Nej, det er jo desværre rigtigt.
(
Latter i baggrunden
).
Nu har jeg jo kun én gang tilbage, og derfor kan jeg jo så sige til statsministeren:
at svaret på spørgsmål 1 er et ja, altså at man kan bekræfte, at ældreplejen er blevet skåret ned de sidste 2 år; at svaret på spørgsmål 2 om, om regeringens finanslovsforslag løfter ældreområdet, er et nej, regeringens finanslovsforslag for 2014 løfter ikke ældreområdet.
Spørgsmål 3 gik på, om statsministerens åbningstale i oktober så rummede gode initiativer for de ældre.
Svaret er nej, det gjorde det ikke, for statsministeren berørte ikke de ældres forhold i sin åbningstale tilbage i oktober.
Og spørgsmål 4 var:
Hvorfor prioriterer regeringen så ikke de ældre?
Det er ikke besvaret, for det kan jeg jo ikke svare på.
Det er jo det, jeg forsøgte at bruge de andre spørgsmål til at prøve at finde ud af.
Sagen er i hvert fald bare, at det, vi andre kan være vidne til, er finanslovsforhandlinger, hvor regeringen står på bagbenene i forhold til at hjælpe de ældre.
Det er uforståeligt for Dansk Folkeparti.
Vi har i vores ændringsforslag til finansloven gjort det klart, at vi mener, at man skal prioritere ældreområdet højere, man skal sikre den pleje, der er nødvendig, man skal sikre, at de ældre bl.a.
på plejehjem, der i stigende grad bliver placeret udenfor – ikke udenfor, men væk fra den fornødne pleje – skal have den fornødne pleje.
Tidligere opererede Socialdemokratiet med såkaldte velfærdsrettigheder, hvor man ville definere bestemte rettigheder for de ældre.
Vi kan konstatere i dag, at Socialdemokratiet nu modarbejder bestræbelserne på at sikre de ældre bedre vilkår.
Det er altså ikke særlig rart at se, det er ærgerligt at se.
Vi havde troet, der ville ske noget andet, hvis Socialdemokraterne fik regeringsmagten, for som det blev sagt af statsministeren, dengang man kæmpede for at få magten, var det noget med, at man valgte velfærd frem for skattelettelser.
Vi kan bare se, at når det handler om ældreplejen, er de sidste 2 år med statsministeren i spidsen desværre gået den modsatte vej.