B 153 Forslag til folketingsbeslutning om en uvildig undersøgelse af SKATs behandling af oplysninger vedrørende skattesnydere.

Udvalg: Skatteudvalget
Samling: 2014-15 (1. samling)
Status: Bortfaldet

Beslutningsforslag som fremsat

Fremsat: 07-04-2015

Fremsat: 07-04-2015

Fremsat den 7. april 2015 af Frank Aaen (EL), Stine Brix (EL) og Finn Sørensen (EL)

20141_b153_som_fremsat.pdf
Html-version

Fremsat den 7. april 2015 af Frank Aaen (EL), Stine Brix (EL) og Finn Sørensen (EL)

Forslag til folketingsbeslutning

om en uvildig undersøgelse af SKATs behandling af oplysninger vedrørende skattesnydere

Regeringen pålægges at igangsætte en uvildig undersøgelse af forløbet af SKATs behandling af lister fra HSBC og andre banker over mulige skattesnydere i millionklassen, der har brugt skattely. Undersøgelsen skal omfatte perioden fra og med januar 2008 til og med februar 2015.

Bemærkninger til forslaget

Selv om SKAT i mange år har haft kendskab til at kunne få oplysninger om mulige skattesnydere i millionklassen, har SKAT først i 2015 indhentet de nødvendige lister og oplysninger for at kunne undersøge disse sager.

SKAT har afleveret en redegørelse om sagen, der ikke svarer på essentielle spørgsmål, f.eks. om, hvem i SKAT der har truffet beslutninger om ikke at udnytte de muligheder, der var. Det har heller ikke været muligt at få at vide, hvorfor SKAT overså en politisk aftale fra maj 2010 om, at der i alle tilfælde med en mulighed for at indhente lister over mulige skattesnydere skulle ske en politisk stillingtagen.

Trods redegørelse, samråd med skatteministeren i Skatteudvalget og en lang række spørgsmål fra Folketinget er det ikke lykkedes at få sagen klarlagt. Det har i afgørende grad været pressen, der har gravet vigtige oplysninger frem. På den baggrund er forslaget, at der er brug for en uvildig undersøgelse, hvori f.eks. en advokat kan få adgang til alle relevante oplysninger for at afdække forløbet, dels for at placere ansvaret for et forløb, der kan have kostet statskassen et stort milliontab, dels for at sikre, at noget tilsvarende ikke gentager sig.

Skriftlig fremsættelse

Frank Aaen (EL):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om en uvildig undersøgelse af SKATs behandling af oplysninger vedrørende skattesnydere.

(Beslutningsforslag nr. B 153)

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.