Fremsat den 26. marts 2015 af Pernille
Vigsø Bagge (SF), Jonas Dahl (SF) og Lisbeth Bech Poulsen
(SF)
Forslag til folketingsbeslutning
om indførelse af gyldig billedlegitimation
ud over pas og kørekort
Folketinget pålægger regeringen
inden udgangen af 2015 at fremsætte de nødvendige
lovforslag og foretage de nødvendige ændringer i
administrative forskrifter, så der sikres mulighed for at
erhverve sig gyldig billedlegitimation ud over pas og
kørekort.
Bemærkninger til forslaget
Som følge af skærpet lovgivning
mod terrorisme og hvidvaskning af penge m.v. er det gennem de
senere år blevet mere og mere nødvendigt at kunne
legitimere sig med billedlegitimation. Det gør sig
gældende ved så forskellige livsbegivenheder som f.eks.
køb af mobiltelefoner og anskaffelse af elektronisk
rejsekort, og hvis man er medlem af en fondsbestyrelse. Langt de
fleste medborgere løser dette problem ved at fremvise et
gyldigt kørekort eller pas.
For nogle medborgere, f.eks. døvblinde,
blinde og stærkt svagsynede, epileptikere m.fl., er det ikke
en mulighed, da de ikke kan erhverve sig kørekort på
grund af deres handicap. De skal i stedet altid bære rundt
på deres pas og skal altid huske at få det med,
når de for eksempel skal i banken.
Socialistisk Folkeparti mener på linje
med bl.a. Danske Handicaporganisationer, at der mangler konsekvens
mellem de vedtagne love og dagligdagen for borgerne. Når man
ønsker, at borgerne skal kunne legitimere sig med
billedlegitimation, må alle borgere også have mulighed
for at anskaffe sig en sådan legitimation. Det bør
være en legitimation, der minder om kørekortet, for et
pas er dels dyrt i anskaffelse og dels begrænset til 10
år modsat et kørekort, der administrativt skal fornys
hvert 15. år frem til det fyldte 75. år (hvis
kørekortet er erhvervet efter den 19. januar 2013).
Problemstillingen kan f.eks. løses, ved
at man som borger får mulighed for at anskaffe sig en
legitimation, der ligner et kørekort, til samme pris som for
udstedelse af et kørekort, eventuelt i samarbejde med de
danske pengeinstitutter, eller alternativt at det mod en rimelig
brugerbetaling bliver muligt at få et billede på sit
sundhedsbevis.
Socialistisk Folkeparti foretrækker
førstnævnte model, da et sundhedskort skal udskiftes,
hver gang man flytter bopæl. Det bliver således en
dyrere løsning for borgeren med eksempelvis et synshandicap.
Men SF er også åbne for en tredje løsning. Det
vigtigste for SF er, at der findes en løsning, så det
sikres, at alle borgere har adgang til en form for
billedlegitimation, der ikke er pas eller kørekort.
Skriftlig fremsættelse
Pernille Vigsø
Bagge (SF):
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om
indførelse af gyldig billedlegitimation ud over pas og
kørekort
(Beslutningsforslag nr. B 111)
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.