Det næste punkt på dagsordenen er:

15) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 90:

Forslag til folketingsbeslutning om Danmarks ratifikation af Dohaændringen til Kyotoprotokollen.

Af klima-, energi- og bygningsministeren. (Rasmus Helveg Petersen).

(Fremsættelse 11.03.2015).

Jeg giver ordet til Venstres ordfører, hr. Lars Christian Lilleholt, som vil forklare, hvad det her dagsordenspunkt handler om.

Umiddelbart er vi gået fra et meget omfattende forslag til et måske lidt mindre af slagsen, nemlig et beslutningsforslag om, hvorvidt Folketinget kan støtte, at regeringen ratificerer Dohaændringen til Kyotoprotokollen. Det kan Venstre støtte, og det kan vi i øvrigt roligt gøre, fordi alle de krav i forhold til udledningen af CO2, der stilles i Dohaændringen til Kyotoprotokollen, alle sammen er nogle, som vi stort set har gennemført . I hvert fald har vi gennemført det i forhold til de ting, vi skal leve op til i Det Europæiske Fællesskab og de aftaler og den energipakke, der er fra 2013-2020. Så Venstre kan bakke op bag det.

Tak til Venstres ordfører. Så er det Socialdemokraternes ordfører, hr. Jens Joel.

Tak. Det kan jo gøres rimelig kort. For lige så vigtigt det er at sikre fremdriften og ambitionerne i de internationale forhandlinger, lige så åbenlyst er det, at i den her situation er det, vi ratificerer, i virkeligheden noget, som ligger inden for nogle forpligtelser, vi også har i EU-samarbejdet. Og Socialdemokraterne støtter naturligvis op om, at vi lever op til vores forpligtelser, at vi gør noget for at reducere klimaforandringerne. Også selv om det temmelig utænkelige skulle ske, at EU-forpligtelserne falder væk.

Tak. Så er det Dansk Folkepartis ordfører, hr. Mikkel Dencker.

Det her beslutningsforslag vedrører jo de såkaldte Dohaændringer til Kyotoprotokollen, som er en aftale mellem en række lande om, hvor meget landene skal nedbringe deres udledning af CO 2 . Dohaændringen strækker over årene 2013-2020, hvor Danmark ifølge den her aftale er forpligtet til at nedbringe CO 2 -udledningen med 20 pct. i forhold til 1990.

Hvis man følger med på energiområdet, vil man vide, at den nedbringelse, vi har nået i dag, allerede ligger et godt stykke over de 30, så nogen praktisk betydning har den her ikke aftale ikke på nogen måde.

I Dansk Folkeparti har vi det sådan, at hvis Danmark skal påtage sig internationale forpligtelser til nedbringelse af CO 2 -udledningen, skal det ske i sådanne aftaler, som der er tale om her, men det skal være aftaler, hvor alle lande er med, eller i hvert fald næsten alle. Vi er godt klar over, at der er nogle enkelte, som er uden for rækkevidde på alle måder, men altså: Alle civiliserede lande skal deltage og påtage sig en rimelig andel af byrden. Det er ikke tilfældet her.

Her er det de lande, som man vel kan betegne som klimadukse, der er gået sammen og har påtaget sig nogle forpligtelser. Det er desværre ikke forpligtelser, som rækker særlig langt i det globale perspektiv, idet alle de store udledere slet ikke er med – både Canada, Japan og Rusland har forladt aftalen igen siden hen. Så det er en lille eksklusiv klub, som er gået sammen her, og det er nok ikke noget, der batter i det store regnestykke.

Så i og med at det ikke er en aftale, som alle eller næsten alle er med i, synes vi heller ikke, at der er nogen grund til, at Danmark er med i det, og vi har i øvrigt foretaget en større nedbringelse af af CO 2 -udledningen, end vi egentlig er forpligtet til ifølge den her aftale. Så derfor støtter Dansk Folkeparti ikke beslutningsforslaget.

Tak. Så er det SF's ordfører, hr. Steen Gade, idet jeg ikke ser nogen radikal ordfører i øjeblikket.

Tak – og jeg bliver ikke radikal bare for at få ordet her, så det bliver som SF's ordfører.

Det første, jeg har lyst til at sige, er, at jeg da blev noget forundret over Dansk Folkepartis melding her. Altså, nu er det jo ikke, fordi jeg håber det, og måske tror jeg heller ikke helt på det, men der er jo en eller anden risiko for, at Dansk Folkeparti bliver et afgørende parti, hvis der bliver et borgerligt flertal i Danmark. Kan det virkelig være rigtigt, at Dansk Folkeparti ikke vil være med til den her beslutning, som er en forudsætning for, at vi overhovedet er i gang med at have internationale klimaforhandlinger? Jeg ved, at hr. Mikkel Dencker var i Doha, så hr. Mikkel Dencker ved, at en godkendelse af det her var en politisk forudsætning for, at forhandlingerne fortsatte med kurs mod Paris i 2015, altså i år, med henblik på at lave en global aftale, som faktisk omfatter alle. Det er jo det, man forhandler om nu.

Forudsætningerne for at komme dertil var lige præcis, at man i de lande, som vi kalder Kyotolandene, altså de lande, der har underskrevet Kyotoprotokollen, sagde ja til det her. Altså, det virker mærkeligt, men jeg skal ikke gøre det til et større spørgsmål over for Dansk Folkeparti; det må Dansk Folkeparti jo selv om, og så må man i øvrigt forhandle med de partier, man gerne vil bringe til regeringsmagten. Men det er i hvert fald ikke en vej, der bliver let at gå ad i fremtiden, og så må en borgerlig regering jo støtte sig til os andre, og det kan da også godt være, at det ville være godt på mange måder, altså hvis vi skulle komme i den ulykke at få en borgerlig regering.

Men min melding er, at det her, som jeg ikke havde tænkt mig at bruge tid på – jeg havde egentlig bare tænkt mig at sige: Det støtter vi selvfølgelig – er en nødvendig forudsætning for det, som verden nu diskuterer, altså en aftale i Paris, som omfatter alle lande. Og når man siger nej til det her, har man sagt nej til forudsætningerne for at få en aftale, som omfatter alle lande.

Tak til SF's ordfører. Og så er det Enhedslistens ordfører, hr. Per Clausen.

Det er jo svært, når man skal diskutere den her Dohavedtagelse, så at mobilisere den store begejstring og den store entusiasme. Det må jeg nok sige. I og for sig kunne jeg godt ud fra nok nogenlunde de modsatte forudsætninger af dem, Dansk Folkeparti har, fristes til at sige, at det her jo i virkeligheden er så ringe, at det knap nok er værd at støtte. Men konsekvensen af ikke at have et FN-spor i klimaforhandlingerne og konsekvenserne af, at der ikke er nogen lande, der viderefører Kyotoprotokollen i forhold til mulighederne for at indgå en global aftale, som bare kan have en lille smule perspektiv i forhold til reduktionen af CO 2 -udslippet og en begrænsning af den opvarmning af jordkloden, som vi kommer til at se i de kommende år, er jo uoverskuelig dårlige.

Derfor må Enhedslisten her vælge ligesom at sige: Ja, vi synes, det går rigtig langsomt med den globale proces. Det er det her beslutningsforslag et godt udtryk for, for dels er de reduktioner, man er blevet enige om, af en sådan karakter, at stort set ingen af de lande, der er omfattet, behøver at skærpe, hvad de tidligere har sagt ja til, og slet ikke Danmark, og for det andet er der jo ganske rigtigt mange meget betydningsfulde CO 2 -udledere, der ikke er med.

Så selvfølgelig er det her uhyre begrænset i sit perspektiv, men det er jo også rigtigt, som hr. Steen Gade sagde, at hvis Danmark nu skulle melde sig ud af det her, ville det jo bare være et fuldstændig klart signal om, at vi i forhold til den proces, som gerne skulle ende med en aftale på FN-plan, som i en vis udstrækning kan leve op til de forpligtelser, vi har i forhold til vores børn og børnebørn til at reducere den globale opvarmning, så ville svigte fuldstændig.

Derfor er der for Enhedslisten ingen tvivl om, at vi stemmer ja til det beslutningsforslag, der ligger her. Tak.

Tak til Enhedslistens ordfører. Så er det Liberal Alliances ordfører, hr. Villum Christensen.

Tak for det. Som det allerede er nævnt, gør det ingen forskel for Danmark, om vi underskriver denne Dohaaftale eller ej. Kyotoaftalen som sådan har desværre heller ikke gjort den store forskel i den globale sammenhæng. Der, hvor den har haft størst virkning, har været på skatteborgernes pengepung.

Mens vi globalt set har brugt i størrelsesordenen 700 mia. dollar årligt til at reducere CO 2 -udledningen, er situationen i dag efter utallige topmøder og tonsvis af gode intentioner derhenne, at vi i dag får omkring 0,4 pct. af vores energi fra sol og vind – 0,4 pct.!

Da Det Internationale Energiagentur kom med den første prognose for 2040, understregede de, at selv om alle regeringer lever op til deres grønne målsætninger, hvilket naturligvis er totalt uopnåeligt, vil vi om 25 år, altså i 2040, få en andel, der sniger sig op på 2,2 pct., fra sol og vind. Det burde således ikke være svært at se, at denne såkaldte reduktionsvej, som Kyotoaftalen bygger på, er en blindgyde. Omkostningerne bliver i virkeligheden på denne måde også meget, meget dyrere end de skader, man prøver at forhindre.

Hele denne tankegang om at drive en udvikling og få innovation ved hjælp af dyre tilskud, tror vi heller ikke på. Pc'en, og hvad der fulgte, kan vel næppe hævdes at være båret af tilskud, lige så vel som internettet vel heller ikke blev en realitet, fordi man ville spare frimærker. Nej, innovation kommer simpelt hen ikke ved at subsidiere, hvilket bl.a. en tysk parlamentarisk kommission også godtgjorde, efter den enorme satsning på solceller blev sat i kritisk lys i Tyskland.

Får man masser af tilskud, er det med at få hevet nogle varer ned af hylderne og få kradset nogle af skatteborgernes penge ind, og så er det også mindre nødvendigt at være innovativ. Mens de tyske solceller nu ligger fast på tagene og skal have milliarder af euro i tilskud de næste mange år, oversvømmes markedet nu af stadig billigere solceller fra Østen, mens produktion og arbejdspladser jo altså er tjekket ud af Tyskland.

Der er masser af eksempler. I USA er skifergasteknologien jo heller ikke båret af tilskud, og de fleste herinde vil vide, at denne markante udvikling gav en langt højere reduktion end tilskuds- og afgiftsregimet omkring sol og vind, som vi betjener os af i Europa. Energipriserne kom cirka en tredjedel ned i USA efter skifergassen, og det er jo faktisk en af de helt, helt store vækstdrivere i den amerikanske økonomi.

Alle disse ord er for at sige, at vi reelt ikke tror på nytten af principperne i Kyotoaftalen. Reelt får man ikke resultater på bundlinjen globalt set, før de fornybare energikilder bliver billigere end de fossile. Så mere af principielle grunde stemmer vi så imod det her beslutningsforslag.

Tak. Og så er det den konservative ordfører, hr. Mike Legarth.

Tak for det. Det Konservative Folkeparti støtter lovforslaget her om Dohaændringerne til Kyotoprotokollen, og det gør vi jo ikke mindst, fordi det var vores egen Connie Hedegaard, der var en heftig forhandler dernede. Det var jo en dagsorden om at udlede mindre CO 2 , og vi har allerede selv sparet den udledning. Den har vi etableret. De 20 pct., som vi skal nå i 2020, er vi allerede forbi.

Vi synes jo, at det ville være bedre, hvis man havde fået et endnu mere ambitiøst forslag, men nu var det det her, der kunne skabes enighed om, og det er okay. Så kommer vi det skridt ad vejen. Men det er vigtigt, at vi foretager de her ændringer og tilpasninger i fællesskab for på den måde at få afleveret en klode i en bedre forfatning til vores efterfølgere end den, vi modtog den i. Det er en vigtig sag, at vi omstiller, at vi har en grøn omlægning, at vi gør tingene fornuftigt og har så lille en udledning som overhovedet muligt i vores produktion og i vores liv som borgere. Tingene skal passe sammen, og regningen skal kunne betales. Det må ikke koste konkurrenceevne, men når de ting spiller sammen, er det en fornuftig og god dagsorden.

Tak til den konservative ordfører. Og så har den radikale ordfører, hr. Andreas Steenberg, mulighed for at indhente det forsømte.

Tak for det og undskyld, at jeg var lidt for længe om at komme herned. Behandlingen gik lidt hurtigere, end jeg lige havde regnet med.

Forslaget fra klima- og energiministeren betyder, at Folketinget vil tilslutte sig Dohaændringerne af Kyotoprotokollen. De ændringer indebærer, at EU forpligter sig til at reducere udledningen af drivhusgasser med 20 pct. frem mod 2020 i forhold til 1990-niveau. Det ligger i tråd med, hvad EU i forvejen har besluttet sig til, som man er godt på vej til at opnå, og som vi har opnået i Danmark. Derfor er der ikke så mange ben i det, og vi kan støtte forslaget.

Tak. Så er det klima-, energi- og bygningsministeren.

Mange tak. Det har været spændende at høre ordførernes bemærkninger til beslutningsforslaget. For som det er fremgået, vil Folketinget med forslaget give samtykke til, at Danmark ratificerer Dohaændringerne til Kyotoprotokollen over for FN.

Baggrunden for at indhente samtykke fra Folketinget er, at der tale om en selvstændig folkeretlig forpligtelse for Danmark. Dohaændringen indebærer, at EU forpligter sig til at reducere udledningen af drivhusgasser med 20 pct. for perioden 2013-2020 i forhold til udledningen i 1990. Størrelsen på den reduktionsforpligtelse ligger inden for de i forvejen gældende rammer under EU's klima- og energipakke. Indsatsen under den her Dohaændring fordeles som følge af EU's klima- og energipakke mellem indsats i de kvoteomfattede sektorer, hvor EU opfylder som enhed, og indsats i de ikkekvoteomfattede sektorer, hvor Danmark har en selvstændig national forpligtelse, og den lyder altså på 20 pct.s reduktion i 2020 i forhold til 2005.

Energistyrelsens fremskrivning viser, at vi kan forvente en overopfyldelse i 2020 på lidt over ½ mio. t CO 2 -ækvivalenter, svarende til en overopfyldelse i omegnen af 1-2 pct. Det er ikke helt fastlagt, hvor stor en effekt de nye FN-retningslinjer for drivhusgasopgørelser har på det præcise tal. Foruden reduktionsforpligtelsen foretages der med Dohaændringen en række mindre ændringer af Kyotoprotokollen uden væsentlig betydning for Danmark.

Når jeg så hører, at der er ordførere, der ikke ønsker at støtte det her, bliver jeg nødt til som baggrund at sige, at Kyotoprotokollen blev vedtaget på klimatopmødet COP 3 i Kyoto i 1997 og trådte i kraft i 2005, og den er vedtaget under FN's rammekonvention om klimaændringer. Det var så på COP 18 i Doha i 2012, at parterne til Kyotoprotokollen vedtog den her Dohaændring.

Så kan man spørge: Hvad så? Jo, Kyotoprotokollens anden forpligtelsesperiode er den eneste folkeretlige internationale regulering om CO 2 -reduktion, der findes for perioden 2013-2020, og det sender et positivt signal forud for forhandlingerne om en ny international klimaaftale for perioden efter 2020 at ratificere Dohaændringen og dermed opretholde international klimaregulering i perioden fra 2013-2020. Der er 25 lande, der har ratificeret Dohaændringen. Ulandene lægger meget vægt på, at Dohaændringen træder i kraft hurtigt. Det er ambitionen, at både EU og samtlige medlemsstater kan færdiggøre de nationale ratifikationsprocesser inden klimatopmødet, COP 21, i Paris i december 2015. Så det ses altså i en større sammenhæng, hvor den danske tilslutning til det her, om end det ikke har konsekvenser i det virkelige liv, fordi vi overopfylder, dog har en betydning for afviklingen af de internationale klimaforhandlinger, som gerne skulle ende med et resultat i Paris.

Så derfor vil jeg gerne takke de ordførere, der har meddelt deres støtte, og meddele de ordførere, der ikke har tænkt sig at støtte det her, at det naturligvis er beklageligt, og at det ikke bare er for sjov, at vi har den her, og at jeg derfor er glad for i hvert fald at have støtte fra et flertal af Folketingets partier.

Tak til klima-, energi- og bygningsministeren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Klima-, Energi- og Bygningsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.