvende sig personligt på kommunen.
Der kan også være tale om borgere, der, på trods
af at de godt kan betjene sig selv via internettet, alligevel
sidder tilbage med spørgsmål, som de gerne vil have
svar på eller gerne vil have løst ved ansigt til
ansigt at tale med en medarbejder på kommunen.
Kommunerne har oprettet borgerservicecentre,
hvor borgerne personligt kan henvende sig med de problemer, de
måtte have i forbindelse med kontakt med det offentlige. I
mange tilfælde kan borgernes problemer løses på
stedet af medarbejderne i borgerservice. Det mener DF er positivt
og godt, men der er eksempler, hvor kommunernes borgerservice ikke
har mulighed for at hjælpe, og hvor borgerne henvises til
selv at tage kontakt til Udbetaling Danmark eller til SKAT. Det
mener DF ikke er tilfredsstillende.
De borgere, der i forvejen har kvaler med
kontakt til det offentlige, og som er mødt frem i
borgerservice for at få hjælp, skal ikke bare sendes
videre i systemet. Borgerservice er den indgang til det offentlige,
som borgerne skal benytte, og som skal kunne afhjælpe
borgernes problemer.
Der er tale om, at Udbetaling Danmark og SKAT
har fået overført håndteringen af en lang
række offentlige opgaver, inklusive serviceringen af
borgerne. Og som konsekvens kan den kommunale borgerservice kun i
begrænset omfang give borgerne den nødvendige service.
F.eks. når det handler om håndtering af
årsopgørelser fra SKAT for borgere, som ikke har
NemID, eller som ikke kan benytte TastSelv, kan kommunen ikke
hjælpe, men skal henvise til SKAT. Forslaget har
således primært sigte på de opgaver, som
kommunernes borgerservicecentre skal løfte i forhold til
Udbetaling Danmark og SKAT, og forslaget skal derfor ikke omfatte
civilregistreringen.
DF mener, at første skridt mod en
løsning kunne være, at man sikrer, at kommunerne reelt
har adgang til de nødvendige oplysninger og systemer,
så den kommunale borgerservice kan hjælpe borgerne ved
personlig betjening. Det skal sikres, at kommunerne reelt har de
tekniske og kompetencemæssige muligheder for at løse
opgaven som mellemled mellem borgeren og f.eks. Udbetaling Danmark
eller SKAT. Forudsætningen for, at det kan lykkes, er at
sikre, at opgaverne løses i et tæt og forpligtende
samarbejde mellem kommuner, Udbetaling Danmark og SKAT.
Som udgangspunkt mener DF, at opgaven hos
kommunen skal løses med de ressourcer, som allerede i dag
anvendes. Men i det omfang kommunernes indsats frigiver ressourcer
hos SKAT og Udbetaling Danmark, skal disse tilbageføres til
kommunerne.
Det vil være til gavn og glæde for
borgerne.
Skriftlig fremsættelse
Jens Henrik Thulesen
Dahl (DF):
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om
én indgang til det offentlige via kommunernes
borgerservice.
(Beslutningsforslag nr. B 163)
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.